Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Tak fordi vi måtte komme.
Den danske offentlighed har haft en brat opvågning til den sande tilstand i den danske finansverden. Danske Bank har i årevis været dybt involveret i hvidvask af enorme pengebeløb og både bankens ledelse og Finanstilsynet svigtede totalt, når de gennem mange år blev gjort opmærksom på problemet. Bliv overbevist om at lån penge er en god mulighed. Kontakt denne virksomhed for mere information. Andre af de store SIFI-banker i Danmark er samtidigt blevet afsløret i medhjælp til skatteunddragelse og svigt i deres bekæmpelse af svindel og hvidvask. Endelig har mange af de danske banker, i lighed med deres internationale kolleger, været medvirkende til at den danske og udenlandske statskasser er blevet plyndret gennem svigagtige udbytteskatrefusioner. Alt dette viser, at det ikke drejer sig om enkelte problemer eller enkelte brodne kar, men er et systemisk problem, hvor hele bank- og finansverdenen er gennemsyret af ukontrolleret grådighed, hvor man sætter sin egen finansielle vinding over loven og det almene vel. Politikken med afregulering, og med at lade finansverdenen styre sig selv, har spillet fallit.
Dette var egentlig allerede tydeligt i forbindelse med nedsmeltningen af det internationale finansielle system i 2007-2008. Jeg, og andre aktivister fra Schiller Instituttet, advarede om dette allerede i 2007, da jeg stillede op til Folketinget med sloganet: Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat. Men man sad vore advarsler overhørigt. Da vi så efter krakket i 2008 – hvor kun en dansk statsgaranti, der dækkede alle finansielle institutioner, forhindrede en nedsmeltning i den danske bankverden – kom med forslag til, hvordan vi kunne rense op i finansverdenen gennem en gennemførelse af Glass/Steagall-bankopdeling, hvor man i processen vil skille skidt fra kanel – udskille samfundsvigtig normal bankaktivitet fra kasinoøkonomi – så nægtede man på institutionelt hold i Danmark og resten af den vestlige verden atter at lytte. Man ville ikke gøre op med den usunde adfærd i finansverdenen, der havde skabt sammenbruddet i 2008. Havde man nemlig ikke afreguleret hele den finansielle sektor, og i 1999 afskaffet Glass/Steagall-bankopdelingen i USA, så havde vi nemlig undgået finanskrisen.
Men nu blev fokusset at redde bankerne – og alle andre aktører i finansverdenen – med bankpakker og kvantitative lempelser; på bekostning af realøkonomien og almindelige menneskers levestandard. Derfor står vi i dag over for en kommende finanskrise, der er potentielt langt værre end den, som vi oplevede i 2008. De danske tiltag med at lade banker og realkreditselskaber polstre sig (med kundernes penge) vil ikke forhindre en ny krise. Uden en opdeling af aktiviteterne i de finansielle supermarkeder har vi stadig, som i 2007-2008, ingen branddøre, der kan forhindre, at ildebrand i en del af finansverdenen spreder sig til hele det finansielle hus.
Det forestående finanssammenbrud
Der er mange tikkende bomber under det internationale finanssystem. I kølvandet på den amerikanske føderalbanks rentestigninger er der stadigt flere advarsler om en kommende nedsmeltning af det 3.500 mia. dollars store marked for amerikansk virksomhedsgæld, hvor stadig mere usikre lån bliver pakket om og gensolgt i mange forskellige forklædninger – i lighed med dårlige amerikanske boliglån i 2007-2008. Dette har fået følgeskab af nedgang på børserne og et kraftigt fald i den økonomiske vækst i USA og Europa. Bank for International Settlements advarede om denne farlige udvikling i sin årlige rapport i juli og noget lignende gjorde Bank of England i oktober. Så kom IMF’s udtrykkelige advarsel om faldende virksomhedsobligationsmarkeder i IMF-bloggen den 12. november.
Et kollaps af markedet for virsomhedsgæld vil have større konsekvenser end kollapset af den amerikanske subprimelån-boble i 2008. Når først krisen er udløst, vil det ramme bankerne verden rundt, og bag den blankpolerede overflade er de blevet endnu større og endnu mere bankerotte, end de var i 2008. I lighed med optakten til krisen i 2007-2008 har der også været et kollaps og en kapitalflugt fra de såkaldte ”emerging markets” og det gigantiske uregulerede marked for finansielle derivater kan implodere når som helst.
Løsningen
Der er ingen lille lappeløsning, der kan rette op på dette, men Schiller Instituttet og den internationale LaRouche-bevægelse har fremlagt en sammenhængende løsning for, hvordan vi kan bortoperere den spekulative kræftsvulst og skabe kreditter til produktive investeringer – både på internationalt plan og her i Danmark.
Vi skal med i Den Nye Silkevej
Mens størstedelen af økonomien i den vestlige verden har ligget underdrejet i de seneste 10 år – hvor de fleste har oplevet en faldende levestandard – så har man i Kina oplevet fortsat kraftig økonomisk vækst og været i stand til at løfte stadig flere mennesker ud af fattigdom. Man brugte krisen i 2008 til at påbegynde massive infrastrukturprojekter, så Kina har nu flere kilometer højhastighedstog end resten af verden tilsammen. Man har bygget nye byer, vandprojekter, kraftværker og anden infrastruktur, der gør det muligt at tage sig af en voksende befolkning med en stigende levestandard.
I 2013 lancerede Kinas præsident Xi Jinping så denne udviklingspolitik på internationalt plan med Bælte- og Vej-Initiativet, også kaldet Den Nye Silkevej, der i dag er 12 gange større end USA’s Marshallplan efter 2. verdenskrig og som over 60 lande nu deltager i. Danmark burde være en fremtrædende del af denne udviklingsdagsorden, specielt i Afrika og Sydvestasien.
Et Nyt Bretton Woods kreditsystem
Den 30. november er der G20-topmøde i Argentina, og Schiller instituttet har foreslået, at topmøderne mellem præsident Trump, Xi Jinping og Putin bruges til at etablere et nyt Bretton Woods kreditsystem, i samarbejde med Indiens premierminister Modi. En ny version af det gamle fastkurssystem, der blev etableret efter 2. verdenskrig, men nu for at skabe langfristede kreditter til udvikling af alle nationer. Dette er det eneste, som kan forhindre, at den igangværende disintegration af det nuværende City of London- og Wall Street-baserede finanssystem fører til kaos og mulig krig.
LaRouches fire love
I Danmark kan vi i mellemtiden forberede tiltag, der kan beskytte vores økonomi imod den kommende finansielle tsunami. Schiller Instituttet har fremlagt Lyndon LaRouches fire love, der er en konceptuel drejebog for at få vores økonomi drejet væk fra finansiel spekulation og tilbage til fysisk økonomi og videnskabeligt og teknologisk fremskridt:
Gennemførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling af den danske finanssektor, hvor vi sanerer banksystemet og adskiller normal bankaktivitet fra finansiel spekulation. De finansielle supermarkeder skal opdeles i normale banker, investeringsbanker, realkreditaktivitet og forsikringsvirksomhed. Bankerne og andre finansielle institutioner skal opdeles og reduceres i størrelse, så de ikke længere udgør en systemisk risiko, og den statslige indskudsgaranti vil kun gælde for normale banker.
Vi må skabe statskreditter til produktive investeringer i økonomien;
Vi må kanalisere en del af disse kreditter ind i store infrastrukturprojekter og andet, der kan øge produktiviteten og energigennemstrømningstætheden i økonomien og skabe den næste højere økonomiske platform for Danmark, som f.eks. en Kattegatbro og et nationalt magnettognet, og faste forbindelser mellem Helsingør og Helsingborg og under Femern Bælt.
Vi må investere massivt i forskning og udvikling af de områder, som skaber fremtidens teknologier som f.eks. kernekraft, fusionsenergi, rumforskning etc.
Den største fejl, som vi kan begå, er at tro, at vi kan overlade disse spørgsmål til den finansielle verden. Den har bevist, at den hverken har det moralske kompas eller de nødvendige løsninger, til at sikre vores fremtid. Derfor må staten nu påtage sig sit ansvar, og etablere de nødvendige love og regler, der kan sikre det almene vel og Danmarks og danskernes fremtid. Det er der, i lyset af de seneste bankskandaler, en bred offentlig opbakning til.
Tom Gillesberg på Ekstra Bladet i 25 min., den 15. juni, udskrift.
Dan Rachlin (DR): Velkommen til, Tom. Du har siddet lidt og hørt vores politiske samtale her. Velkommen til. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at det, sådan rent politisk, godt kan blive en lille smule mere udfordrende for mig nu.
Tom Gillesberg (TG): Det må vi jo se.
DR: Du har stillet op til folketingsvalget og også til Københavns borgerrepræsentation – i hvor mange år?
TG: Jeg stillede op første gang til kommunalvalget i 2005, på et slogan: »Når boblen brister – et nyt Bretton Woods«, hvor jeg havde sådan en flot boble med boligpriser, derivater, det var der mange, der snakkede om – hvad var det … ?
DR: Og allerede her, så tager jeg lige den op, fordi hvis nogen af dem, der ser det her eller ser dine plakater ude i Hovedstadsområdet tænker, han er fuldstændig tosset, så kan jeg allerede godt kreditere dig her, fordi du forudså den åndssvage boble og, at det hele ville briste. Hvordan … Du er nødt til at fortælle, hvad du er uddannet som… Lidt om din baggrund, siden du kunne forudse så…
TG: Jamen tilbage i 1982, da jeg var 18 år gammel, så mødte jeg en politisk bevægelse dengang under ledelse af en amerikaner, der hed Lyndon LaRouche. Ham mødte jeg ikke, for han var i USA, jeg var i Danmark.
Men jeg mødte denne her bevægelse, som snakkede om økonomi; dengang, så var det gældskrisen i Mexico, hvordan skal verden udvikle sig, filosofi, klassisk musik, videnskab – en meget bred palet af meget interessante ting, som jeg ikke mødte noget som helst andet sted. Og det interesserede mig, og jeg sagde, jamen, det lyder fornuftigt, verden er i uorden, det må man gøre noget ved, jeg er 18 år gammel – det der med studentereksamen og så videre, det kan jeg tage senere. Jeg flytter til København, jeg fikser verden og så må vi så se, hvad der så sker bagefter..
DR: OK
TG: Og det har så bare taget lidt længere tid.
DR: Jamen, har du … Du har studeret og er en belæst mand ved siden af …
TG: Det jeg så har gjort, det er, at siden dengang, altså siden, det er nu …
DR: ’82
TG: Det er over 30 år siden
DR: Ja, det er 33 år siden
TG: Og i mellemtiden, så har jeg så engageret mig i verden, og i alle store politiske kriser, der har været – i økonomiske spørgsmål, strategiske spørgsmål – og hver gang, så for at kunne beskæftige mig med det, har jeg været tvunget til at sætte mig ind i det, så jeg er ikke autodidakt, det er ikke sådan, at jeg ved egen kraft har lært alting. Jeg har været en del af en bevægelse, hvor vi har sloges med de store spørgsmål igennem 30 år, og hver gang har jeg så måtte sætte mig ind i tingene. Og gør man det igennem så lang tid, så får man en meget bred viden om økonomiske spørgsmål, strategiske spørgsmål om alt det, som man i virkeligheden behøver, hvis man skal være statsminister eller præsident og skal tage vare på nationen og skal beskæftige sig med spørgsmål, der vedrører liv og død for mange mennesker, krig og fred. Og det er jeg så blevet rustet til, og problemet, jeg har lige nu, det er … det har de fleste andre mennesker ikke fået lov til, så jeg kan se lige netop nu – altså, i 2007 stillede jeg op til folketingsvalget med et berømt slogan, »Efter finanskrakket – magnettog over Kattegat«. Og folk sagde, hvad mener du med finanskrakket, vi har den bedste økonomi nogensinde! Det var, hvad man sagde i 2007, man sagde ikke »vi er lige kommet ud af den økonomiske krise«, som Helle Thorning sagde, næh, det var den bedste økonomi nogensinde. Og jeg sagde, ja, men det er baseret på nogle spekulationsbobler, der kommer til at briste. Og når de brister – og helst inden de brister – så skal vi vide, hvad vi skal gøre bagefter. For ellers … altså det gør mega stor forskel, om man er forberedt på ulykker, der kan ske, eller ej.
DR: det … jeg forstår …
TG: Er du forberedt, så har du noget, der kommer bagefter; er du ikke forberedt, så bliver det bare kaos. Og det skete jo i 2008, det var rimelig kaotisk.
DR: Men er vores samfund, vores kapitalistiske samfund, er det bygget sådan op – altså, for du kan jo ikke være den eneste, der godt vidste, at det ville gå galt.
TG: Nej.
DR: Det må da der være mange derude, økonomisk kyndige, erhvervsledere, der må da være nogen derude, der ved – det her, det bliver sgu da ikke ved med at køre.
TG Ja, men der er en enorm mængde af følgagtighed. Folk er bange for at sige det forkerte. Det hele drejer sig om at fremme sin egen karriere, og for at få en karriere, så skal man sige de rigtige ting; se lige på politikerne, altså – om nogen – altså de er panisk angste for at diskutere de virkelige spørgsmål, vi står overfor. Og så tænker de på, hvordan vil det fremme min karriere, hvis jeg siger det eller gør det, så har man måske nogle spindoktorer til at hjælpe sig, men lige nu, bare for at give et meget konkret eksempel: Altså en ting er den økonomiske krise og selv… man skal ikke være super-ekspert for at se, at den her Grækenland-krise, den kan godt få det hele til at vælte, for man har ingen løsning netop nu. Det er ligesom det er to, grækerne og hele systemet, der kører mod hinanden med fuld hastighed, og begge to siger, vi har ikke tænkt os at give os.
DR: Italienerne og spanierne har da det heller ikke specielt godt, vel?
TG: Nej, og det gør jo så, at hvis man giver efter for Grækenland og siger fint, vi afskriver noget gæld, vi giver jer nogle lempelige betingelser, så står Spanien, Portugal …
DR: Frankrig har det jo heller ikke så godt …
TG: Irland – alle de andre lande, i kø for også at få lempet deres betingelser. Derfor siger finanssystemet, ’Vi kan ikke give efter for Grækenland’, men Grækenland har allerede klart sagt, ’Vi fortsætter ikke det her show, vi skriver ikke under på flere nedskæringsaftaler’. Så det betyder, at der er sådan et »chicken game«, siger man på engelsk, altså, man kører mod hinanden og ser, hvem blinker først, hvem svinger af. Pointen er, at der er vi så fanget i, at gør man det her under ordnede forhold, siger man – Grækenland er i en håbløs situation, og det skal man altså heller ikke være særligt kløgtig for at finde ud af.
DR: Det kan de fleste vist godt lige se
TG: Så ville man ordne det, og så ville man sige, at det er mange andre lande også. Ja, så skal vi kigge på det. Fordi hvad gjorde vi i 2007-8, vi sagde, ’Her er en mega-krise; hvis bankerne går ned, så går verden under. Derfor må vi redde bankerne og finansverdenen.’ Og så pumpede man enorme mængder penge ud. Men ingen af alle de penge, man har pumpet ud i finansverdenen, er så, af bankerne, blevet investeret i industri eller i landbrug eller i almindelige mennesker; de er bare gået til spekulation.
DR: Nå, jeg troede, det var blevet til at lappe huller.
TG: Nej ikke engang det – også det – men den boble, der brast i 2008, er langt større i dag. De store banker, som man var bange for, at de vælter systemet, hvis de går ned, de er 30 procent større i USA i dag, så problemet er ikke løst. Det eneste problem, man har – eller ikke det eneste – man gjorde det ved at sænke renten til 0. Så kunne bankerne låne penge til 0 % i rente, og så kunne de låne dem ud til almindelige mennesker, måske til 10 % eller 12 % eller 16 %, hvis nogen var heldige, måske til 4 %; men de kunne tjene enormt mange penge. Alligevel er de endnu mere bankerot i dag end dengang. Og derfor er det jo så spørgsmålet, hvad gør man så? Og jeg er jo så optimistisk anlagt denne gang, vil nogen sige, det er ikke bare ’doom and gloom’, og nu går jorden under. Jeg siger faktisk, det her er noget lort. Kollaps, der er ikke særligt rart, og det her kan blive meget større, og det er ikke kun Grækenland. Det er Grækenland i dag, så er det Spanien, Portugal, vi skal nok også få vores del af det. For at det ikke skal være løgn, så har vi samtidig en strategisk situation, hvor Vesten netop nu i den grad rykker frem, blandt andet i Ukraine, men ikke kun i Ukraine strategisk. Man snakker netop nu om at begynde at sætte amerikanske våben ind i de Baltiske lande, i Polen på grænsen til Rusland, så vi kan sagtens få krig mod Rusland
DR: Må jeg bare lige stoppe op. Der vil sige, at det var russerne, der rykkede ind i Ukraine
TG: Det er jo så lige det. Rusland er ikke rykket ind i Ukraine, men vi har en russisk befolkning i Øst-Ukraine, som altid har været russisk, fordi det tidligere var Rusland, så at sige. Så teknisk i Sovjetunionen, så lavede man det til Ukraine. Krim, for eksempel, har altid været russisk. Øst-Ukraine, det er etniske russere. Problemet, man så har haft – helt tilbage … altså den tyske kansler Helmut Schmidt sagde det meget præcist, da han angreb den tyske kansler Merkel for ikke at have Rusland med til G7-mødet. Han sagde, at problemet begyndte helt tilbage i 1992, hvor vi sagde, nu skal vi have et Europæisk Imperium med Maastricht-aftalen, som Danmark stemte imod i første omgang. Så har man ellers udvidet EU og NATO østover, og så er man komme frem til Ruslands grænse; men det var ikke Rusland, der rykkede vestover
DR: Nej, det kan du sige. Må jeg godt lige stoppe dig, fordi… Du får lov til lige senere. Nu har du forklaret lidt af det der. Fordi du hoppede over din foregående plakat, som vi godt kunne huske, nemlig den med boblen og så linket til den der. Du er bare nød til at forklare den der bane over Kattegat, hvad øh.. Den har vi på, du bliver nød til… Det er en anden plakat
TG: Hvis man tager den fra 2007. Så er det primært … Der ville så stå øverst: »Efter finanskrakket – magnettog over Kattegat«, og så havde man det her, vi har nu midt på med magnettog og bro…
DR: Forklar mig linket, for jeg anser mig selv for at være nogenlunde normalt eller måske en lille smule mere end normalt begavet. Og jeg skal have forklaret, hvad linket fra kollapset til den bane, hvad det er?
TG: Det er, at der er to meget forskellige måder at anskue økonomi på – som begge involverer penge; men penge på meget forskellige måder. Den ene er, at man tager penge og investerer dem i fysiske projekter, f.eks. en Storebæltsbro. Det koster penge, det skaber arbejdspladser. Men når broen er færdig, så kan man bruge den. Folk sparer tid, og det giver simpelthen en økonomisk gevinst i hele samfundet. Bygger man derfor en Kattegatbro, altså en bro fra Sjælland til Jylland via Samsø, eller syd for Samsø, så vil det have en lignende effekt. Det vil betyde enormt meget for den danske økonomi. Det vil betyde enormt meget, at København og Århus kommer inden for en time, eller en halv time af hinanden, alt efter hvad transport man har. Men pointen er: det er én form for økonomi. Så er der så en anden form for økonomi, som er den der dominerer i dag i bankverdenen. Det er en økonomi à la Saxo Bank. Det er, at man skal tjene penge på penge. Det er spillekasino. Og forskellen mellem de to er, at når det er spillekasinoet, så er det, hvad de kalder et 0-sums spil. For at én skal kunne vinde, så er der en anden, der skal tabe.
I den anden form for økonomi, hvor du investerer i broer, hvor du investerer i vandprojekter …
DR: Offentlige projekter.
TG: Præcist. Så får du, hvad man kan kalde en win-win situation. Det koster penge, men det er ikke penge smidt ud af vinduet, du får en gevinst ud af det.
DR: Men hvis du havde været diktator eller statsminister dengang i 2007, hvor du havde forudset, at boblen ville briste, hvad den gjorde i 2008 – og en masse andre vidste det måske også godt, men de holdt bare kæft, til det var for sent. Hvis du havde været diktator eller statsminister, hvad havde du så gjort i forhold til det byggeri over Kattegat? Havde du sat gang i det, eller?
TG: Jamen, jeg havde gjort flere ting. Eller hvis vi siger, at jeg havde muligheden i dag … vi står i en lignende, eller mere dramatisk, situation i dag.
DR: Hvad vil du så gøre?
TG: Punkt nr. 1: Jeg vil lave, hvad vi kalder en Glass-Steagall-bankopdeling; dvs. ligesom Roosevelt gjorde i 1933 under krisen i USA. Dvs., at man deler bankerne i to, og de dele af bankaktiviteterne, der har at gøre med normale indlåns- og udlånsaktiviteter, det lægger vi i én type banker. Alt det, der har at gøre med spekulation, at tjene penge på penge, det skal ligge i nogle andre banker.
DR: Så du vil ikke forbyde det?
TG: Nej, jeg vil kun brand-beskatte det. Fidusen er, at hvis det ligger i nogle andre banker, så når disse ting får problemer; når pludseligt finanssystemet er i krise, så kan jeg redde standardbankerne, som er den mindste del af det. Og jeg behøver ikke redde alt det andet.
DR: Men ville sådan nogen som Lars Sejer ryste i bukserne, hvis du var diktator eller statsminister?
TG: Jeg tror, han allerede har lugtet lunten. Jeg tror, han forsøger at sælge Saxo bank lige nu for tiden, og få nogle penge. Pointen er, at det finansspekulanterne har gjort – inklusive Saxo Bank – det er, at de har haft meget travlt med at købe normale banker op, eller realkreditselskaber, fordi så har de et alibi. Så er der en årsag til at man skal redde dem. Og min motivation for at vi skal opdele det er den samme, nemlig at når de går på r…. , og det gør de med jævne mellemrum, så kan vi sige: Lad falde, hvad ej selv kan stå. Lad det gå ned, men vi redder de normale banker, fordi, det har vi brug for til den normale økonomi.
DR: Det forstår jeg godt Tom, men tilbage til det store projekt over Kattegat, for det koster jo. Det koster os alle sammen kassen. Hvad vil du så gøre, hvor får du pengene fra til det?
TG: Så skaber du simpelthen … du kan lave en statskredit. Du kan simpelthen lade Nationalbanken udstede penge til nogle bestemte typer projekter, til lav rente, eller ingen rente, hvis man vælger det. 1 – 2 % rente for eksempel. Og sige, at Nationalbanken udsteder kredit i faser til at bygge Kattegatbroen. Så kan vi så betale Kattegatbroen tilbage over de næste 30-50 år, som vi gør med Storebæltsbroen. Vi kan så vælge at sige, i stedet for at gøre det ved brugerbetaling, kan vi måske delvis, ved at lade Nationalbanken udstede kreditten, så bliver det billigere, så kan vi måske sige, at staten skal betale for det. Eller vi kan gøre som med Storebæltsbroen, det vil sige, en del af det kommer bilisterne til at betale for at bruge. Pointen er, at næsten ligegyldigt, hvordan du gør det, så bliver vi rigere af at lave denne her investering. For det er en investering. Det er ikke at bruge penge; det er at opbygge noget for fremtiden.
DR: Det er helt åbenlyst. Må jeg godt lige spørge: er det det mest presserende projekt, eller har du andre store offentlige ting, du ville sætte i gang, hvis du havde magten til det?
TG: Jeg vil sige – for at gå tilbage til det her nu. [Peger på valgplakaten] Her ser vi sådan et stort verdenskort. Her har vi Danmark, Europa, Asien, Afrika. Herovre har vi så Nordamerika. Det er alt sammen forbundet her med nogle linjer. Det er fremtidige infrastrukturkorridorer. Det er højhastighedstog-linjer. Det kan også være andre typer af infrastruktur; det kan også være inklusive veje og alt muligt andet. Det her er, hvad kineserne lige netop nu har gjort til deres hovedprojekt. De kalder det den Nye Silkevej mellem Asien og Europa. Vi siger så, at der er mange andre ting, der også skal med. Det vil have en effekt. Bygger man sådan noget her, kan man selvfølgelig transportere varer hurtigere, men det er ikke bare det. Det her har samme effekt som Storebæltsbroen. Det her øger produktiviteten i økonomien. Det er ikke bare varer, der udveksles. Det er altså også mennesker, det er også ideer – ligesom den gamle Silkevej. Og det her … altså størstedelen af jordens befolkning har det ikke, som vi har det i Danmark. De har ikke tilgang til rent vand eller elektricitet, veje, jernbaner, lufthavne. Og når man giver dem det, så øger det værdien af deres aktiviteter enormt. Altså det samme menneske kan pludselig producere meget mere, bare ved at få sådan nogle ting.
DR: Fordi vedkommende ikke skal bekymre sig om, hvor maden kommer fra?
TG: Men også fordi, hvis du ikke har elektricitet, hvis du ikke har vand, kan du ikke lave særligt meget. Og det har Kina, sammen med BRIKS-landene, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – de er nu gået sammen og siger: vi udfordrer, i en hvis forstand, den nuværende verdensorden. Den her unipolære verden, hvor USA …
DR: Altså G7-landene, eller …
TG: Ja, men og NATO … med USA i spidsen, og så har man så nogle puddelhunde, som Danmark og Europa, der bare gør, hvad USA vil. Det har ikke gået særligt godt i de sidste par år med det. Det har givet kaos, det har givet krige rundt omkring i verden. Det giver spændinger også med Rusland, Kina, fordi de siger: vi gider ikke det mere. Vi er voksne nationer. Vi skal også være med til at bestemme. Vi vil bestemme over vores egen befolkning, vi vil være med til at bestemme over, hvordan verden kører. Og de har nu sluttet sig sammen, og dermed har de ligesom fået lidt muskler. Bruttonationalproduktet i disse fem lande er næsten ligeså stort som i G7-landene. Det er 40 % af jordens befolkning. Så det vi skal gøre er, at Kina, sammen med de andre lande; men det er Kina, der har pengene. De har 3.000 mia. $, som de nu er begyndt at investere i infrastrukturprojekter rundt omkring, inklusive i en bank, man lavede, der hed den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, som Danmark gik med i her i marts måned. Det, vi skal sige, det er: vi takker ja til det tilbud. Kina har rakt hånden frem og sagt: skal vi ikke lave et win-win samarbejde, i stedet for konfrontation og krig? Og så skal vi sige: jo, selvfølgelig skal vi det.
DR: Vil det betyde, at vi skulle sige farvel til vores traditionelle samarbejdspartnere og melde os ud af NATO, og hvad har vi?
TG: Altså, det vil nok være en god idé at diskutere, om vi ikke burde have nedlagt NATO, da Sovjetunionen blev opløst. Det ville have løst mange problemer. Det, vi skal sige farvel til lige netop nu, det er konfrontationen med Rusland. Fordi vi i Europa kan ikke overleve denne konfrontation. Tyskerne er allerede enormt presset, også økonomisk.
DR: Det koster enormt mange penge at være uvenner med russerne?
TG: Enormt mange. Men det er ikke bare det. Lige netop nu koster det muligvis også livet for alle sammen. Fordi Rusland er en atommagt. Kina er en atommagt. USA er en atommagt. Og hvis USA kræver, at Rusland og Kina skal lægge sig ned og gøre som USA siger, så sætter de hårdt mod hårdt. Så siger Rusland: jamen, det gør vi ikke. Vi bakker ikke mere. Den tid er ovre. Og hvis det betyder, at vi skal til at vinke med vores atomvåben, så gør vi det. Og det betyder, at punktet, hvor vi ved en fejl, eller ved en bevidst handling, får en atomkrig, faktisk er større i dag end det var under den kolde krig. Og det er ikke kun mig, der siger det her. Fremfor alt militærfolk rundt omkring i verden. De skriver artikler i New York Times, de laver rapporter, hvor de siger: Venner, politikere, Barack Obama! Tag nu lige … en stesolid, eller et eller andet – det siger de så ikke, men det er det, de mener. Fordi vi har en situation, hvor vi er tilbage på det, man kalder ’launch on warning’. At man er så mistroisk mod hinanden, altså Rusland er så mistroisk over for Vesten lige netop nu, at de hele tiden holder øje med, om der er et atommissil på vej. Er de her NATO-manøvrer i virkeligheden et røgslør for, at de skal lave et angreb på os? Fordi, de har jo allerede sagt, at Putin er værre end djævelen selv, så hvornår kommer det angreb? Og det vil sige, at hvis de lige pludseligt ser nogle prikker på deres radarskærm – og det kan være en teknisk fejl – så har de 5 minutter til at beslutte, om de skal trykke på knappen. Og dem, der er lidt ældre som jeg, kan huske i 1989: Man drog et lettelsens suk, som kunne høres på den anden side af Atlanten, da Berlinmuren faldt.
DR: Ja, ja.
TG: … og Sovjetunionen blev opløst. Fordi man følte at den evige angst for, at en eller anden dag, så sker der en fejl. Og så kommer man til at skyde nogen atomvåben af.
DR: Og her 25 år efter, så er …
TG: Så er vi tilbage! Og det er det, der er så … Og det er lige netop nu. Altså har man is i maven, må man sige, vi lever i spændende tider. Fordi, at det her er virkelig: På den ene side står vi med muligheden for, at den her konfrontation kan føre til atomkrig og menneskehedens udryddelse, og det er jo helt vanvittigt. På den anden side har vi altså muligheden for, at hele verden, for første gang nogensinde; hele menneskeheden … altså, tidligere renæssancer var sådan noget lokalt noget … hele verden pludseligt samarbejder om økonomisk udvikling. Og det er jo helt fantastisk!
DR: Tom, hvis du ikke kommer ind den her gang – det tror jeg, du gør – men hvis du ikke kommer ind, hvor længe bliver du ved? Er du bare sådan en fighter?
TG: Ja, det er jeg. Jeg bliver ved at kæmpe. Spørgsmålet er, hvordan man kæmper. Det kan da godt være jeg skal være rådgiver til regeringen, eller regeringerne, frem for, måske, at være politiker. Altså lige netop nu så stiller jeg op, fordi der er ingen andre, der vil sige de her ting, som skal siges. Så jeg håber bare, at der er andre, der hjælper mig med at sige dem.
DR: Jeg har prøvet at give dig en lille smule taletid. Og det gav mening, vil jeg lige skynde mig at sige. Det gav mening for mig, det du sagde.
TG: Det lyder godt. Så er der håb.
DR: Så der er nogen derude, der også har fulgt med. Ekstrabladets web-TV’s valgmaraton fortsætter nogle timer endnu. Tak til Tom Gillesberg. Tak til Wagner. ’Stem på Wagner, det gavner’. Huh ha. Tak for denne gang.
Independent Schiller Candidate Gillesberg Interviewed on Danish
National Radio
COPENHAGEN, May 30 (EIRNS) — Today, Schiller Institute in
Denmark chairman Tom Gillesberg, who is an independent candidate
for Parliament, was interviewed by the leading Danish Radio P1 news
analysis program, “Orientation.” A three-minute section of the
interview was broadcast, in a story about two independent
candidates.
First, Gillesberg describes the Schiller Institute as
campaigning for a new, just world economic order. Then there is a
little bit about Tom Gillesberg, including him stressing that the
important thing is what you do that can continue to live after
you die. The interviewer then describes our election poster,
which gained instant fame within 24 hours of being posted on
walls and our websites: “Win-Win with BRICS: Not Collapse and
War,” and names the five BRICS countries.
Gillesberg raises three major issues, rooted in the Schiller
Institute. He explains that while everyone is saying that the
economy is “on course” now, we are faced with the biggest
financial collapse, worse than in 2007-08. For example, if Greece
can’t pay its debt to the IMF on June 5, that could cause the
dominoes to fall. How can Denmark avoid a bank crash that could
destroy the nation? With Glass-Steagall bank separation, which he
explains. Next is national bank credit system, which can issue
credit for public investments which benefits the Danish economy
— projects like a Kattegat Bridge and a national maglev rail
system. We should work with Eastern Europe and Russia to build up
the economy.
Two new major media interviews are in the works, as a
momentum is building up, right from the starting blocks.
Tom Gillesberg and campaign workers were out on the streets
today at the Copenhagen train station with the greatest
population density in the country, speaking to voters and
distributing a press release about the main issues of the
campaign. The other candidates are continuing to put up their
posters. (MR_)
Lyndon LaRouche, American economist, statesman, and founder of LaRouchePAC.com, and his associates, detail the deadly consequences if we don’t have a Glass-Steagall-based full reorganization of the financial system. From Washington, D.C.
En Glass/Steagall-bankopdeling vil fritage staten og skatteyderne for at skulle dække insolvente bankers spillegæld. Vi vil opdele bankerne i banker, der kun laver normal ind- og udlånsaktiviteter, og som vil have et statsligt sikkerhedsnet, og investeringsbanker a la Saxo-bank, der må leve på egen risiko. Realkreditten skal igen adskilles fra bankerne og yde billige realkreditlån til kunderne i stedet for være en malkemaskine for bankerne. Der skal ikke længere være »banker, der er for store til at gå ned«, som får bail-out, i form af statslige bankhjælpepakker, eller bliver hjulpet af bail-in-aktioner, som den på Cypern, hvor bankerne får lov til at stjæle bankkundernes penge.
Indtil nu har finansverdenen og de ledende politikere rundt om i verden tilsyneladende intet lært af finanskrisen i 2007-2008. I stedet for at sanere finansverdenen gennem indførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling lod man finansverdenen fortsætte sine usunde aktiviteter, og nu er de spekulative bobler større end nogensinde. Finansverdenen kræver, at brutale nedskæringer og en konfiskering af befolkningens bankindeståender og liv skal redde bankerne ved den kommende krise, men det vil ikke blot være et afskyeligt og umoralsk folkemord: Finansboblerne er allerede blevet så uhåndterligt store, at finanssystemet aldrig vil kunne reddes.
Man skønner, at den aktuelle globale størrelse af fordringer fra udestående derivater (investeringspapirer, der ikke giver ejerskab til fysiske værdier, men hævdes at afdække risiko gennem at spekulere i kursudviklinger etc.), der er blevet ophobet som et produkt af spekulativ, finansiel praksis, nu løber op i hundreder af billioner af dollar, ja måske endda billiarder. Selv når man sammenligner med det aktuelle, pålydende, globale BNP, der skønsmæssigt ligger på omkring 70 billioner dollars, bliver det umiddelbart indlysende, at denne gæld aldrig vil kunne betales. Det store flertal af disse udestående fordringer er af ren spekulativ karakter, med absolut ingen forbindelse til en legitim, nødvendig, produktiv økonomisk aktivitet.
At fortsætte med hjælpepakker til denne enorme boble af fordringer, der stammer fra spekulativ spilleaktivitet, oven i en kollapset og hastigt skrumpende realøkonomi, vil være det samme som hurtigt at skabe en hyperinflation som i Weimar-Tyskland i global skala, og en økonomisk krise som i den mørke Middelalder.
Glass-Steagall standser denne katastrofe. Ved at genindføre en adskillelse af kommerciel bankpraksis og investeringsbankaktivitet, opdeler Glass-Steagall de pågældende fordringer i to, klart adskilte kategorier: de legitime og de illegitime, idet sidstnævnte er langt større end de førstnævnte. Vi må derfor erklære, at staten ikke har noget ansvar for at tilbagebetale tab, der er fremkommet ved spekulativ virksomhed, idet vi således afskriver disse gældsposter for milliarder i statens regnskaber. Vi tvinger alle banker – også de systemisk vigtige storbanker, som i USA er JPMorgan Chase, Citigroup, Morgan Stanley, osv., og som i Danmark er Danske Bank, Nordea etc. – til at blive opdelt i to dele: de såkaldte »investeringsgrene« på den ene side, og almindelig, god gammeldags bankdrift på den anden side. Under Glass/Steagall-loven vil kun normale banker modtage statsgaranti, mens »investeringshuse« ikke længere vil nyde godt af en sådan beskyttelse.
Selv hvis investeringshusenes billioner i udestående »aktiver« ikke ligefrem annulleres eller fjernes ved lov, så erklærer vi ganske enkelt, at denne gæld er deres egen, deres eget ansvar, og ikke statens og befolkningens. Ikke én eneste øre i nye hjælpepakker skal gå til at betale denne gæld og uden denne kunstige beskyttelse vil disse aktiver hurtigt fordampe. Vi bliver denne cancer kvit, og vort banksystem bliver ført tilbage til sin nødvendige og uundværlige funktion. Dette er, hvad den erklærede hensigt var med Franklin D. Roosevelts originale Glass/Steagall-Lov af 1933, og det er, hvad vi må gøre i dag.
Fra produktion til spekulation
I årtier har der fundet et skifte sted væk fra fysisk produktion og investering i infrastruktur og over til finansiel aktivitet for dennes egen skyld – og som i stigende grad er frakoblet enhver tilknytning til den fysiske realøkonomi. Finansverdenens finansielle kannibalisme betød, at nye kilder til likviditet måtte findes, og det fik man med den gradvise afskaffelse af den amerikanske Glass/Steagall-lovs adskillelse mellem normal bankaktivitet og finansverdenens spekulationsforretninger. Det begyndte for alvor i 1984, da Alan Greenspan, der dengang var ansat i J.P. Morgan-banken, skrev en pjece med titlen »Glass-Steagall genovervejet«.
Han fortsatte sin kampagne imod Glass/Steagall da han blev formand for Federal Reserve, hvor nøgleelementer i Glass-Steagall-loven konstant blev udhulet. Det endelige opgør med loven begyndte så i 1998, da Travelers Insurance fusionerede med Citibank, en fusion, der ville have været ulovlig under Glass-Steagall. Greenspan udstedte en midlertidig undtagelse for at få fusionen gennemført, og dernæst førte Wall Street en afpresnings- og intimideringskampagne imod kongresmedlemmerne og præsident Clinton, der endte med vedtagelsen af Gramm-Leach-Bliley-loven af 1999, som endegyldigt ophævede Glass-Steagall.
1999-loven skabte en ny klasse af »finansielle holdingselskaber«, der havde bemyndigelse til at tegne og sælge forsikringer og værdipapirer, udføre kommercielle og investeringsmæssige bankfunktioner, købe og sælge »derivater« og andre eksotiske instrumenter, samt befatte sig med andre spekulative aktiviteter. Denne lov var et skelsættende øjeblik i den udvikling, der førte til den aktuelle, generelle sammenbrudskrise af ikke blot USA’s, men af hele den transatlantiske verdens finanssystem. Den legaliserede sofistikeret hasardspil og anbragte det under statslig beskyttelse og garanti, der således tillod en akkumulering af en hidtil uset boble af fiktiv gæld. Gæld, som bankerne aldrig ville have påtaget sig, hvis ikke de havde vidst, at staten ville dække deres potentielle tab. Til sidst bristede boblen, og det gamle, nationaløkonomiske system døde i 2007.
De finansielle hjælpepakker, som USA’s kongres, med truslen om udsigt til uro i gaderne, bankkrak og endog undtagelsestilstand hængende over hovedet, efterfølgende vedtog i 2008, indledte en ny, økonomisk tidsalder, der medførte, at den amerikanske stat nu var blevet kautionist for hele banksektoren. Det samme blev tilfældet i EU, hvor staterne hver for sig udstedte en universel garanti for alle bankerne – en garanti, der i Danmark lød på intet mindre end 4.200 mia. kr. Det blev en udbredt opfattelse, at bankvirksomhed er det samme som økonomien, skellet mellem suveræn regeringsudøvelse og udøvelse af bankvirksomhed blev udvisket.
Lige siden disse hjælpepakker har vi befundet os i en accelererende, generel sammenbrudskrise, som vi nu ser kulminere i budgetunderskud, der tvinger stater, regioner og byer til at gå fallit. Man fortæller så folkevalgte parlamentarikere, at de må gennemføre en politik, der slår deres eget folk ihjel, for at betale gæld, som finansverdenen egentlig var ophav til. Medlemmer af EU-kommissionen diskuterer allerede privat nødvendigheden af at begrænse gennemsnitslevetiden til 66 år (!), og ved en senatshøring den 10. oktober erklærede formanden for Den amerikanske Bankforening ABA, Frank Keating, at man burde indføre en aftrapning i de statslige tilskud til pensionister, efterhånden som de blev ældre, så de enkelte pensionister ikke belastede statens finanser for meget. Glass-Steagall burde aldrig være blevet ophævet!
USA genfinder Glass-Steagall
Efter at den amerikanske økonom Lyndon LaRouche i 2007 advarede om finanssystemets umiddelbart forestående sammenbrud, er han i stigende grad blevet midtpunkt for kræfter, der arbejder for en genindførelse af Glass-Steagall. Tre år efter finanskrisens udbrud i 2007 fremlagde den demokratiske senator Maria Cantwell sammen med den republikanske senator John McCain et tillæg, der ville have genindført Glass-Steagall, til den Dodd-Frank-lov, der blev udarbejdet for at håndtere lignende fremtidige kriser i bank- og finansverdenen – og som er blevet rollemodellen for de banktiltag, bl.a. EU arbejder med. LaRouche anførte en kampagne til støtte for Cantwell-McCain-lovtillægget, men til trods for, at loven havde rigeligt med stemmer til at blive vedtaget i Senatet, kom der et direkte indgreb fra Det hvide Hus og Wall Street, der forhindrede, at forslaget kom til afstemning i Kongressen. Der blev så i stedet fremlagt et alternativt lovforslag, kendt som »Volcker-reglen«, hvis specifikke formål var at blokere for en sådan genindførelse af Glass/Steagall.
Ikke alene gjorde den amerikanske Dodd-Frank-lov ikke en ende på muligheden for finansielle hjælpepakker, men introducerede også, under dække af at ville fremme »finansiel stabilitet« og »beskytte den amerikanske skatteborger ved at gøre en ende på bankhjælpepakker«, bail-in! Bail-in var det, som indskydere i Cyperns to største banker vågnede op til i marts måned 2013, da deres bankindeståender dels blev konfiskeret og båndlagt. De personer eller virksomheder, der havde mere end 750.000 kr. på deres konto, mistede 40 % af de overskydende indeståender. Det betød, at mange små og mellemstore virksomheder efterfølgende gik bankerot eller var tvunget til at fyre ansatte.
I USA vedtog man Dodd-Frank-loven, der i kapitel II angiver de legale retningslinjer for bail-in gennem Den lovformelige Likvidationsmyndighed, OLA, som tillader »globale, systemisk vigtige, finansielle institutioner« (G-SIFI’er) at forblive åbne og operative, på direkte bekostning af deres kreditorer og indskydere. Ifølge både Paul Callelo, tidl. chef for Credit Suisses investeringsbank, og Wilson Ervin, tidl. chef for Credit Suisses risikoafdeling, »tilbyder bail-in en effektiv, ny måde at rejse ny kapital til finansinstitutionerne på, idet bankens egne penge [læs: dine penge!] anvendes, snarere end skatteborgernes.«
Planer om at rejse ny kapital til G-SIFI’erne ved hjælp af indskyderkonti var blevet diskuteret så tidligt som i slutningen af 1990’erne, men verden blev ikke præsenteret for denne »Plan B«, før man havde gennemført den første, dramatiske prøvekørsel i Cypern. Kort tid efter den cypriotiske bail-in bekræftede Jeroen Dijsselbloem, præsident for Eurogruppen, at beslaglæggelsen af bankkontiene i Cypern var »skabelonen« for håndteringen af fremtidige finanskriser. En skabelon, der går hånd i hånd med EU’s planer om en bankunion og fælles banktilsyn, der kan sikre, at de deltagende lande og deres bankkunder i fællesskab hæfter for de kommende bankredninger. Noget der blev understreget på en konference i London den 11. marts 2013, hvor Vitor Constancio, vicepræsident for Den europæiske Centralbank, ECB, forklarede, at bail-in-mekanismen er et centralt element i Eurolands planlagte bankunion.
Det, man i øjeblikket er i færd med at gøre, er nøjagtig det modsatte af det, Franklin Roosevelt gjorde, da han var konfronteret med en lignende krise i 1932-33, pga. førende storbankers massive insolvens grundet tøjlesløs spekulation. Roosevelt forstod, at gæld, der var frembragt gennem spekulation, og som ingen relation havde til den produktive økonomi, ikke havde nogen egentlig værdi for økonomien og ikke gjorde sig fortjent til statsstøtte. Ved at adskille finanssektoren fra realøkonomien (som blev nedfældet i Glass/Steagall-loven) var Roosevelt i stand til at starte med en ren tavle og dels dirigere kredit over til nødhjælp, for at formilde de menneskelige og sociale konsekvenser af den finansielle krise, og dels til specifikke projekter, der havde varig betydning for økonomien.
I dag insisterer Obama-administrationen, IMF, EU og ECB på at likvidere nationernes borgere og deres fysiske økonomi for at bevare de finansielle »værdier«. De fysiske virkninger af denne politik kan ikke komme som en overraskelse for nogen. De må derfor være overlagte og rækker langt ud over banksektoren. De betyder en kraftigt faldende levestandard og markant øget dødelighed for store dele af de berørte befolkninger på samme måde som Hitlers koncentrationslejre (inden de fik til formål at gasse uønskede befolkningsgrupper ihjel) ikke blot skaffede billig arbejdskraft til krigsindsatsen, men også førte til en kraftig reduktion i de indsattes levetid.
Poeten Manuel Alegre, der tidligere var næstformand for Portugals Socialistparti og to gange stillede op som præsidentkandidat, skrev rammende om det igangværende økonomiske sammenbrud i Europa:
»Vi er som hine fanger i koncentrationslejrene, der lever i den illusion, at deres tid måske endnu ikke er kommet, mens andre allerede blev stillet i kø til gaskamrene. Der er intet hagekors at se; ingen soldater brøler befalinger; sætningen ’Arbeit macht frei’ er endnu ikke dukket op over indgangen til vort land. Men … de behøver hverken invadere eller bombe os. De afsiger en kendelse og udsletter et land. … Jeg kan ikke holde op med at føle mig som en cypriot. Jeg var overbevist om, at vi hørte til Den europæiske Union, et projekt om fælles velstand mellem ligeværdige og suveræne stater. Men Cypern, efter Grækenland og, i en vis forstand, også efter os selv, får mig til at indse, at dette Europa er et bedrageri. Det er ikke længere et projekt for fred og frihed; det er begyndt at blive en totalitær trussel med det mål at forarme os stater i Syden og gøre os til slaver.«
International opbakning
Schiller Instituttet har gentagne gange sat Glass/Steagall på dagsordenen i Danmark, senest på Folkemødet på Bornholm i juni (se http://www.schillerinstitut.dk/drupal/node/910 ) og på Folketingets kulturnat den 11. oktober, men ingen af Folketingets partier har endnu fremsat et lovforslag for bankopdelingen, i modsætning til en lang række andre europæiske lande:
I Schweiz, Europas næststørste finanscentrum, har parlamentets førstekammer netop vedtaget tre resolutioner for en Glass/Steagall-bankopdeling med klare flertal, og man er i gang med at forberede krav om en folkeafstemning, for at sørge for, at bankopdelingen bliver en realitet. I Italien har flere forskellige partier fremsat lovforslag om en Glass/Steagall-bankopdeling i både senatet og deputeretkammeret. I såvel Sverige som Island har lignende lovforslag været til debat. Selv i Storbritannien, der huser City of London, verdens vigtigste finanscenter, som er centrum for det globale anglo-hollandsk-styrede, privatkontrollerede finanssystem, er der, med finansavisen Financial Times i spidsen, et voksende krav om en Glass/Steagall-bankopdeling.
I USA, Glass/Steagall-lovgivningens ophavsland, er det i mellemtiden blev tidens varmeste emne. En lang række økonomer og samfundsdebattører har meldt sig ind i debatten for Glass/Steagall, inklusive Sandy Weill, den tidligere chef for Citigroup der oprindelig var en drivende kraft i at få ophævet Glass/Steagall-loven. En mobilisering fra LaRouche-kampagnen har medført, at halvdelen af alle delstatskongresserne nu har introduceret resolutioner til støtte for en genindførelse af Glass/Steagall, og i Washington har Marcy Kapturs lovforslag i Repræsentanternes Hus nu 75 medstillere fra såvel det demokratiske som republikanske parti, og der er fremsat to lovforslag i Senatet.
Støttebreve og appeller til kongressen er væltet ind fra Europa og hinsides med indtrængende opfordringer om en hurtig genindførelse af Glass-Steagall, der ville have gennemslagskraft til at transformere hele den transatlantiske dynamik. Den 16. oktober indrykkede LaRouchePAC en annonce i Washingtonavisen The Hill, med 40 underskrifter af folkevalgte repræsentanter, fagforeningsfolk og andre prominente personer, der opfordrede kongressen til omgående at følge op på successen med at stoppe krigen imod Syrien ved at genindføre Glass/Steagall, så man kan stoppe Wall Streets krig imod den amerikanske befolkning.
LaRouche-kampagnen forsøger at få den hurtigt voksende utilfredshed i den amerikanske befolkning og den voksende erkendelse af, at Obama er en afgørende del af problemet, kanaliseret over i vedtagelsen af Glass/Steagall og afsættelsen af Obama. Det er blevet langt mere sandsynligt efter det store sammenstød mellem præsident Obama og Kongressen – i forbindelse med finansloven for 2013-2014 og nødvendigheden af at hæve det amerikanske låneloft – for Obama afslørede i forbindelse med forhandlingerne, at han er særdeles villig til at lave nedskæringer i Social Security (en folkepension, som ansatte indbetaler til), Medicaid (statstilskud til medicin) og Medicare (statstilskud til læge- og hospitalsbehandling). Det fik mange demokrater, der indtil nu har forsvaret Obama og hans politik, til at forstå, at han er en afgørende medspiller i Wall Streets forsøg på at fjerne disse sociale ordninger.
Richard Trumka, formanden for den største amerikanske fagforening AFL-CIO, holdt en tale i Las Vegas den 21. oktober, hvor han kraftigt advarede Washingtons politikere imod at skære i disse programmer: »Ingen politiker, jeg er ligeglad med fra hvilket parti, vil slippe af sted med at skære i Social Security, Medicare- eller Medicaid-tilskuddene. Glem det«. Han advarede derefter potentielle Obama-medløbere direkte: »Denne advarsel tæller dobbelt for demokrater. Vi vil aldrig glemme. Vi vil aldrig tilgive. Og vi vil aldrig holde op med at arbejde for at gøre slut på jeres karrierer.«
Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt kasinobankerne eller befolkningen skal overleve. De, der vælger at redde befolkningen, har intet andet valg end at smide det nuværende, bankerotte system over bord og satse på løsningen med Glass-Steagall, kreditsystem og store infrastrukturprojekter. I modsat fald vil vi se et accelererende sammenbrud af den fysiske økonomi med massearbejdsløshed og voksende armod, massive offentlige nedskæringer, der smadrer sundhedsvæsenet og den almene velfærd. Dødeligheden vil som et resultat stige kraftigt i befolkningen, og de tilbageværende virksomheder vil lide kraftigt under en kollapsende økonomi. Konsekvenser, som allerede kan ses i Grækenland, Spanien, Portugal og Cypern, og som vil udbredes til hele EU og USA, hvis vi ikke skifter kurs. En Glass/Steagall-bankopdeling og et farvel til finansspekulationens tidsalder er det første skridt på vejen ud af dette mareridt for Danmark, EU, USA og resten af verden.
Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international formand for Schiller Instituttet og formand for det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, holdt denne tale på et webcast den 27. juli 2013. I sin tale advarer hun om, at vi er på vej til noget, der kan udvikle sig til et globalt fascistisk regime, der vil blive værre end fascismen i 1930’ernes Europa. Bail-in-aktionen i Cypern viser, at der hurtigt skal et paradigmeskifte til, hvis ikke hele menneskehedens eksistens skal blive sat på spil.
Dette er et temmelig usædvanligt format for en webcast, der spænder fra Amerika til Europa. Men jeg tror, at det særlige spørgsmål, som vi vil behandle i dag, faktisk berettiger en sådan tilnærmelse, for vi er i øjeblikket konfronteret med en utrolig fare for den menneskelige civilisation. Vi står over for den umiddelbare trussel om noget, der kunne udvikle sig til et globalt, fascistisk regime. Vi befinder os også midt i et finansielt sammenbrud, og i tæt tilknytning hertil befinder vi os også på randen af en Tredje Verdenskrig, der med lethed kunne og ville udvikle sig til en termonuklear krig, som således ville føre til civilisationens udslettelse.
Grunden til, at jeg siger dette i betragtning af, at jeg taler fra Tyskland, er – jeg har eksemplet fra det, der skete i 1930’erne i Europa, og selv om situationen i dag er langt mere dramatisk, er der paralleller, som vi kan lære af. For, som verden bittert måtte erfare, reagerede vi her i Europa på Den store Depression i 1930’erne med fascisme. Vi fik Hitler, vi fik Mussolini, Franco og Petain-regimet i Frankrig. Og som resultat af disse fascistiske, økonomiske løsninger og fascistiske regimer fik vi Anden Verdenskrig.
Lykkeligvis valgte Franklin D. Roosevelt i USA en radikalt anden fremgangsmåde, og det var faktisk at gøre op med Wall Streets banksystem, indføre en Glass/Steagall-bankopdeling og nedsætte en Pecora-kommission for at sætte forbryderne i fængsel; og dernæst ledte han USA ud af Depressionen gennem sin New Deal og et infrastrukturprogram.
Disse to modeller er også i dag to mulige veje, som vi som menneskelig civilisation kan vælge at gå. I dag har vi særdeles konkret Wall Street, City of London og EU-kommissionen, der satser på fascistiske løsninger, og de går helt åbent ud med det, som jeg om et øjeblik vil vise. Den gode nyhed er, at kampen for en tilbagevenden til Glass-Steagall gør enorme fremskridt i USA. Blot i løbet af de seneste to uger har vi kørt en mobilisering i USA, der er uden sidestykke, i Kongressen, i Senatet; en landsdækkende mobilisering, og nu er der fremlagt et lovforslag i Kongressen, der indtil nu er blevet underskrevet af 71 kongresmedlemmer som medstillere. I Senatet har vi to særskilte lovforslag, ligeledes for Glass-Steagall, og vi har mange, mange nationale og lokale organisationer, der er kommet frem og har krævet en omgående gennemførsel af Glass-Steagall.
Vedtag Glass-Steagall nu
Situationen kræver hasteforanstaltninger: systemet er håbløst bankerot. Der findes aktuelt udestående derivatkontrakter til en (nominel) værdi af 1.400 billioner dollars, og hvis disse forfalder til betaling, kan intet i hele verden redde dette system. Hvis en af »too-big-to-fail«-bankerne skulle gå bankerot – der vil ikke blive tale om blot én bank – ville det omgående fremkalde faren for det, som er blevet kaldt en »supernova«, nemlig fordampningen af hele finanssystemet.
Dette er finansoligarkiet fuldstændig på det rene med efter fem års bailout-politik, som i sig selv var en gigantisk overførsel af rigdom fra de fattige til de rige i en periode, hvor disse spekulanters spillegæld blev forvandlet til offentlig statsgæld. Denne mulighed er stadig fremme på bordet; de trykker stadig penge, men dette er nu blevet udpint, og derfor forsøger de nu at føje yderligere noget til, ud over den inflationsskabende pengetrykning, også kaldet kvantitativ lempelse – de har opfundet et nyt, såkaldt »redskab«, som kaldes »bail-in«-redskabet.
Første gang verden så, hvad dette bail-in-redskab var for noget, var med den såkaldte Cypern-model, Cypern-skabelonen, hvor de, på en enkelt dag, simpelthen eksproprierede alle de cypriotiske bankers investorer og indskydere og grundlæggende set gav dem en »hårklipning«, hvor de skar bankkontiene ned med 60 % [detaljer følger senere i artiklen]. Og som konsekvens har dette forårsaget en omgående reduktion af den forventede levealder.
Men Cypern-skabelonen var blot det første skridt. Det er meningen, at man skal gøre dette overalt. Den anden model af denne art er netop blevet bragt til udførelse i Detroit, hvor man brugte den samme skabelon, hvorved de store banker, spekulanterne og vekselererne, iflg. et såkaldt »kreditorhierarki«, fik 80 % af deres penge, alt imens pensionisterne og andre offentlige ansatte kun fik nogle håndører pr. dollar. Dette er netop blevet bestemt af Kevyn Orr, Detroits finansielle nødadministrator.
Bail-in-redskabet er grundlæggende set en ekspropriering af indskyderne. Dette redskab er blevet udviklet af Financial Stability Board, Kommissionen for Finansiel Stabilitet, som er en slags underafdeling af Bank for International Settlements (Den internationale Betalingsbank, BIS) i samarbejde med ISDA, International Swaps and Derivatives Association, der består af de hen ved 20 eller 30 banker, der er too-big-to-fail, eller G-SIFI’erne, de globalt, systemisk vigtige, finansielle institutioner, som har samarbejdet med EU-kommissionen om en lovgivning, der netop nu er til debat i Europaparlamentet, og som allerede eksisterer i Storbritannien og i Schweiz som lov, samt i USA.
I henhold til dette »kreditorhierarki« er derivater undtaget fra ekspropriering, alt imens folks virkelige aktiver, levestandarden, pensionerne, lønningerne, alt dette bliver beskåret til en ganske lille procentdel. Og det er krystalklart: Hvis man overfører Cypern-skabelonen, eller nu, Detroit-skabelonen, til hele eurozonen, hvilket er tanken, og til hele USA, så vil man slå millioner af mennesker ihjel! De gør nu åbenlyst fremstød for fascistiske løsninger.
Bankierer kræver fascisme
J.P. Morgan, som er en af too-big-to-fail-bankerne, offentliggjorde for nylig et 16-siders dokument, »The Euro area adjustment: about halfway there« (»Tilpasningen af eurozonen: Halvvejs i mål«), hvori de siger, at det kun halvvejs er lykkedes dem at etablere et bankdiktatur, og at det, der mangler at blive fjernet, er det, der forhindrer et totalt diktatur, nemlig forfatningerne, især de sydeuropæiske, som blev vedtaget som svar på fascismen og derfor stadig indeholder principper, der gør det umuligt at gennemtvinge de forholdsregler, som bankerne ønsker at gennemtvinge. Disse forfatninger har f.eks. forholdsregler til sikring af grundlæggende menneskerettigheder, og de har beskyttelsesprincipper, der beskytter lønninger, pensioner og menneskers værdighed osv.
Denne udmelding fra J.P. Morgan blev dernæst støttet af et dokument fra Boston Consulting Group, verdens næststørste ledelseskonsulentfirma; de erklærede helt åbenlyst, at den form for nedskæringspolitik, som de ønsker at indføre i Europa, men også i dollarzonen, fordrer løsninger som i 1930’erne, omgivelser som i 1930’erne, hvilket ganske klart betyder fascistiske regeringer. Og dernæst siger de, at den gennemsnitlige »hårklipning«, som de vil anbefale for eurozonen, ville udgøre 34 % af alle aktiver, men i nogle lande ville det være højere, som i Grækenland 47 %, i Spanien 56 %; i Portugal 57 %.
Dette er G20-landenes aktuelle, officielle politik. For ved det seneste G20-møde i Moskva i juli måned offentliggjorde de en erklæring, hvori de støttede Financial Stability Boards retningslinjer for en bail-in-politik. Hvad IMF angår, så sagde de, i deres nye vurdering af krisen i eurozonen, at alt dette slet ikke er nok; vi må omgående have en bankunion og en central, europæisk afviklingsmyndighed på tværs af landegrænser. Det betyder, at alle indskydere i alle lande, alle sparekassebanker, alle mennesker, der har indeståender i disse banker, skal betale regningen: Hvis f.eks. en af investeringsbankernes store hedgefondes spillegæld forårsager den pågældende banks fallit, så vil man, fordi det allerede er indskrevet i Dodd-Frank-loven, ikke alene have afviklingsmyndigheder på tværs af landegrænser, der gælder for hele Europa, men også internationalt. Det vil sige, at enhver person i eurozonen og i USA grundlæggende set vil blive eksproprieret, hvis disse banker skulle gå hen og kollapse.
Præsidenten for Bavarian Cooperative Union, hr. Stephan Götzl, kaldte denne lov for en bemyndigelseslov, noget lignende det, som nazisterne indførte i 1930’erne; og hr. Götzl sagde: »Her i Tyskland har vi, ulykkeligvis, dårlige erfaringer med sådanne love, der baner vejen«, og derfor afviser han dette. Årsagen er, at de tyske sparekassebanker ikke ønsker at blive draget til regnskab, hvis store kasinobanker kollapser.
Hvis dette gennemtvinges – og det er planlagt til at skulle ske i dette efterår – så vil det afstedkomme en forfærdelig krise for realøkonomien! Dette skal ses i betragtning af størrelsen af den udestående gæld og i betragtning af verdensøkonomiens øvrige problemer, såsom den eksisterende fødevareknaphed, der er forårsaget af en kombination af EU’s landbrugspolitik, Obama-regeringens landbrugspolitik og misbruget af fødevarer til biobrændsel, den manglende kompensation for tørke og oversvømmelser, som har ødelagt store dyrkningsarealer i landbruget, samt den fejlslagne energipolitik i Tyskland.
Derfor ville denne bail-in-politik betyde akut død for millioner af mennesker, og den ville føre til kaos. Og tanken er naturligvis at gennemtvinge fascistiske diktaturer samtidigt i hele det transatlantiske område.
De Fire Ryttere
Jeg ved imidlertid fra absolut pålidelige kilder, at man i kredse i EU-kommissionen indbyrdes diskuterer et ønske om at reducere befolkningens forventede levealder til 66 år. For, siger de, med alle disse demografiske forandringer bliver folk ældre; vi har ikke længere råd til at betale pensionerne. Hvordan har de tænkt sig at reducere den forventede levealder til 66 år? Jamen, gennem finansoligarkiets gennemprøvede metode bestående af Apokalypsens Fire Ryttere: Hungersnød, Pest, Krig og Død. Og det er den metode, man vil anvende.
Hvis man ser på disse politiske forholdsregler, så er det ikke uskyldighed og inkompetence: De ønsker bevidst at luge ud i den menneskelige befolkning, og de ønsker at gennemtvinge Det britiske Imperiums politik, Det britiske Imperium, der åbent har sagt, gentagne gange, at målet er at reducere verdens befolkning fra de nuværende 7 milliarder til 1 mia. mennesker!
Der er en direkte overensstemmelse mellem økonomisk politik og ødelæggelsen af den produktive evne og den forventede levealder. For eksempel har Robert Koch-Instituttet i Tyskland netop udgivet en undersøgelse, der viser, at de rige i Tyskland, der stadig er et relativt rigt land, i gennemsnit lever 11 år længere end de fattige. Den tyske Lægeforening kom offentligt ud med en erklæring i maj måned, hvori de sagde, at der er en direkte sammenhæng: Jo lavere indkomst, des lavere vil den forventede levealder være. De udtalte, at det var »en skam«, og at det ikke burde være tilfældet i et rigt land som Tyskland.
Men antallet af fattige er, selv i Tyskland, steget massivt i løbet af de seneste ti år. I andre lande er stigningen endnu mere dramatisk. Eksempelvis i Glasgow, Skotland, er den gennemsnitlige, forventede levealder for mænd 54 år i den fattige Calton-bydel; i den rige Lenzie-bydel i samme by er den 82 år. I den tyske regerings fjerde fattigdomsrapport, der nylig blev udgivet, siger de, at 10 % af befolkningen ejer mere end 53 % af alle aktiver, alt imens den nederste halvdel kun ejer mindre end 1 % af alle aktiver.
I Grækenland er billedet endnu mere dramatisk. FN’s særlige kommissær for menneskerettigheder, Cephas Lumina, anklagede Trojkaen – dvs. Den internationale Valutafond, IMF, Den europæiske Centralbank, ECB, og EU-kommissionen – for at have begået massive overtrædelser af menneskerettighederne gennem nedskæringsprogrammer, udlicitering, privatisering, nedsættelse af lønninger, fyringer og yderligtgående opstramninger. Arbejdsløsheden i Grækenland er steget voldsomt til omkring 27 %; ungdomsarbejdsløsheden ligger på 64,2 %; de hjemløses antal er steget med 25 %; en aktuel opinionsundersøgelse viser, at folk i Grækenland har mistet ethvert håb; de beherskes kun af raseri og fortvivlelse.
Folk blev spurgt: »Hvilken opfattelse har du af økonomien?«, og 98 % sagde »dårlig«. »Hvor stor tiltro har du til regeringen?«, og 90 % svarede »Ingen«. Befolkningen er blevet reduceret med 1 mio. mennesker ud af 10 mio., så 10 % er altså forsvundet gennem emigration og tidlig død. Fødselsraten er faldet med 10 %. Antallet af dødfødte børn er, i et europæisk land, steget med 20 %!
Sundhedsvæsenet er brudt fuldstændig sammen. Forsyningerne af livsreddende medicin – cancermedicin, antibiotika og andre ting som bedøvelsesmidler – er faldet med 90 %; 15 % af befolkningen har slet ikke adgang til sundhedsvæsenet; man mangler 6.500 læger og 20.000 sundhedsfaglige personer. Og antallet af børn, der nu befinder sig i kategorien »alvorligt materielt nødlidende«, er steget til 320.000! Det svarer til en rimelig stor by af børn, der lever i total fattigdom. På et enkelt år, fra 2010 til 2011, steg selvmordsraten med 26 %.
Cypern-skabelonen
Lad os engang se på Cypern-skabelonen. Lad os først se på figuren »Den totale arbejdsløshed i Grækenland«. Her ser man IMF’s succeshistorie. Dette er de tal, jeg netop har citeret.
Lad os nu gå videre til »Cypern-skabelonen«: Bail-in-aktionen frarøvede indskyderne 70 % af hjemlige indeståender. En undersøgelse har netop vist, at økonomien som konsekvens heraf er skrumpet med 60 %. Det betyder, at alle de små forretninger, familieforretningerne, som folk lever af, simpelt hen er blevet elimineret. Med den nuværende politik har Cypern ingen som helst chance for at komme sig! Arbejdsløsheden forventes at nå op på 40 % i 2015.
Dernæst har vi Italien, der trods alt er det tredjestørste land i EU; Italien er også udset som mål for mord. En af medforfatterne fra Romklubben, der er en af de onde, oligarkiske institutioner, der er ansvarlige for løgnen om »Grænser for vækst«, og som er en af de organisationer, der grundlagde den verdensomspændende, økologiske bevægelse – en af medforfatterne til Grænser for vækst, Jørgen Randers, har netop, helt korrekt, sagt, at EU-kommissionen repræsenterer et »elitokrati«, hvilket vil sige et aristokrati af personer fra eliten, som har været i stand til at gennemtvinge forholdsregler over for disse lande, som det aldrig ville have været muligt for valgte nationalregeringer at gennemtvinge – hvilket er fuldstændig sandt. [1]
Han fortsætter med at lovprise Monti-regeringen for at have gennemtvunget forholdsregler i Italien, som har resulteret i den laveste fødselsrate i verden – og det i et katolsk land – nemlig 1,3 barn pr. kvinde, og som har skabt betingelser, hvor kvinder må vælge, om de enten vil arbejde eller føde børn, men de kan ikke gøre begge dele samtidigt. Som et resultat heraf udviste året 2012 en demografisk rekord: 12.000 færre spædbørn end i 2011 og en højere dødsrate, nemlig 19.000 flere døde mennesker, så den totale befolkningsreduktion nåede op på 78.697, hvilket svarer til en mindre eller mellemstor by.
Ungdomsarbejdsløsheden steg med 46 %; den gennemsnitlige arbejdsløshed er nu på 12,2 %, og udgifterne til sundhedsvæsenet er blevet reduceret med 1,9 %. Patienter henvist til hospitalsindlæggelse, 500.000 færre; antal hospitalssengepladser, 15 % færre; og også i Italien er selvmordsraten steget voldsomt.
Som det er gået Detroit …
Hvis I mener, at dette kun gælder for de fattige, sydeuropæiske lande, kan jeg forsikre Jer om, at de samme betingelser også gælder for USA. Journal of the American Medical Association har netop offentliggjort en rapport, der siger, at den gennemsnitlige forventede levealder i USA er 78 år. Men mange steder er splittelsen mellem de rige og de fattige tilsvarende dramatisk: I McDowell County, West Virginia, f.eks., er gennemsnitslevealderen for mænd 63,9: i Fairfax, Virginia er den 81,7. På listen over OECD-lande står USA blot på en 27. plads mht. forventet levealder, og i Detroit ser man den samme tendens som i Grækenland, Cypern og Spanien.
Man bør virkelig sige, at dette ikke er en naturkatastrofe, og den er fuldstændig unødvendig. I Detroit i 2005, da krisen i bilindustrien virkelig nåede et kritisk punkt, greb Lyndon LaRouche ind ved at foreslå, at maskinværktøjssektoren blev omstillet – at man omstillede maskinerne til værktøjsfremstilling, og udstyrede sektorerne i bilindustrien med nye maskiner, til at fremstille andre ting, såsom store landbrugsmaskiner, maglev-tog (magnetisk levitation; svævebanetog, -red.), højhastighedstog, sluser til vandvejene; og dette ville have reddet bilindustriens meget vigtige kapacitet, der nu er fuldstændig kollapset og lukket ned.
Det, der i stedet skete, var, at de gik i gang med at fikse underskuddet i pensionsfondene med en pakke af finansaftaler; de hævede 1,4 mia. dollars til opkøb af derivater til hundrede millioner af dollar. To finansieringsselskaber oprettede dernæst trustfonde, som dernæst solgte de såkaldte »pension obligation certificates of participation« til investorer. For at være dækket ind købte byen også en kreditforsikring, der skulle forestille at holde investorerne skadesløse, hvis disse trustfonde gik fallit. De involverede banker var Merrill Lynch, UBS, Dexia, Commerzbank og andre.
Renterne til disse hedgefonde blev hurtigt et problem, og da Detroits kreditværdighed blev nedskrevet i 2009, udløste det en klausul, der tvang Detroit til at købe sig selv ud af aftalen, hvilket kostede adskillige hundreder af millioner af dollar; byen underskrev herefter en aftale, der kautionerede for fremtidige betalinger med skatteindkomster fra byens kasinoer. Dette havde den fine sidegevinst, at det forvandlede disse banker fra at være usikrede kreditorer til sikrede kreditorer. Derfor er det nu, at disse banker høstede 80 % af de aktiver, der var til rådighed, alt imens pensionisterne og andre får intet eller nogle håndører.
Omkostningerne ved disse credit default swaps blev også stærkt forøget gennem den kriminelle manipulation af Libor-renten, hvor de hen ved 20 største banker i verden manipulerede Libor-rentesatsen i årtier og var årsag til, at 75 % af alle de byer i USA, der deltog, tabte et trecifret milliardbeløb! De var ligeledes årsag til massive tab for amerikanske hospitaler, plejehjem og kommuner i Europa, og de har i bogstavelig forstand allerede slået mange, mange mennesker ihjel gennem disse virkninger.
Dette er en total overtrædelse af staten Michigans forfatning, og vi har erklæret kampen for Detroit omdrejningspunktet for denne bankfascisme i USA. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at dette ikke skal blive gennemført.
Vi har også udarbejdet en plan for den økonomiske udvikling af Sydeuropa, som omgående kan iværksættes, hvis den politiske vilje kan mobiliseres. Det er en slags Marshallplan for Sydeuropa og Middelhavsområdet, der ville fjerne fattigdom, begynde at skabe produktive arbejdspladser og give befolkningen dér håb og en vision om fremtiden. Denne plan er fiks og færdig. Den kunne iværksættes i morgen.
Glass-Steagall eller krig
Problemet er imidlertid, at Wall Street og den europæiske banksektor har udviklet sig til store, kriminelle monstre, der suger blodet ud af befolkningen. De har også etableret en forræderisk svingdørspraksis, hvorved banker ejer parlamentarikere, udstationerer deres ansatte til at blive parlamentarikere eller arbejde som assistenter i den amerikanske Kongres eller den tyske Bundestag eller andre parlamenter, og dernæst betaler dem store summer for de aftaler, som de indgår.
Problemet er, at den eneste måde, hvorpå vi kan blive denne krise kvit, er gennem den omgående gennemførelse af Glass-Steagall. Vi må drive Wall Street til konkurs, vi må drive City of London til konkurs, samt de investeringsbanker, der står bag denne fascistiske plan. Hvis Glass-Steagall blev gennemført af Den amerikanske Kongres med det samme, ville vi beskytte de kommercielle banker og alt, der har med realøkonomien at gøre, og man ville tvinge too-big-to-fail-bankerne til selv at rydde op i deres regnskaber, uden at have adgang til indskydernes konti, og uden redningspakker fra skatteborgerne.
I betragtning af systemets natur ville de alle blive nødt til at erklære sig bankerot, og vi har ikke brug for dem! Vi har ikke brug for derivater, vi har ikke brug for investeringsbanker, men derimod for skabelse af statslige kreditter, der udstedes af den suveræne regering, og så kan vi skabe lige så meget kredit, som vi behøver, for at få realøkonomien i gang. Dette er nøjagtig, hvad Roosevelt gjorde i 1933.
Netop nu foregår der en nærmest revolutionær udvikling i USA. Vi har fremlagt lignende lovforslag (for Glass-Steagall, -red.); f.eks. er der fem sådanne lovforslag i Italien; i mange europæiske lande er der en heftig debat om Glass-Steagall. Hvis USA ville indføre Glass-Steagall, kunne det føre til en omgående, dramatisk forandring i verdenssituationen …
Gennemfør et paradigmeskift
Vi må have Glass-Steagall. For kun, hvis vi gennemtvinger Glass-Steagall, kan vi afspore sådanne sindssyge planer, for vi må skifte hele paradigmet ud. Lige nu befinder vi os, som menneskelig civilisation, på afgrundens rand, på randen af udslettelse, og vi må gennemføre et paradigmeskift, et totalt paradigmeskift, bort fra oligarki, grådighed, monetarisme og den idé, at mennesket kun kan vide noget om virkeligheden via sin fysiske sanseopfattelse, fordi mennesket angiveligt blot skulle være et højerestående dyr. Eller sågar, som De Grønne siger, en parasit på naturen, og jo færre mennesker, des bedre for naturen. Eller, at menneskets eneste identitet er at finde nydelse i oplevelser her-og-nu.
Men vi må have et skift til menneskets sande identitet: Mennesket er den eneste, skabende art. Vi er de eneste, der viljemæssigt kan forandre vores måde at eksistere på, og den kendsgerning, at vi har forøget vores evne til [at oppebære] en større befolkning, fra et par millioner til på nuværende tidspunkt 7 mia., og med lethed kunne forøge dette til adskillige, tocifrede mia. mennesker, er udelukkende muligt, fordi mennesket, gennem sin kognitive identitet, igen og igen kan forandre den måde, det lever på, gennem teknologiske og videnskabelige fremskridt.
Vi må have nogle fuldstændig nye idéer og en vision om, hvad fremtiden for den menneskelige civilisation skal være. Vi må have mennesker, der ikke konkurrerer med svin og grise om at komme først til ædetruget, sådan, som visse bankierer gør. Vi må i stedet have mennesker, der har deres identitet som skabende, menneskelige væsener, der hele tiden er i stand til at opfinde nye, fysiske principper, komponere skøn, klassisk musik og skrive skønne, klassiske skuespil og digte.
Dette er idéen om mennesket, som mennesket behøver, hvis vi som art ikke blot skal ud af denne krise, men også sikre vor eksistens i de næste par millioner af år som menneskehed i rummet. For menneskeheden sidder ikke på en planet, der befinder sig i et tomrum. Vi må konfrontere farer som asteroider, vi må løse problemer, der har relation til Solens udvikling i en fjern fremtid. Men vi må ganske enkelt ændre hele vores måde at tænke på og udvikle en menneskelig art, der gør sig fortjent til menneskelig værdighed.
Jeg mener, at vi er i stand er til at gøre dette. Jeg er fuldstændig optimistisk i troen på, at den menneskelige art er den skønneste skabning i universet, og at vi kan komme ud af denne krise. Men det vil kun være muligt, hvis vi forandrer paradigmet, hvis vi gennemfører Glass-Steagall, og hvis vi etablerer en suveræn alliance, bestående af fuldstændig suveræne republikker i traditionen efter John Quincy Adams. Og så vil vi have den skønneste fremtid foran os.
1. Se »Eurobankernes fremstød for finansfascisme«, EIR, 26. juli, 2013
maj 5 2019
Tom Gillesberg: Hvorfor vi skal stemmes ind i Folketinget. 3. maj 2019