Glass-Steagall

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international formand for Schiller Instituttet og formand for det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, holdt denne tale på et webcast den 27. juli 2013. I sin tale advarer hun om, at vi er på vej til noget, der kan udvikle sig til et globalt fascistisk regime, der vil blive værre end fascismen i 1930’ernes Europa. Bail-in-aktionen i Cypern viser, at der hurtigt skal et paradigmeskifte til, hvis ikke hele menneskehedens eksistens skal blive sat på spil.

Dette er et temmelig usædvanligt format for en webcast, der spænder fra Amerika til Europa. Men jeg tror, at det særlige spørgsmål, som vi vil behandle i dag, faktisk berettiger en sådan tilnærmelse, for vi er i øjeblikket konfronteret med en utrolig fare for den menneskelige civilisation. Vi står over for den umiddelbare trussel om noget, der kunne udvikle sig til et globalt, fascis­tisk regime. Vi befinder os også midt i et finansielt sammenbrud, og i tæt tilknytning hertil befinder vi os også på randen af en Tredje Verdenskrig, der med lethed kunne og ville udvikle sig til en termonuklear krig, som således ville føre til civilisationens udslettelse.

Grunden til, at jeg siger dette i betragtning af, at jeg taler fra Tyskland, er – jeg har eksemplet fra det, der skete i 1930’erne i Europa, og selv om situationen i dag er langt mere dramatisk, er der paralleller, som vi kan lære af. For, som verden bittert måtte erfare, reagerede vi her i Europa på Den store Depression i 1930’erne med fascisme. Vi fik Hitler, vi fik Mussolini, Franco og Petain-regimet i Frankrig. Og som resultat af disse fascistiske, økonomiske løsninger og fascistiske regimer fik vi Anden Verdenskrig.

Lykkeligvis valgte Franklin D. Roosevelt i USA en radikalt anden fremgangsmåde, og det var faktisk at gøre op med Wall Streets banksystem, indføre en Glass/Steagall-bankopdeling og nedsætte en Pecora-kommission for at sætte forbryderne i fængsel; og dernæst ledte han USA ud af Depressionen gennem sin New Deal og et infrastrukturprogram.

Disse to modeller er også i dag to mulige veje, som vi som menneskelig civilisation kan vælge at gå. I dag har vi særdeles konkret Wall Street, City of London og EU-kommissionen, der satser på fascistiske løsninger, og de går helt åbent ud med det, som jeg om et øjeblik vil vise. Den gode nyhed er, at kampen for en tilbagevenden til Glass-Steagall gør enorme fremskridt i USA. Blot i løbet af de seneste to uger har vi kørt en mobilisering i USA, der er uden sidestykke, i Kongressen, i Senatet; en landsdækkende mobilisering, og nu er der fremlagt et lovforslag i Kongressen, der indtil nu er blevet underskrevet af 71 kongresmedlemmer som medstillere. I Senatet har vi to særskilte lovforslag, ligeledes for Glass-Steagall, og vi har mange, mange nationale og lokale organisationer, der er kommet frem og har krævet en omgående gennemførsel af Glass-Steagall.

Vedtag Glass-Steagall nu

Situationen kræver hasteforanstaltninger: systemet er håbløst bankerot. Der findes aktuelt udestående derivatkontrakter til en (nominel) værdi af 1.400 billioner dollars, og hvis disse forfalder til betaling, kan intet i hele verden redde dette system. Hvis en af »too-big-to-fail«-bankerne skulle gå bankerot – der vil ikke blive tale om blot én bank – ville det omgående fremkalde faren for det, som er blevet kaldt en »supernova«, nemlig fordampningen af hele finanssystemet.

Dette er finansoligarkiet fuldstændig på det rene med efter fem års bailout-politik, som i sig selv var en gigantisk overførsel af rigdom fra de fattige til de rige i en periode, hvor disse spekulanters spillegæld blev forvandlet til offentlig statsgæld. Denne mulighed er stadig fremme på bordet; de trykker stadig penge, men dette er nu blevet udpint, og derfor forsøger de nu at føje yderligere noget til, ud over den inflationsskabende pengetrykning, også kaldet kvantitativ lempelse – de har opfundet et nyt, såkaldt »redskab«, som kaldes »bail-in«-redskabet.

Første gang verden så, hvad dette bail-in-redskab var for noget, var med den såkaldte Cypern-model, Cypern-skabelonen, hvor de, på en enkelt dag, simpelthen eksproprierede alle de cypriotiske bankers investorer og indskydere og grundlæggende set gav dem en »hårklipning«, hvor de skar bankkontiene ned med 60 % [detaljer følger senere i artiklen]. Og som konsekvens har dette forårsaget en omgående reduktion af den forventede levealder.

Men Cypern-skabelonen var blot det første skridt. Det er meningen, at man skal gøre dette overalt. Den anden model af denne art er netop blevet bragt til udførelse i Detroit, hvor man brugte den samme skabelon, hvorved de store banker, spekulanterne og vekselererne, iflg. et såkaldt »kreditorhierarki«, fik 80 % af deres penge, alt imens pensionisterne og andre offentlige ansatte kun fik nogle håndører pr. dollar. Dette er netop blevet bestemt af Kevyn Orr, Detroits finansielle nødadministrator.

Bail-in-redskabet er grundlæggende set en ekspropriering af indskyderne. Dette redskab er blevet udviklet af Financial Stability Board, Kommissionen for Finansiel Stabilitet, som er en slags underafdeling af Bank for International Settlements (Den internationale Betalingsbank, BIS) i samarbejde med ISDA, International Swaps and Derivatives Association, der består af de hen ved 20 eller 30 banker, der er too-big-to-fail, eller G-SIFI’erne, de globalt, systemisk vigtige, finansielle institutioner, som har samarbejdet med EU-kommissionen om en lovgivning, der netop nu er til debat i Europaparlamentet, og som allerede eksisterer i Storbritannien og i Schweiz som lov, samt i USA.

I henhold til dette »kreditorhierarki« er derivater undtaget fra ekspropriering, alt imens folks virkelige aktiver, levestandarden, pensionerne, lønningerne, alt dette bliver beskåret til en ganske lille procentdel. Og det er krystalklart: Hvis man overfører Cypern-skabelonen, eller nu, Detroit-skabelonen, til hele eurozonen, hvilket er tanken, og til hele USA, så vil man slå millioner af mennesker ihjel! De gør nu åbenlyst fremstød for fascistiske løsninger.

Bankierer kræver fascisme

J.P. Morgan, som er en af too-big-to-fail-bankerne, offentliggjorde for nylig et 16-siders dokument, »The Euro area adjustment: about halfway there« (»Tilpasningen af eurozonen: Halvvejs i mål«), hvori de siger, at det kun halvvejs er lykkedes dem at etablere et bankdiktatur, og at det, der mangler at blive fjernet, er det, der forhindrer et totalt diktatur, nemlig forfatningerne, især de sydeuropæiske, som blev vedtaget som svar på fascismen og derfor stadig indeholder principper, der gør det umuligt at gennemtvinge de forholdsregler, som bankerne ønsker at gennemtvinge. Disse forfatninger har f.eks. forholdsregler til sikring af grundlæggende menneskerettigheder, og de har beskyttelsesprincipper, der beskytter lønninger, pensioner og menneskers værdighed osv.

Denne udmelding fra J.P. Morgan blev dernæst støttet af et dokument fra Boston Consulting Group, verdens næststørste ledelseskonsulentfirma; de erklærede helt åbenlyst, at den form for nedskæringspolitik, som de ønsker at indføre i Europa, men også i dollarzonen, fordrer løsninger som i 1930’erne, omgivelser som i 1930’erne, hvilket ganske klart betyder fascistiske regeringer. Og dernæst siger de, at den gennemsnitlige »hårklipning«, som de vil anbefale for eurozonen, ville udgøre 34 % af alle aktiver, men i nogle lande ville det være højere, som i Grækenland 47 %, i Spanien 56 %; i Portugal 57 %.

Dette er G20-landenes aktuelle, officielle politik. For ved det seneste G20-møde i Moskva i juli måned offentliggjorde de en erklæring, hvori de støttede Financial Stability Boards retningslinjer for en bail-in-politik. Hvad IMF angår, så sagde de, i deres nye vurdering af krisen i eurozonen, at alt dette slet ikke er nok; vi må omgående have en bankunion og en central, europæisk afviklingsmyndighed på tværs af landegrænser. Det betyder, at alle indskydere i alle lande, alle sparekassebanker, alle mennesker, der har indeståender i disse banker, skal betale regningen: Hvis f.eks. en af investeringsbankernes store hedgefondes spillegæld forårsager den pågældende banks fallit, så vil man, fordi det allerede er indskrevet i Dodd-Frank-loven, ikke alene have afviklingsmyndigheder på tværs af landegrænser, der gælder for hele Europa, men også internationalt. Det vil sige, at enhver person i eurozonen og i USA grundlæggende set vil blive eksproprieret, hvis disse banker skulle gå hen og kollapse.

Præsidenten for Bavarian Cooperative Union, hr. Stephan Götzl, kaldte denne lov for en bemyndigelseslov, noget lignende det, som nazisterne indførte i 1930’erne; og hr. Götzl sagde: »Her i Tyskland har vi, ulykkeligvis, dårlige erfaringer med sådanne love, der baner vejen«, og derfor afviser han dette. Årsagen er, at de tyske sparekassebanker ikke ønsker at blive draget til regnskab, hvis store kasinobanker kollapser.

Hvis dette gennemtvinges – og det er planlagt til at skulle ske i dette efterår – så vil det afstedkomme en forfærdelig krise for realøkonomien! Dette skal ses i betragtning af størrelsen af den udestående gæld og i betragtning af verdensøkonomiens øvrige problemer, såsom den eksisterende fødevareknaphed, der er forårsaget af en kombination af EU’s landbrugspolitik, Obama-regeringens landbrugspolitik og misbruget af fødevarer til biobrændsel, den manglende kompensation for tørke og oversvømmelser, som har ødelagt store dyrkningsarealer i landbruget, samt den fejlslagne energipolitik i Tyskland.

Derfor ville denne bail-in-politik betyde akut død for millioner af mennesker, og den ville føre til kaos. Og tanken er naturligvis at gennemtvinge fascistiske diktaturer samtidigt i hele det transatlantiske område.

De Fire Ryttere

Jeg ved imidlertid fra absolut pålidelige kilder, at man i kredse i EU-kommissionen indbyrdes diskuterer et ønske om at reducere befolkningens forventede levealder til 66 år. For, siger de, med alle disse demografiske forandringer bliver folk ældre; vi har ikke længere råd til at betale pensionerne. Hvordan har de tænkt sig at reducere den forventede levealder til 66 år? Jamen, gennem finansoligarkiets gennemprøvede metode bestående af Apokalypsens Fire Ryttere: Hungersnød, Pest, Krig og Død. Og det er den metode, man vil anvende.

Hvis man ser på disse politiske forholdsregler, så er det ikke uskyldighed og inkompetence: De ønsker bevidst at luge ud i den menneskelige befolkning, og de ønsker at gennemtvinge Det britiske Imperiums politik, Det britiske Imperium, der åbent har sagt, gentagne gange, at målet er at reducere verdens befolkning fra de nuværende 7 milliarder til 1 mia. mennesker!

Der er en direkte overensstemmelse mellem økonomisk politik og ødelæggelsen af den produktive evne og den forventede levealder. For eksempel har Robert Koch-Instituttet i Tyskland netop udgivet en undersøgelse, der viser, at de rige i Tyskland, der stadig er et relativt rigt land, i gennemsnit lever 11 år længere end de fattige. Den tyske Lægeforening kom offentligt ud med en erklæring i maj måned, hvori de sagde, at der er en direkte sammenhæng: Jo lavere indkomst, des lavere vil den forventede levealder være. De udtalte, at det var »en skam«, og at det ikke burde være tilfældet i et rigt land som Tyskland.

Men antallet af fattige er, selv i Tyskland, steget massivt i løbet af de seneste ti år. I andre lande er stigningen endnu mere dramatisk. Eksempelvis i Glasgow, Skotland, er den gennemsnitlige, forventede levealder for mænd 54 år i den fattige Calton-bydel; i den rige Lenzie-bydel i samme by er den 82 år. I den tyske regerings fjerde fattigdomsrapport, der nylig blev udgivet, siger de, at 10 % af befolkningen ejer mere end 53 % af alle aktiver, alt imens den nederste halvdel kun ejer mindre end 1 % af alle aktiver.

I Grækenland er billedet endnu mere dramatisk. FN’s særlige kommissær for menneskerettigheder, Cephas Lumina, anklagede Trojkaen – dvs. Den internationale Valutafond, IMF, Den europæiske Centralbank, ECB, og EU-kommissionen – for at have begået massive overtrædelser af menneskerettighederne gennem nedskæringsprogrammer, udlicitering, privatisering, nedsættelse af lønninger, fyringer og yderligtgående opstramninger. Arbejdsløsheden i Grækenland er steget voldsomt til omkring 27 %; ungdomsarbejdsløsheden ligger på 64,2 %; de hjemløses antal er steget med 25 %; en aktuel opinionsundersøgelse viser, at folk i Grækenland har mistet ethvert håb; de beherskes kun af raseri og fortvivlelse.

Folk blev spurgt: »Hvilken opfattelse har du af økonomien?«, og 98 % sagde »dårlig«. »Hvor stor tiltro har du til regeringen?«, og 90 % svarede »Ingen«. Befolkningen er blevet reduceret med 1 mio. mennesker ud af 10 mio., så 10 % er altså forsvundet gennem emigration og tidlig død. Fødselsraten er faldet med 10 %. Antallet af dødfødte børn er, i et europæisk land, steget med 20 %!

Sundhedsvæsenet er brudt fuldstændig sammen. Forsyningerne af livsreddende medicin – cancermedicin, antibiotika og andre ting som bedøvelsesmidler – er faldet med 90 %; 15 % af befolkningen har slet ikke adgang til sundhedsvæsenet; man mangler 6.500 læger og 20.000 sundhedsfaglige personer. Og antallet af børn, der nu befinder sig i kategorien »alvorligt materielt nødlidende«, er steget til 320.000! Det svarer til en rimelig stor by af børn, der lever i total fattigdom. På et enkelt år, fra 2010 til 2011, steg selvmordsraten med 26 %.

Cypern-skabelonen

Lad os engang se på Cypern-skabelonen. Lad os først se på figuren »Den totale arbejdsløshed i Grækenland«. Her ser man IMF’s succeshistorie. Dette er de tal, jeg netop har citeret.

Lad os nu gå videre til »Cypern-skabelonen«: Bail-in-aktionen frarøvede indskyderne 70 % af hjemlige indeståender. En undersøgelse har netop vist, at økonomien som konsekvens heraf er skrumpet med 60 %. Det betyder, at alle de små forretninger, familieforretningerne, som folk lever af, simpelt hen er blevet elimineret. Med den nuværende politik har Cypern ingen som helst chance for at komme sig! Arbejdsløsheden forventes at nå op på 40 % i 2015.

Dernæst har vi Italien, der trods alt er det tredjestørste land i EU; Italien er også udset som mål for mord. En af medforfatterne fra Romklubben, der er en af de onde, oligarkiske institutioner, der er ansvarlige for løgnen om »Grænser for vækst«, og som er en af de organisationer, der grundlagde den verdensomspændende, økologiske bevægelse – en af medforfatterne til Grænser for vækst, Jørgen Randers, har netop, helt korrekt, sagt, at EU-kommissionen repræsenterer et »elitokrati«, hvilket vil sige et aristokrati af personer fra eliten, som har været i stand til at gennemtvinge forholdsregler over for disse lande, som det aldrig ville have været muligt for valgte nationalregeringer at gennemtvinge – hvilket er fuldstændig sandt. [1]

Han fortsætter med at lovprise Monti-regeringen for at have gennemtvunget forholdsregler i Italien, som har resulteret i den laveste fødselsrate i verden – og det i et katolsk land – nemlig 1,3 barn pr. kvinde, og som har skabt betingelser, hvor kvinder må vælge, om de enten vil arbejde eller føde børn, men de kan ikke gøre begge dele samtidigt. Som et resultat heraf udviste året 2012 en demografisk rekord: 12.000 færre spædbørn end i 2011 og en højere dødsrate, nemlig 19.000 flere døde mennesker, så den totale befolkningsreduktion nåede op på 78.697, hvilket svarer til en mindre eller mellemstor by.

Ungdomsarbejdsløsheden steg med 46 %; den gennemsnitlige arbejdsløshed er nu på 12,2 %, og udgifterne til sundhedsvæsenet er blevet reduceret med 1,9 %. Patienter henvist til hospitalsindlæggelse, 500.000 færre; antal hospitalssengepladser, 15 % færre; og også i Italien er selvmordsraten steget voldsomt.

Som det er gået Detroit …

Hvis I mener, at dette kun gælder for de fattige, sydeuropæiske lande, kan jeg forsikre Jer om, at de samme betingelser også gælder for USA. Journal of the American Medical Association har netop offentliggjort en rapport, der siger, at den gennemsnitlige forventede levealder i USA er 78 år. Men mange steder er splittelsen mellem de rige og de fattige tilsvarende dramatisk: I McDowell County, West Virginia, f.eks., er gennemsnitslevealderen for mænd 63,9: i Fairfax, Virginia er den 81,7. På listen over OECD-lande står USA blot på en 27. plads mht. forventet levealder, og i Detroit ser man den samme tendens som i Grækenland, Cypern og Spanien.

Man bør virkelig sige, at dette ikke er en naturkatastrofe, og den er fuldstændig unødvendig. I Detroit i 2005, da krisen i bilindustrien virkelig nåede et kritisk punkt, greb Lyndon LaRouche ind ved at foreslå, at maskinværktøjssektoren blev omstillet – at man omstillede maskinerne til værktøjsfremstilling, og udstyrede sektorerne i bilindustrien med nye maskiner, til at fremstille andre ting, såsom store landbrugsmaskiner, maglev-tog (magnetisk levitation; svævebanetog, -red.), højhastighedstog, sluser til vandvejene; og dette ville have reddet bilindustriens meget vigtige kapacitet, der nu er fuldstændig kollapset og lukket ned.

Det, der i stedet skete, var, at de gik i gang med at fikse underskuddet i pensionsfondene med en pakke af finansaftaler; de hævede 1,4 mia. dollars til opkøb af derivater til hundrede millioner af dollar. To finansieringsselskaber oprettede dernæst trustfonde, som dernæst solgte de såkaldte »pension obligation certificates of participation« til investorer. For at være dækket ind købte byen også en kreditforsikring, der skulle forestille at holde investorerne skadesløse, hvis disse trustfonde gik fallit. De involverede banker var Merrill Lynch, UBS, Dexia, Commerzbank og andre.

Renterne til disse hedgefonde blev hurtigt et problem, og da Detroits kreditværdighed blev nedskrevet i 2009, udløste det en klausul, der tvang Detroit til at købe sig selv ud af aftalen, hvilket kostede adskillige hundreder af millioner af dollar; byen underskrev herefter en aftale, der kautionerede for fremtidige betalinger med skatteindkomster fra byens kasinoer. Dette havde den fine sidegevinst, at det forvandlede disse banker fra at være usikrede kreditorer til sikrede kreditorer. Derfor er det nu, at disse banker høstede 80 % af de aktiver, der var til rådighed, alt imens pensionisterne og andre får intet eller nogle håndører.

Omkostningerne ved disse credit default swaps blev også stærkt forøget gennem den kriminelle manipulation af Libor-renten, hvor de hen ved 20 største banker i verden manipulerede Libor-rentesatsen i årtier og var årsag til, at 75 % af alle de byer i USA, der deltog, tabte et trecifret milliardbeløb! De var ligeledes årsag til massive tab for amerikanske hospitaler, plejehjem og kommuner i Europa, og de har i bogstavelig forstand allerede slået mange, mange mennesker ihjel gennem disse virkninger.

Dette er en total overtrædelse af staten Michigans forfatning, og vi har erklæret kampen for Detroit omdrejningspunktet for denne bankfascisme i USA. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at dette ikke skal blive gennemført.

Vi har også udarbejdet en plan for den økonomiske udvikling af Sydeuropa, som omgående kan iværksættes, hvis den politiske vilje kan mobiliseres. Det er en slags Marshallplan for Sydeuropa og Middelhavsområdet, der ville fjerne fattigdom, begynde at skabe produktive arbejdspladser og give befolkningen dér håb og en vision om fremtiden. Denne plan er fiks og færdig. Den kunne iværksættes i morgen.

Glass-Steagall eller krig

Problemet er imidlertid, at Wall Street og den europæiske banksektor har udviklet sig til store, kriminelle monstre, der suger blodet ud af befolkningen. De har også etableret en forræderisk svingdørspraksis, hvorved banker ejer parlamentarikere, udstationerer deres ansatte til at blive parlamentarikere eller arbejde som assistenter i den amerikanske Kongres eller den tyske Bundestag eller andre parlamenter, og dernæst betaler dem store summer for de aftaler, som de indgår.

Problemet er, at den eneste måde, hvorpå vi kan blive denne krise kvit, er gennem den omgående gennemførelse af Glass-Steagall. Vi må drive Wall Street til konkurs, vi må drive City of London til konkurs, samt de investeringsbanker, der står bag denne fascistiske plan. Hvis Glass-Steagall blev gennemført af Den amerikanske Kongres med det samme, ville vi beskytte de kommercielle banker og alt, der har med realøkonomien at gøre, og man ville tvinge too-big-to-fail-bankerne til selv at rydde op i deres regnskaber, uden at have adgang til indskydernes konti, og uden redningspakker fra skatteborgerne.

I betragtning af systemets natur ville de alle blive nødt til at erklære sig bankerot, og vi har ikke brug for dem! Vi har ikke brug for derivater, vi har ikke brug for investeringsbanker, men derimod for skabelse af statslige kreditter, der udstedes af den suveræne regering, og så kan vi skabe lige så meget kredit, som vi behøver, for at få realøkonomien i gang. Dette er nøjagtig, hvad Roosevelt gjorde i 1933.

Netop nu foregår der en nærmest revolutionær udvikling i USA. Vi har fremlagt lignende lovforslag (for Glass-Steagall, -red.); f.eks. er der fem sådanne lovforslag i Italien; i mange europæiske lande er der en heftig debat om Glass-Steagall. Hvis USA ville indføre Glass-Steagall, kunne det føre til en omgående, dramatisk forandring i verdenssituationen …

Gennemfør et paradigmeskift

Vi må have Glass-Steagall. For kun, hvis vi gennemtvinger Glass-Steagall, kan vi afspore sådanne sindssyge planer, for vi må skifte hele paradigmet ud. Lige nu befinder vi os, som menneskelig civilisation, på afgrundens rand, på randen af udslettelse, og vi må gennemføre et paradigmeskift, et totalt paradigmeskift, bort fra oligarki, grådighed, monetarisme og den idé, at mennesket kun kan vide noget om virkeligheden via sin fysiske sanseopfattelse, fordi mennesket angiveligt blot skulle være et højerestående dyr. Eller sågar, som De Grønne siger, en parasit på naturen, og jo færre mennesker, des bedre for naturen. Eller, at menneskets eneste identitet er at finde nydelse i oplevelser her-og-nu.

Men vi må have et skift til menneskets sande identitet: Mennesket er den eneste, skabende art. Vi er de eneste, der viljemæssigt kan forandre vores måde at eksistere på, og den kendsgerning, at vi har forøget vores evne til [at oppebære] en større befolkning, fra et par millioner til på nuværende tidspunkt 7 mia., og med lethed kunne forøge dette til adskillige, tocifrede mia. mennesker, er udelukkende muligt, fordi mennesket, gennem sin kognitive identitet, igen og igen kan forandre den måde, det lever på, gennem teknologiske og videnskabelige fremskridt.

Vi må have nogle fuldstændig nye idéer og en vision om, hvad fremtiden for den menneskelige civilisation skal være. Vi må have mennesker, der ikke konkurrerer med svin og grise om at komme først til ædetruget, sådan, som visse bankierer gør. Vi må i stedet have mennesker, der har deres identitet som skabende, menneskelige væsener, der hele tiden er i stand til at opfinde nye, fysiske principper, komponere skøn, klassisk musik og skrive skønne, klassiske skuespil og digte.

Dette er idéen om mennesket, som mennesket behøver, hvis vi som art ikke blot skal ud af denne krise, men også sikre vor eksistens i de næste par millioner af år som menneskehed i rummet. For menneskeheden sidder ikke på en planet, der befinder sig i et tomrum. Vi må konfrontere farer som asteroider, vi må løse problemer, der har relation til Solens udvikling i en fjern fremtid. Men vi må ganske enkelt ændre hele vores måde at tænke på og udvikle en menneskelig art, der gør sig fortjent til menneskelig værdighed.

Jeg mener, at vi er i stand er til at gøre dette. Jeg er fuldstændig optimistisk i troen på, at den menneskelige art er den skønneste skabning i universet, og at vi kan komme ud af denne krise. Men det vil kun være muligt, hvis vi forandrer paradigmet, hvis vi gennemfører Glass-Steagall, og hvis vi etablerer en suveræn alliance, bestående af fuldstændig suveræne republikker i traditionen efter John Quincy Adams. Og så vil vi have den skønneste fremtid foran os.

1. Se »Eurobankernes fremstød for finansfascisme«, EIR, 26. juli, 2013

Helga Zepp-LaRouches ugebrev: www.schillerinstitut.dk/drupal/hzl