Pressedækningen

okt 29 2017

How to Buy Your First Luxury Watch

Make an informed decision by asking these questions.

Henry Phillips

Your first luxury-level watch purchase should be exciting and meaningful. But, we get it — it can also be a daunting proposition for newbies. Everyone has different needs, tastes, means and understanding of “luxury,” so no one can say what’s the right watch for you. A little guidance, however, can help you ask the right questions and make an informed choice for yourself.

First, why do you want a luxury watch?

There are different reasons to want a “nice watch.” Identifying your situation and motivation will help you focus your search right away.

Do you simply want an elegant everyday watch that’s built to last? The good news is you’ve got a lot of great options, and you’re not limited to prestigious brand names and hefty price tags. The bad news is that you still haven’t narrowed down your choices much, as many watches offer this level of quality. You’ll want to look at other factors like price, style and features, and consider if one of the below situations also applies to you.

Do you want a watch to enhance your personal style? Visual elements and brand names might factor more heavily in your decision — but you’ll want to consider the aesthetic basics such as dress or sport and modern or retro. Sport watches are popular and offer a range of styles originating in specific uses, like diving, flying, racing and the military. If you can identify a genre you’re particularly interested in, you’re well on your way. These are the latest rolex super clone.

Do you need a watch to enhance your professional presentation? This is a common reason for people to get their first luxury watch: Some people feel a good watch can help them be taken more seriously by bosses or even impress potential clients. For these purposes, recognizable brands and models are safe and will serve you well — think names like Rolex, Panerai, Omega, IWC and Zenith. These are all brands whose pricing starts firmly in the mid to upper luxury range, but sometimes a simple and solid mechanical watch can be a great option for those on a tighter budget, as well as express one’s own taste and individuality.

Henry Phillips

Will your watch serve as a status symbol? This is an extension of the previous consideration: You’re doing well financially, and want to make it known. (Like, really known.) Sure, this can be accomplished simply with bling, like gold and diamonds, but sometimes just the name on an otherwise simple-looking watch does the job — think Rolex, Patek Philippe and Audemars Piguet. Watchmakers also signal prestige with complicated features such as skeletonization, avant-garde designs and tourbillons.

Are you interested in a luxury watch simply for experiencing its quality, engineering, details and history? You’re well on your way to being a #watchnerd, and even if you get a watch for other reasons, you might even come to appreciate it in this way. This is a great reason to want a watch, but because it’s what most luxury watches would claim to offer, you’ll want to narrow down your choices further and look to other factors discussed below.

What makes a “luxury watch?” And what qualities should you expect for your budget?

Budget is the basic starting place for any watch purchase. All watches are more or less luxuries today since they’re not necessary in modern life. For some people, $100 sounds like a lot to spend on something they don’t need, while others might feel that “luxury” begins at well into the thousands of dollars.

Thanks to the combination of improving production technology, the internet and globalization, features once out of reach for many have become more accessible than ever. With small microbrands leading the way and bigger brands responding with more focus on entry-level value, you can now get watches with elements like sapphire crystal, ceramic bezels, Swiss automatic movements and refined details for a just few hundred bucks — these are luxury features, and why we’ll begin talking about “luxury watches” at $500.

In order to identify the types of features you can expect at different price levels, we’ll broadly consider watches broken into entry-level, mid-range and high-end. These are imperfect categories that will in actuality bleed into one another — and there will always be exceptions — but the following generalizations are meant to help guide first-time buyers in what to look for.

Zen Love

What factors like style, size and technology should you consider?

Style. Watches can fall into many categories and genres, most broadly broken into dress and sport. Types of watches can be based on traditional purposes (dive watches, pilot watches, field watches, etc.), more vague designations (tactical watches, minimalist watches, etc.) or functionality (chronographs, GMTs, even alarm watches, etc.). There’s a lot to explore, but it helps to be aware of the purpose behind a watch design or features and the range of options available.

Size. The right watch size largely depends on the combination of your wrist size and how bold a look you prefer. Watch sizes are traditionally measured horizontally in millimeters and exclude the crown. However, other factors affect how big the watch will look and feel. They include the case thickness, its length lug-t0-lug as well as even its color and the size of the dial. Even the climate where you live (short-sleeve weather is better for bigger watches) and the type of clothing you normally wear is relevant. It’s recommended that you try on a watch before buying whenever possible, rather than relying on measurements alone to determine its fit. In addition to looking down at it on your wrist, also see how it fits in a mirror.

jun 22 2015

POLITIKEN: Tom Gillesberg drømmer stadig: Tænk, hvis jeg havde fået det afgørende mandat…

Artiklen i Politiken

Danskerne vil tænke, at mine valgplakater var profetiske, siger kandidaten.

af Anders Legarth Smith

Selvfølgelig kom Tom Gillesberg ikke i Folketinget.

Og det er næppe overraskende, at der ikke var brug for fintælling, da de valgtilforordnede på valgstederne i Københavns Storkreds skulle afgøre, om den 50-årige politiker med de ikoniske valgplakater om magnettog, Glass-Steagall og win-win med BRIKS fik fire år på Christiansborg.

Men han kan trods alt fejre en fremgang. Ved sidste valg satte 123 personer kryds ud for hans navn. Denne gang fik han 149 stemmer som kandidat uden for partierne.

»Så kan Politiken tolke det som en stor fremgang på 21 procent«, siger Tom Gillesberg og griner igennem telefonforbindelsen.

Han gik til valg med to budskaber, der var flettet sammen i teksten ‘Win win med BRIKS – ikke kollaps og krig’ på en valgplakat, der adskiller sig markant både i grafik og tekst fra alle de øvrige i gadebilledet. Faktisk er Gillesberg nok mere kendt for sine plakater end for sin politik, men i et interview med Politiken under valgkampen forklarede han, hvad der er på spil.

Det ene budskab er, at Vesten styrer mod en konfrontation med Rusland, der i værste fald kan resultere i en atomkrig. Det andet er, at det finansielle system er ved at bryde sammen igen, hvorved en ny økonomisk krise vil opstå. Værre end den seneste krise, som Tom Gillesberg i øvrigt forudså på sin valgplakat i 2007.

Løsningen er tættere samarbejde mellem Vesten og BRIKS-landene Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, der oplever vækstrater langt højere end vestlige lande.

Svært at få taletid i et defekt mediedemokrati

Men trods interviewet i Politiken synes Tom Gillesberg, at det har været svært at få taletid i medierne under valgkampen.

»Jeg har fået en fin fremgang i betragtning af min begrænsede interaktion med vælgerkorpset«, begynder han, da der er faldet ro over latteren.

»Jeg var ikke inviteret med til nogle debatter, som alle øvrige partier var med i, for som løsgænger bliver man ikke inviteret til noget. Jeg har haft artiklen i Politiken, og så er min valgplakat blevet nævnt i blandt andet DR Deadline. Ellers har der ingen dækning været af mine budskaber«, fortsætter Tom Gillesberg, der ikke mener, at hans lave stemmetal ved foregående valg kan retfærdiggøre, at medierne er gået en stor bue uden om hans budskaber.

»Det udstiller en kæmpe defekt ved et mediebaseret demokrati, hvor medierne sætter den politiske dagsorden, som politikerne så løber efter. Har man som jeg et budskab, der ligger uden for de emner, som medierne ønsker at sætte på dagsordenen, så eksisterer man ikke«.

Hvad er konsekvensen af det i dine øjne?

»Det betyder, at de diskussioner, der skal tages for at sikre vores demokrati fremadrettet, bliver ikke taget. Det indebærer det kæmpe problem, at på et tidspunkt vil befolkningen vende sig mod systemet. Det her var ikke et valg, hvor folk stemte for noget. Det var et valg, hvor folk stemte imod noget«, siger Tom Gillesberg.

Alternativets succes var en protest

Men Alternativet fik jo et meget flot valg med deres positive dagsorden om at skabe et bedre og grønnere samfund. Det var da et positivt budskab, som folk stemte for?

»Nej. Alternativets succes var en protest mod SF, de radikale og Socialdemokraterne. Alternativets vælgere stemte imod noget. Alternativet er ikke et alternativ, men essensen af den defekte tidsånd, hvor man for eksempel tror, at man bliver stresset af vækst. I virkeligheden er det omvendt. Hvis der er vækst, og bliver ansat to flere sygeplejersker på en hospitalsafdeling, så bliver der mindre stress. Vækst giver mindre stress«.

Da jeg interviewede dig for et par uger siden, glemte jeg at spørge dig om, hvem du ville pege på som statsminister, hvis du blev valgt ind. Så det spørgsmål vil jeg gerne stille dig nu. Hvem foretrækker du egentlig, Helle eller Løkke?

»Hvis valget stod mellem de to, så er der ingen tvivl. Jeg ville pege på Tom Gillesberg. De to nævnte politikere opererer ud fra et defekt paradigme. De taler om verden af i går, og ikke om verden af i morgen. Lad os bare tage krisen i Grækenland. Når vi kommer ind i juli, så kommer der en forandring, så bliver verden ikke den samme«.

Hvordan?

»Jeg taler om Grækenlands økonomi. Hvis EU giver Grækenland, hvad de vil have, så skaber man en ny økonomisk orden, hvor man kan kræve og kræve og få. Men knuser vi Grækenland, så står vi i en situation, hvor euroen knuses. Ingen ved det, men det bestemmer vores fremtid, så det er det, man skal diskutere«, siger Tom Gillesberg.

Folk til tænke, at mine valgplakater var profetiske

Med de nordatlantiske mandater talt med endte valget til Folketinget med det snævrest mulige flertal til blå blok. 90 mod 89. Et øjeblik drømmer Tom Gillesberg sig til en situation, hvor han sad med det afgørende mandat i Folketinget.

»Tænk, hvis den havde stået 89 mod 89, og jeg så var kommet ind… Det havde været fantastisk, for så havde jeg haft mulighed for at sætte store ting på dagsordenen. Hvordan forhindrer vi krig? Hvordan forbedrer vi økonomien?«.

Tom Gillebergs valgplakat fra 2007. Foto: Peter Hove Olesen

Vi er ved at nærme os afslutningen af interviewet om valgresultatet, da Tom Gillesberg kommer til at tænke på sine valgplakater igen.

I 2007 før finanskrisen skrev han på sin plakat: ‘Efter finanskrakket: Magnettog over Kattegat’. Budskabet var, at det skal være slut med at tjene penge på at handle med penge. Vækst skal sikres gennem blandt andet en fremsynet og lynhurtig infrastruktur, som Kina for eksempel har gjort, fortalte han Politiken i interviewet.

Og så runder Tom Gillesberg af:

»Jeg er stolt af, at jeg har stillet op på det mest afgørende og relevante for vor tid, og at der er så mange folk, som efterfølgende vil tænke så meget på de flotte valgplakater og sige, at det var profetisk. Hvordan pokker kunne de vide, at det var det, der bestemte fremtiden?«.

jun 17 2015

Tom Gillesberg paa Ekstra Bladet TV i 25 min. den 15. juni

Tom Gillesberg på Ekstra Bladet i 25 min., den 15. juni, udskrift.

Dan Rachlin (DR): Velkommen til, Tom. Du har siddet lidt og hørt vores politiske samtale her. Velkommen til. Og jeg har lidt på fornemmelsen, at det, sådan rent politisk, godt kan blive en lille smule mere udfordrende for mig nu.

Tom Gillesberg (TG): Det må vi jo se.

DR: Du har stillet op til folketingsvalget og også til Københavns borgerrepræsentation – i hvor mange år?

TG: Jeg stillede op første gang til kommunalvalget i 2005, på et slogan: »Når boblen brister – et nyt Bretton Woods«, hvor jeg havde sådan en flot boble med boligpriser, derivater, det var der mange, der snakkede om – hvad var det … ?

DR: Og allerede her, så tager jeg lige den op, fordi hvis nogen af dem, der ser det her eller ser dine plakater ude i Hovedstadsområdet tænker, han er fuldstændig tosset, så kan jeg allerede godt kreditere dig her, fordi du forudså den åndssvage boble og, at det hele ville briste. Hvordan … Du er nødt til at fortælle, hvad du er uddannet som… Lidt om din baggrund, siden du kunne forudse så…

TG: Jamen tilbage i 1982, da jeg var 18 år gammel, så mødte jeg en politisk bevægelse dengang under ledelse af en amerikaner, der hed Lyndon LaRouche. Ham mødte jeg ikke, for han var i USA, jeg var i Danmark.

Men jeg mødte denne her bevægelse, som snakkede om økonomi; dengang, så var det gældskrisen i Mexico, hvordan skal verden udvikle sig, filosofi, klassisk musik, videnskab – en meget bred palet af meget interessante ting, som jeg ikke mødte noget som helst andet sted. Og det interesserede mig, og jeg sagde, jamen, det lyder fornuftigt, verden er i uorden, det må man gøre noget ved, jeg er 18 år gammel – det der med studentereksamen og så videre, det kan jeg tage senere. Jeg flytter til København, jeg fikser verden og så må vi så se, hvad der så sker bagefter..

DR: OK

TG: Og det har så bare taget lidt længere tid.

DR: Jamen, har du … Du har studeret og er en belæst mand ved siden af …

TG: Det jeg så har gjort, det er, at siden dengang, altså siden, det er nu …

DR: ’82

TG: Det er over 30 år siden

DR: Ja, det er 33 år siden

TG: Og i mellemtiden, så har jeg så engageret mig i verden, og i alle store politiske kriser, der har været – i økonomiske spørgsmål, strategiske spørgsmål – og hver gang, så for at kunne beskæftige mig med det, har jeg været tvunget til at sætte mig ind i det, så jeg er ikke autodidakt, det er ikke sådan, at jeg ved egen kraft har lært alting. Jeg har været en del af en bevægelse, hvor vi har sloges med de store spørgsmål igennem 30 år, og hver gang har jeg så måtte sætte mig ind i tingene. Og gør man det igennem så lang tid, så får man en meget bred viden om økonomiske spørgsmål, strategiske spørgsmål om alt det, som man i virkeligheden behøver, hvis man skal være statsminister eller præsident og skal tage vare på nationen og skal beskæftige sig med spørgsmål, der vedrører liv og død for mange mennesker, krig og fred. Og det er jeg så blevet rustet til, og problemet, jeg har lige nu, det er … det har de fleste andre mennesker ikke fået lov til, så jeg kan se lige netop nu – altså, i 2007 stillede jeg op til folketingsvalget med et berømt slogan, »Efter finanskrakket – magnettog over Kattegat«. Og folk sagde, hvad mener du med finanskrakket, vi har den bedste økonomi nogensinde! Det var, hvad man sagde i 2007, man sagde ikke »vi er lige kommet ud af den økonomiske krise«, som Helle Thorning sagde, næh, det var den bedste økonomi nogensinde. Og jeg sagde, ja, men det er baseret på nogle spekulationsbobler, der kommer til at briste. Og når de brister – og helst inden de brister – så skal vi vide, hvad vi skal gøre bagefter. For ellers … altså det gør mega stor forskel, om man er forberedt på ulykker, der kan ske, eller ej.

DR: det … jeg forstår …

TG: Er du forberedt, så har du noget, der kommer bagefter; er du ikke forberedt, så bliver det bare kaos. Og det skete jo i 2008, det var rimelig kaotisk.

DR: Men er vores samfund, vores kapitalistiske samfund, er det bygget sådan op – altså, for du kan jo ikke være den eneste, der godt vidste, at det ville gå galt.

TG: Nej.

DR: Det må da der være mange derude, økonomisk kyndige, erhvervsledere, der må da være nogen derude, der ved – det her, det bliver sgu da ikke ved med at køre.

TG Ja, men der er en enorm mængde af følgagtighed. Folk er bange for at sige det forkerte. Det hele drejer sig om at fremme sin egen karriere, og for at få en karriere, så skal man sige de rigtige ting; se lige på politikerne, altså – om nogen – altså de er panisk angste for at diskutere de virkelige spørgsmål, vi står overfor. Og så tænker de på, hvordan vil det fremme min karriere, hvis jeg siger det eller gør det, så har man måske nogle spindoktorer til at hjælpe sig, men lige nu, bare for at give et meget konkret eksempel: Altså en ting er den økonomiske krise og selv… man skal ikke være super-ekspert for at se, at den her Grækenland-krise, den kan godt få det hele til at vælte, for man har ingen løsning netop nu. Det er ligesom det er to, grækerne og hele systemet, der kører mod hinanden med fuld hastighed, og begge to siger, vi har ikke tænkt os at give os.

DR: Italienerne og spanierne har da det heller ikke specielt godt, vel?

TG: Nej, og det gør jo så, at hvis man giver efter for Grækenland og siger fint, vi afskriver noget gæld, vi giver jer nogle lempelige betingelser, så står Spanien, Portugal …

DR: Frankrig har det jo heller ikke så godt …

TG: Irland – alle de andre lande, i kø for også at få lempet deres betingelser. Derfor siger finanssystemet, ’Vi kan ikke give efter for Grækenland’, men Grækenland har allerede klart sagt, ’Vi fortsætter ikke det her show, vi skriver ikke under på flere nedskæringsaftaler’. Så det betyder, at der er sådan et »chicken game«, siger man på engelsk, altså, man kører mod hinanden og ser, hvem blinker først, hvem svinger af. Pointen er, at der er vi så fanget i, at gør man det her under ordnede forhold, siger man – Grækenland er i en håbløs situation, og det skal man altså heller ikke være særligt kløgtig for at finde ud af.

DR: Det kan de fleste vist godt lige se

TG: Så ville man ordne det, og så ville man sige, at det er mange andre lande også. Ja, så skal vi kigge på det. Fordi hvad gjorde vi i 2007-8, vi sagde, ’Her er en mega-krise; hvis bankerne går ned, så går verden under. Derfor må vi redde bankerne og finansverdenen.’ Og så pumpede man enorme mængder penge ud. Men ingen af alle de penge, man har pumpet ud i finansverdenen, er så, af bankerne, blevet investeret i industri eller i landbrug eller i almindelige mennesker; de er bare gået til spekulation.

DR: Nå, jeg troede, det var blevet til at lappe huller.

TG: Nej ikke engang det – også det – men den boble, der brast i 2008, er langt større i dag. De store banker, som man var bange for, at de vælter systemet, hvis de går ned, de er 30 procent større i USA i dag, så problemet er ikke løst. Det eneste problem, man har – eller ikke det eneste – man gjorde det ved at sænke renten til 0. Så kunne bankerne låne penge til 0 % i rente, og så kunne de låne dem ud til almindelige mennesker, måske til 10 % eller 12 % eller 16 %, hvis nogen var heldige, måske til 4 %; men de kunne tjene enormt mange penge. Alligevel er de endnu mere bankerot i dag end dengang. Og derfor er det jo så spørgsmålet, hvad gør man så? Og jeg er jo så optimistisk anlagt denne gang, vil nogen sige, det er ikke bare ’doom and gloom’, og nu går jorden under. Jeg siger faktisk, det her er noget lort. Kollaps, der er ikke særligt rart, og det her kan blive meget større, og det er ikke kun Grækenland. Det er Grækenland i dag, så er det Spanien, Portugal, vi skal nok også få vores del af det. For at det ikke skal være løgn, så har vi samtidig en strategisk situation, hvor Vesten netop nu i den grad rykker frem, blandt andet i Ukraine, men ikke kun i Ukraine strategisk. Man snakker netop nu om at begynde at sætte amerikanske våben ind i de Baltiske lande, i Polen på grænsen til Rusland, så vi kan sagtens få krig mod Rusland

DR: Må jeg bare lige stoppe op. Der vil sige, at det var russerne, der rykkede ind i Ukraine

TG: Det er jo så lige det. Rusland er ikke rykket ind i Ukraine, men vi har en russisk befolkning i Øst-Ukraine, som altid har været russisk, fordi det tidligere var Rusland, så at sige. Så teknisk i Sovjetunionen, så lavede man det til Ukraine. Krim, for eksempel, har altid været russisk. Øst-Ukraine, det er etniske russere. Problemet, man så har haft – helt tilbage … altså den tyske kansler Helmut Schmidt sagde det meget præcist, da han angreb den tyske kansler Merkel for ikke at have Rusland med til G7-mødet. Han sagde, at problemet begyndte helt tilbage i 1992, hvor vi sagde, nu skal vi have et Europæisk Imperium med Maastricht-aftalen, som Danmark stemte imod i første omgang. Så har man ellers udvidet EU og NATO østover, og så er man komme frem til Ruslands grænse; men det var ikke Rusland, der rykkede vestover

DR: Nej, det kan du sige. Må jeg godt lige stoppe dig, fordi… Du får lov til lige senere. Nu har du forklaret lidt af det der. Fordi du hoppede over din foregående plakat, som vi godt kunne huske, nemlig den med boblen og så linket til den der. Du er bare nød til at forklare den der bane over Kattegat, hvad øh.. Den har vi på, du bliver nød til… Det er en anden plakat

TG: Hvis man tager den fra 2007. Så er det primært … Der ville så stå øverst: »Efter finanskrakket – magnettog over Kattegat«, og så havde man det her, vi har nu midt på med magnettog og bro…

DR: Forklar mig linket, for jeg anser mig selv for at være nogenlunde normalt eller måske en lille smule mere end normalt begavet. Og jeg skal have forklaret, hvad linket fra kollapset til den bane, hvad det er?

TG: Det er, at der er to meget forskellige måder at anskue økonomi på – som begge involverer penge; men penge på meget forskellige måder. Den ene er, at man tager penge og investerer dem i fysiske projekter, f.eks. en Storebæltsbro. Det koster penge, det skaber arbejdspladser. Men når broen er færdig, så kan man bruge den. Folk sparer tid, og det giver simpelthen en økonomisk gevinst i hele samfundet. Bygger man derfor en Kattegatbro, altså en bro fra Sjælland til Jylland via Samsø, eller syd for Samsø, så vil det have en lignende effekt. Det vil betyde enormt meget for den danske økonomi. Det vil betyde enormt meget, at København og Århus kommer inden for en time, eller en halv time af hinanden, alt efter hvad transport man har. Men pointen er: det er én form for økonomi. Så er der så en anden form for økonomi, som er den der dominerer i dag i bankverdenen. Det er en økonomi à la Saxo Bank. Det er, at man skal tjene penge på penge. Det er spillekasino. Og forskellen mellem de to er, at når det er spillekasinoet, så er det, hvad de kalder et 0-sums spil. For at én skal kunne vinde, så er der en anden, der skal tabe.

I den anden form for økonomi, hvor du investerer i broer, hvor du investerer i vandprojekter …

DR: Offentlige projekter.

TG: Præcist. Så får du, hvad man kan kalde en win-win situation. Det koster penge, men det er ikke penge smidt ud af vinduet, du får en gevinst ud af det.

DR: Men hvis du havde været diktator eller statsminister dengang i 2007, hvor du havde forudset, at boblen ville briste, hvad den gjorde i 2008 – og en masse andre vidste det måske også godt, men de holdt bare kæft, til det var for sent. Hvis du havde været diktator eller statsminister, hvad havde du så gjort i forhold til det byggeri over Kattegat? Havde du sat gang i det, eller?

TG: Jamen, jeg havde gjort flere ting. Eller hvis vi siger, at jeg havde muligheden i dag … vi står i en lignende, eller mere dramatisk, situation i dag.

DR: Hvad vil du så gøre?

TG: Punkt nr. 1: Jeg vil lave, hvad vi kalder en Glass-Steagall-bankopdeling; dvs. ligesom Roosevelt gjorde i 1933 under krisen i USA. Dvs., at man deler bankerne i to, og de dele af bankaktiviteterne, der har at gøre med normale indlåns- og udlånsaktiviteter, det lægger vi i én type banker. Alt det, der har at gøre med spekulation, at tjene penge på penge, det skal ligge i nogle andre banker.

DR: Så du vil ikke forbyde det?

TG: Nej, jeg vil kun brand-beskatte det. Fidusen er, at hvis det ligger i nogle andre banker, så når disse ting får problemer; når pludseligt finanssystemet er i krise, så kan jeg redde standardbankerne, som er den mindste del af det. Og jeg behøver ikke redde alt det andet.

DR: Men ville sådan nogen som Lars Sejer ryste i bukserne, hvis du var diktator eller statsminister?

TG: Jeg tror, han allerede har lugtet lunten. Jeg tror, han forsøger at sælge Saxo bank lige nu for tiden, og få nogle penge. Pointen er, at det finansspekulanterne har gjort – inklusive Saxo Bank – det er, at de har haft meget travlt med at købe normale banker op, eller realkreditselskaber, fordi så har de et alibi. Så er der en årsag til at man skal redde dem. Og min motivation for at vi skal opdele det er den samme, nemlig at når de går på r…. , og det gør de med jævne mellemrum, så kan vi sige: Lad falde, hvad ej selv kan stå. Lad det gå ned, men vi redder de normale banker, fordi, det har vi brug for til den normale økonomi.

DR: Det forstår jeg godt Tom, men tilbage til det store projekt over Kattegat, for det koster jo. Det koster os alle sammen kassen. Hvad vil du så gøre, hvor får du pengene fra til det?

TG: Så skaber du simpelthen … du kan lave en statskredit. Du kan simpelthen lade Nationalbanken udstede penge til nogle bestemte typer projekter, til lav rente, eller ingen rente, hvis man vælger det. 1 – 2 % rente for eksempel. Og sige, at Nationalbanken udsteder kredit i faser til at bygge Kattegatbroen. Så kan vi så betale Kattegatbroen tilbage over de næste 30-50 år, som vi gør med Storebæltsbroen. Vi kan så vælge at sige, i stedet for at gøre det ved brugerbetaling, kan vi måske delvis, ved at lade Nationalbanken udstede kreditten, så bliver det billigere, så kan vi måske sige, at staten skal betale for det. Eller vi kan gøre som med Storebæltsbroen, det vil sige, en del af det kommer bilisterne til at betale for at bruge. Pointen er, at næsten ligegyldigt, hvordan du gør det, så bliver vi rigere af at lave denne her investering. For det er en investering. Det er ikke at bruge penge; det er at opbygge noget for fremtiden.

DR: Det er helt åbenlyst. Må jeg godt lige spørge: er det det mest presserende projekt, eller har du andre store offentlige ting, du ville sætte i gang, hvis du havde magten til det?

TG: Jeg vil sige – for at gå tilbage til det her nu. [Peger på valgplakaten] Her ser vi sådan et stort verdenskort. Her har vi Danmark, Europa, Asien, Afrika. Herovre har vi så Nordamerika. Det er alt sammen forbundet her med nogle linjer. Det er fremtidige infrastrukturkorridorer. Det er højhastighedstog-linjer. Det kan også være andre typer af infrastruktur; det kan også være inklusive veje og alt muligt andet. Det her er, hvad kineserne lige netop nu har gjort til deres hovedprojekt. De kalder det den Nye Silkevej mellem Asien og Europa. Vi siger så, at der er mange andre ting, der også skal med. Det vil have en effekt. Bygger man sådan noget her, kan man selvfølgelig transportere varer hurtigere, men det er ikke bare det. Det her har samme effekt som Storebæltsbroen. Det her øger produktiviteten i økonomien. Det er ikke bare varer, der udveksles. Det er altså også mennesker, det er også ideer – ligesom den gamle Silkevej. Og det her … altså størstedelen af jordens befolkning har det ikke, som vi har det i Danmark. De har ikke tilgang til rent vand eller elektricitet, veje, jernbaner, lufthavne. Og når man giver dem det, så øger det værdien af deres aktiviteter enormt. Altså det samme menneske kan pludselig producere meget mere, bare ved at få sådan nogle ting.

DR: Fordi vedkommende ikke skal bekymre sig om, hvor maden kommer fra?

TG: Men også fordi, hvis du ikke har elektricitet, hvis du ikke har vand, kan du ikke lave særligt meget. Og det har Kina, sammen med BRIKS-landene, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – de er nu gået sammen og siger: vi udfordrer, i en hvis forstand, den nuværende verdensorden. Den her unipolære verden, hvor USA …

DR: Altså G7-landene, eller …

TG: Ja, men og NATO … med USA i spidsen, og så har man så nogle puddelhunde, som Danmark og Europa, der bare gør, hvad USA vil. Det har ikke gået særligt godt i de sidste par år med det. Det har givet kaos, det har givet krige rundt omkring i verden. Det giver spændinger også med Rusland, Kina, fordi de siger: vi gider ikke det mere. Vi er voksne nationer. Vi skal også være med til at bestemme. Vi vil bestemme over vores egen befolkning, vi vil være med til at bestemme over, hvordan verden kører. Og de har nu sluttet sig sammen, og dermed har de ligesom fået lidt muskler. Bruttonationalproduktet i disse fem lande er næsten ligeså stort som i G7-landene. Det er 40 % af jordens befolkning. Så det vi skal gøre er, at Kina, sammen med de andre lande; men det er Kina, der har pengene. De har 3.000 mia. $, som de nu er begyndt at investere i infrastrukturprojekter rundt omkring, inklusive i en bank, man lavede, der hed den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, som Danmark gik med i her i marts måned. Det, vi skal sige, det er: vi takker ja til det tilbud. Kina har rakt hånden frem og sagt: skal vi ikke lave et win-win samarbejde, i stedet for konfrontation og krig? Og så skal vi sige: jo, selvfølgelig skal vi det.

DR: Vil det betyde, at vi skulle sige farvel til vores traditionelle samarbejdspartnere og melde os ud af NATO, og hvad har vi?

TG: Altså, det vil nok være en god idé at diskutere, om vi ikke burde have nedlagt NATO, da Sovjetunionen blev opløst. Det ville have løst mange problemer. Det, vi skal sige farvel til lige netop nu, det er konfrontationen med Rusland. Fordi vi i Europa kan ikke overleve denne konfrontation. Tyskerne er allerede enormt presset, også økonomisk.

DR: Det koster enormt mange penge at være uvenner med russerne?

TG: Enormt mange. Men det er ikke bare det. Lige netop nu koster det muligvis også livet for alle sammen. Fordi Rusland er en atommagt. Kina er en atommagt. USA er en atommagt. Og hvis USA kræver, at Rusland og Kina skal lægge sig ned og gøre som USA siger, så sætter de hårdt mod hårdt. Så siger Rusland: jamen, det gør vi ikke. Vi bakker ikke mere. Den tid er ovre. Og hvis det betyder, at vi skal til at vinke med vores atomvåben, så gør vi det. Og det betyder, at punktet, hvor vi ved en fejl, eller ved en bevidst handling, får en atomkrig, faktisk er større i dag end det var under den kolde krig. Og det er ikke kun mig, der siger det her. Fremfor alt militærfolk rundt omkring i verden. De skriver artikler i New York Times, de laver rapporter, hvor de siger: Venner, politikere, Barack Obama! Tag nu lige … en stesolid, eller et eller andet – det siger de så ikke, men det er det, de mener. Fordi vi har en situation, hvor vi er tilbage på det, man kalder ’launch on warning’. At man er så mistroisk mod hinanden, altså Rusland er så mistroisk over for Vesten lige netop nu, at de hele tiden holder øje med, om der er et atommissil på vej. Er de her NATO-manøvrer i virkeligheden et røgslør for, at de skal lave et angreb på os? Fordi, de har jo allerede sagt, at Putin er værre end djævelen selv, så hvornår kommer det angreb? Og det vil sige, at hvis de lige pludseligt ser nogle prikker på deres radarskærm – og det kan være en teknisk fejl – så har de 5 minutter til at beslutte, om de skal trykke på knappen. Og dem, der er lidt ældre som jeg, kan huske i 1989: Man drog et lettelsens suk, som kunne høres på den anden side af Atlanten, da Berlinmuren faldt.

DR: Ja, ja.

TG: … og Sovjetunionen blev opløst. Fordi man følte at den evige angst for, at en eller anden dag, så sker der en fejl. Og så kommer man til at skyde nogen atomvåben af.

DR: Og her 25 år efter, så er …

TG: Så er vi tilbage! Og det er det, der er så … Og det er lige netop nu. Altså har man is i maven, må man sige, vi lever i spændende tider. Fordi, at det her er virkelig: På den ene side står vi med muligheden for, at den her konfrontation kan føre til atomkrig og menneskehedens udryddelse, og det er jo helt vanvittigt. På den anden side har vi altså muligheden for, at hele verden, for første gang nogensinde; hele menneskeheden … altså, tidligere renæssancer var sådan noget lokalt noget … hele verden pludseligt samarbejder om økonomisk udvikling. Og det er jo helt fantastisk!

DR: Tom, hvis du ikke kommer ind den her gang – det tror jeg, du gør – men hvis du ikke kommer ind, hvor længe bliver du ved? Er du bare sådan en fighter?

TG: Ja, det er jeg. Jeg bliver ved at kæmpe. Spørgsmålet er, hvordan man kæmper. Det kan da godt være jeg skal være rådgiver til regeringen, eller regeringerne, frem for, måske, at være politiker. Altså lige netop nu så stiller jeg op, fordi der er ingen andre, der vil sige de her ting, som skal siges. Så jeg håber bare, at der er andre, der hjælper mig med at sige dem.

DR: Jeg har prøvet at give dig en lille smule taletid. Og det gav mening, vil jeg lige skynde mig at sige. Det gav mening for mig, det du sagde.

TG: Det lyder godt. Så er der håb.

DR: Så der er nogen derude, der også har fulgt med. Ekstrabladets web-TV’s valgmaraton fortsætter nogle timer endnu. Tak til Tom Gillesberg. Tak til Wagner. ’Stem på Wagner, det gavner’. Huh ha. Tak for denne gang.

jun 11 2015

Hans Schultz på TV2Nord

Se de første 2 minutter af videoen her..

TV2Nord Indslag

jun 3 2015

Politiken bringer stort interview
med Tom Gillesberg:
Han går til valg på faren for atomkrig
den 3. juni 2015

Politiken bragte følgende interview med Tom Gillesberg den 3. juni 2015 i Magasinet sektionen. Klik her for at se det på Politikens hjemmeside. Den findes også på side 6 i Politikens trykte avis den 4. juni 2015.

English resumé at the bottom of the page.

Han går til valg på faren for atomkrig

Ved valget i 2007 forudså Tom Gillesberg det store finanskrak. Og fik som bekendt ret. Nu advarer han om, at det kan gå gruelig galt, hvis ikke vi samarbejder med Rusland og Kina. Vi præsenterer en af valgets mest stensikre tabere.

ANDERS LEGARTH SCHMIDTJournalist på Politiken

Tom Gillesberg er ham, der vil have en bro med et magnettog over Kattegat. Pris? Formentlig på den dyre side af 100 milliarder kroner.

Han kan præsentere en politisk fremgang, som ville få de fleste partisoldater til at poppe champagne på valgnatten og med fugtige øjne klappe hinanden helt flade på skulderpuderne. Opbakningen fra vælgerne til kandidaten med det krøllede år, det faste blik og de mest kryptiske valgplakater i gadebilledet steg nemlig med 80 procent ved sidste valg til Folketinget.

Men alligevel er den 50-årige mand, der stiller op i Københavns Storkreds uden for partierne, så langt fra et sæde på Christiansborg, som man nærmest kan komme. For målt i antal stemmer er fremgangen beskeden. Alle, der stemte på ham i 2011, kunne nemt stå her i kælderlokalerne under en ejendom i et villakvarter på Frederiksberg, hvorfra Tom Gillesberg driver sin kampagne op til valget 18. juni. Jo, de ville skulle klemme sig lidt sammen i og omkring de slidte og mørke træmøbler, og den godt brugte termokande med te ville hurtigt løbe tør. Men de kunne nok lige være her, de 123 vælgere, der satte kryds ud for Tom Gillesberg. Lidt mere plads ville der være til hans 68 vælgere fra 2007.

Så hvad er det, der driver en mand, som udmærket ved, at han med statsgaranti ikke bliver valgt til Folketinget?

»Mit succeskriterium er ikke antallet af stemmer«, fastslår Tom Gillesberg fra sin plads bag skrivebordet.

»Jeg ville være glad for nul stemmer, hvis vi får den rette politik«.

Nul stemmer? Bare politikken er rigtig? Nok en tanke, der ville få kaffekopperne til at dirre mellem fingrene på kampagnecheferne for de etablerede partier. Men Tom Gillesberg fører koppen med rolig hånd, mens han fortæller, at det ikke er jagten på stemmer, der driver ham. Faktisk vidste han ikke engang, hvor mange stemmer han fik i 2007 og 2011.

Derimod vil han have befolkningen til at åbne øjnene og se det, han ser.

Foto: Peter Hove Olesen

Sådan var det ved valget i 2007, hvor han med sin valgplakat ’Efter finanskrak: Magnettog over Kattegat’ faktisk forudså, at boblen ville briste. Et halvt år senere gik Lehmann Brothers ned, og den internationale finanskrise blev udløst. Fire år senere var hans budskab »Glass-Steagall – eller kaos!«. Mange kan formentlig huske plakaten, få ved, hvad den betød. Glass-Steagall var kort fortalt en lovgivning, der blev etableret i USA i 1930’erne efter krakket, og formålet i dag skulle ligesom dengang være at forhindre banker i spekulation, der kan ende med at vælte økonomien. Hvor folk ifølge Tom Gillesberg i 2007 slet ikke forstod, hvad hans budskab var, så er der – efter finanskrisen og den afledte økonomiske krise – nu større lydhørhed over for tiltag, der begrænser bankerne og de finansielle institutioner.

Frygt for atomkrig

Så er vi fremme ved valget til Folketinget 18. juni 2015. Tom Gillesberg ser med bekymring på den politiske og økonomiske udvikling i verden, som han udlægger sådan her: Vi styrer imod et nyt og ødelæggende sammenbrud i det transatlantiske finansielle system, og Vesten læner sig op ad en konfrontation med Rusland og Kina, der i værste fald kan udløse en atomkrig. Det lyder næsten, som om Dommedag er nært forestående, men sådan ser Tom Gillesberg ikke på det. Løsningen er ligefor, og den står på valgplakaten bag ham her i rummet, der på en gang er kontor, mødelokale, bibliotek og tv-studie. Her har Tom Gillesberg optaget sin valgvideo, der er en 14 minutter og 31 sekunder lang udredning af verdenssituationen, hvor kandidaten filmet foran sin valgplakat forklarer baggrunden for det påtrykte slogan:

»Win-win med BRIKS – ikke kollaps og krig«.

Der er langt fra dette budskab om et tættere økonomisk samarbejde med Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (BRIKS-landene) og hen til de ord, løfter og påstande, der er klynget op i lygtepæle og spændt fast rundt om træer i Danmark i disse uger. »Mennesker først«, »Stop tyven« og »Investering i mennesket« virker på forunderlig vis helt tømt for indhold, når man sidder over for Gillebergs plakat og hører ham udlægge sit syn på verden. Det er nemt at blive bekymret på vores fælles fremtid på kloden, når man lytter til Tom Gillesberg. Han spørger, om vi overhovedet har en fremtid? Han taler om atomkrig og kollaps. Vi står ved en skillevej. Et skæbnesvangert punkt i historien, hvor det »kan gå helt galt«.

Tror du, at der kan komme en atomkrig?

»Det kan ske«.

Det synspunkt står du ret alene med?

»Desværre ikke«.

Og så forklarer Tom Gillesberg ellers, hvordan en række pensionerede efterretningsfolk fra USA, Storbritannien, Rusland og andre store og dominerende lande i en artikel, som har været citeret i New York Times, er bekymrede for, at usikkerheden og den manglende tiltro mellem på den ene side USA og på den anden side Kina og Rusland kan føre til, at begge parter forbereder sig på den situation, hvor et atomangreb kan komme.

»Og derfor er man klar til – hvis det ser ud til at man bliver angrebet – at affyre sit atomarsenal den anden vej. Det er en uhyggelig tanke, for der er sådan cirka fem minutter for et land til at afgøre, om vi er under angreb, eller om vi ikke er under angreb. Og hvis vi tror, at vi er under angreb, så skal vi affyre vores atommissiler?«, siger Tom Gillesberg.

Gal eller genial? Eller noget midt imellem? Det er ikke til at sige. Men man kan i hvert fald konstatere, at risikoen for atomkrig ikke er noget, der fylder synderligt meget i den danske valgkamp, hvor de dominerende emner er af mere lokal karakter med fokus på blandt andet stigende medicinpriser, at det skal betale sig at arbejde, og talkrigen om hvor mange job der er skabt under regeringens levetid.

Når man hører det her, så lyder det som en vanvittig tanke at bringe ind i en dansk valgkamp, at vi står over for en atomkrig. Kan du følge mig?

»Lederskab er at forholde sig til virkeligheden. Man skal have visioner og drømme, men man er også tvunget til at se på virkeligheden, som den er. I al dens gru. Med et worst case scenario. Derudfra finder man så ud af, hvordan håndterer vi den værst tænkelige situation. Og samtidig arbejder vi for, at det ikke er der, vi havner, og vi sørger for, at vi i stedet bevæger os i en langt lysere retning. Faren er ikke blot, at nogen med fuldt overlæg vil have atomkrig. Faren er der også, hvis der er manglende tillid, hvis man ikke kommunikerer med hinanden, hvis man ikke stoler på hinanden, for så kan man få en krig, der startes ved et uheld«.

Inspireret af tysk filosof og digter

Tom Gillesbergs politiske interesse blev vækket i 1980’erne som stor teenager i USA, da han mødte nogle mennesker, der samarbejdede med den kontroversielle amerikanske politiker Lyndon Larouche, der er blevet beskyldt for at være alt fra konspirationsteoretiker til leder af en bevægelse, der minder om en kult. Gennem en generation har Larouche stået i spidsen for et tankesæt, der vil gøre op med den monetære verdensorden og skabe et samfund, hvor kreative kræfter slippes fri inspireret af renæssancens dyder. Gillesberg taler med begejstring om »statsmanden« Larouche:

»Så begyndte jeg at undersøge tingene, og der var meget, som åbnede sig for mig. Klassisk musik, som jeg ikke kendte til. Videnskab på en lang række områder«.

Tom Gillesberg styrer sin valgkamp fra en kælder på Fredriksberg. Foto: Peter Hove Olesen

Han droppede derfor ud af sit studenterkursus og blev »politisk aktiv«. Han har ernæret sig i mange forskellige brancher og vil hellere fokusere på det, han lever for, end det, han lever af. Men vi får at vide, at lige nu tjener han nok penge til sig selv, familien og valgkampen ved at sælge småt udstyr, der bruges til at producere implantater. Meget praktisk ligger salgskontoret i samme bygning. I 1984 grundlagde han Schiller Instituttets Venner, der har taget navn efter den tyske filosof og digter Friedrich Schiller, og som er tæt knyttet til Larouche-bevægelsen og dens »reservoir af akkumuleret viden og opdagelser om historie, økonomi og klassisk musik«, som Gillesberg forklarer det. Instituttet har tre andre kandidater til Folketinget ud over Gillesberg.

Under valgkampen i 2007 blev der lagt mærke til Tom Gillesbergs valgplakater. Det var første gang, at han stillede op til et valg til Folketinget og budskabet om et magnettog over Kattegat efter finanskrakket bed sig fat i folks bevidsthed, fordi det var så anderledes end de sædvanlige plakater. Dog uden at det fik vælgerne til i stor stil at stemme ham ind. Men hvad er så idéen med bro og tog?

»Vores finansverden er indrettet til at tjene penge på penge. På finansiel spekulation. Den skaber ingen faktiske værdier, men stjæler værdier fra samfundet. Hvis man derimod bygger et magnettog over Kattegat, så skaber du faktisk fysiske værdier. Du gør det meget lettere, hurtigere og billigere at rejse internt i Danmark. Både for personer og gods. Du kan komme til Århus på en halv time. Det øger produktiviteten i økonomien. Du vil også have en langt større udveksling mellem de to byer, og det vil skabe øget værdi i det danske samfund«, siger Tom Gillesberg.

Han tilføjer, at hvor reaktionen i Vesten på finanskrisen var at »pumpe en masse penge ud i finansverdenen«, så gik Kina en anden vej og etablerede en række højhastighedsjernbaner, der forbandt landet på kryds og tværs og satte gang i økonomien. Det samme vil ske med en bro over Kattegat og et magnettog, mener Tom Gillesberg. Men indtil videre er der altså ingen opbakning til hans 100 milliarder kroner dyre projekt, og der er da heller ingen tegning af et magnettog på dette års valgplakat. Ifølge Tom Gillesberg har den vestlige verden intet lært af finanskrisen, og derfor er en ny under opsejling. Det skyldes kort sagt, at der er blevet pumpet så mange penge ud i samfundet i et tempo, der skaber en ny økonomisk boble. Og der skal ikke meget til, før boblen brister.

Det kan ske allerede på fredag. Grundlovsdag.

»5. juni skal Grækenland betale næste afdrag på landets gæld til Den Internationale Valutafond. De har ikke pengene«, mener Tom Gillesberg.

Hvis Grækenland ikke betaler, fortsætter Gillesberg, så kan det være udløseren til, at hele eurosystemet kollapser, fordi finansverdenen er så internt forbundet, som den er. Så kan lande som Portugal, Spanien, Irland og Italien være de næste efter Grækenland, som går bankerot. Hvis altså ikke… For nu er vi fremme ved løsningen, som Tom Gillesberg har et bud på: Et langt tættere økonomisk samarbejde mellem USA og Europa på den ene side og Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika på den anden side skal forhindre »kollaps og krig« og i stedet skabe økonomisk fremgang overalt. Det er det, han kalder »win-win«.

»De fem BRIKS-lande og verdensdelene Asien, Afrika og Sydamerika rummer et stort potentiale for os. De fem landes økonomier er inden for ti år vokset med 400 procent, mens G7-landene og EU i samme periode kun er vokset med 40-60 procent. Det er et enormt marked, og vi står i en situation i Danmark og de fleste andre lande i Europa, hvor det er meget svært at se, hvordan vi skulle kunne øge vores afsætning til lande som Grækenland og Italien. Selv til Tyskland og Frankrig«, siger Tom Gillesberg.

Taburetten er ligegyldig

Det er altid svært at interviewe folk, der har set lyset. Tom Gillesberg kan tale i dagevis om BRIKS, den økonomiske situation, verdens uorden og atomkrig, og somme tider er det, som om spørgsmål egentlig blot forstyrrer hans tankerækker. Han virker optændt. Det går hurtigt, det kan være svært at følge med, og det stirrende blik giver et indtryk af en mand med en overbevisning så sikker, at den ikke kan lade sig rokke. Det kan virke naivt grænsende til en form for storhedsvanvid, at én mand i et kontor på Frederiksberg skulle kunne gøre en forskel, der kan påvirke den økonomiske udvikling i en verden med syv milliarder indbyggere. Især med tanke på de 123 stemmer ved sidste valg. Der er lang vej til taletid i Folketingssalen.

På den anden side er det måske værd at lytte til en mand, der forudså finanskrisen.

Lad os være ærlige: Du kommer ikke i Folketinget.

»Det, som bekymrer mig lige nu …«

Du kommer ikke ind?

»… det er, hvordan skifter jeg – ikke hvordan jeg erobrer en taburet for mig selv, for det er en del af et større projekt – men hvordan skifter jeg vores paradigme her i Danmark? Hvordan sørger jeg for, at vi i stedet for at være en puddelhund, der går med i en udsigtsløs konfrontation med Rusland og Kina, som kan føre til atomkrig, at vi så bliver en integreret del af det her samarbejde, en win-win med BRIKS-landene?«, siger Tom Gillesberg.

Publiceret 3. juni 2015

Major Interview with Danish Candidate Tom Gillesberg in
{Politiken}

COPENHAGEN, June 3, 2015 (EIRNS) — Today, {Politiken}, one of
Denmark’s three leading newspapers, published a lengthy interview
with Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in
Denmark, and independent candidate for parliament in Copenhagen,
in its online issue. “He Is Running a Campaign Based on the
Danger of Nuclear War,” reads the title. The article may come out
in the printed edition tomorrow (See
http://politiken.dk/magasinet/
interview/ECE2697385/han-gaar-til-valg-paa-faren-for-atomkrig/)
The kicker reads: “During the 2007 election, Tom Gillesberg
predicted the financial crash. And, as is known, he was right.
Now he is warning that things can go terribly wrong, if we don’t
cooperate with Russia and China. We present one of the election’s
most sure losers.”
With ironic twists throughout, the article underlines how
few votes Gillesberg got in the previous elections, but that he
is not worried about that, as long as his policy were adopted. At
the same time it goes into depth about the dangers of financial
crash and nuclear war, and Gillesberg and LaRouche’s solutions,
including cooperating with the BRICS countries, Glass-Steagall
bank separation, and building big infrastructure projects, like
the Danish maglev across the Kattegat to link the two major
cities, Copenhagen and Aarhus.
A summary follows:
“He wants people to open their eyes and see what he sees.
That’s what it was like during the 2007 election, where, with his
poster ‘After the Financial Crash: Maglev Across the Kattegat,’
he actually predicted that the bubble would burst. Six months
later, Lehman Brothers went bankrupt, triggering the
international financial crisis. Four years later, his message was
‘Glass-Steagall — or Chaos.’ Many remember the poster, but few
knew what it meant.” There follows a description of
Glass-Steagall, and how much openness there is now for measures
that would rein in the banks and financial institutions.
“Danger of nuclear war”
Then moving to the current election, {Politiken} writes:
“‘We are heading towards a new and destructive collapse of the
trans-Atlantic financial system, and the West is following a
confrontation course with Russia and China, which, in the worst
case, could trigger a nuclear war.’ While this may sound like the
Apocalypse, the solution is apparent, and is on the poster, with
the slogan ‘Win-Win with BRICS: Not Collapse and War.'”
Gillesberg explained that many retired intelligence officers
from the United States, Great Britain, Russia, and other major
countries are worried about the “‘insecurity and lack of
confidence between, on the one side, the U.S., and on the other,
China and Russia, which can lead to both sides preparing
themselves for the situation where a nuclear attack can happen.'”
Gillesberg then described the hair-trigger “launch on warning”
policy.
“Crazy or a genius? Or something in-between? One cannot
say,” but it’s a far cry from the rest of the Danish election
campaign, says {Politiken}, going on to quote Gillesberg,
“Leadership is relating to reality. You have to have visions and
dreams, but you are also forced to look at reality, as it is. In
all its horror. A worst case scenario. Then you find out how to
handle the worst possible situation. And, at the same time, work
to help make sure that we don’t end up there, and ensure that we,
instead, move in a lot better direction.” The danger is not only
that some consciously want nuclear war, he explains, but that
“‘if we don’t communicate with each other, if we don’t trust each
other, we can get a war that starts by accident.”
Then there is a section about how Gillesberg’s became
politically active when he met people who worked with, in the
daily’s description, “the controversial American politician
Lyndon LaRouche, who has been accused of being everything from
being a conspiracy theorist, to a leader of a movement
reminiscent of a cult. Throughout a generation, LaRouche has
represented ideas which will put an end to the monetary world
order, and create a society where creative powers are unleashed,
freely inspired by the virtues of the Renaissance. Gillesberg
enthusiastically speaks of ‘statesman’ LaRouche. ‘Then I began to
investigate things, and there was a lot which opened up for me.
Classical music, which I didn’t know about. Science, in many
fields.'” The article then references Friedrich Schiller, and the
LaRouches’ founding of the Schiller Institute, and its “reservoir
of accumulated knowledge and discoveries in history, economy and
Classical music,” Gillesberg said.
{Politiken} proceeds to discuss the difference between
financial speculation and physical economy, such as the benefits
of a maglev across the Kattegat. Gillesberg describes how the
Greek debt crisis could trigger the new financial crash, and
counterposes to that the concept of win-win cooperation with the
BRICS countries. They “are a great potential for us. The five
economies have grown by 400% during the past 10 years,” he said.
“They are an enormous market.”
The interview ends by saying that Tom Gillesberg gives the
impression of being a man with convictions that are so strong,
that he can’t be shaken: “It can seem naïve, tending toward
megalomania, that one man in a basement office in Frederiksberg
can make a difference, which can affect the economic development
in a world with 7 billion people. Especially thinking about the
123 votes he got in the last election. It’s a long way to
speaking on the floor in the Parliament.
“On the other hand, maybe it’s worth listening to a man who
predicted the financial crisis.
“‘What worries me is how I shift — not if I win a seat for
myself, because it is part of a bigger project — by how I shift
our paradigm here in Denmark? How do I ensure that, instead of
being a marionette, going along with a meaningless confrontation
with Russia and China, which can lead to nuclear war, that we
become an integrated part of this win-win cooperation with the
BRICS countries?’ Tom Gillesberg said.”

maj 31 2015

Deadline på DR2 fremhæver Tom Gillesbergs valgplakat, den 30. maj 2015

Se indslaget som kom sidst på Deadlines 22.30 program.

English translation:

Danish National News Features Gillesberg’s `Win-Win’ World
Land-Bridge Election Poster

COPENHAGEN, May 31 (EIRNS)–Last night, Danish DR2 national TV
main news discussion program Deadline closed its broadcast

by featuring Danish Schiller Institute
Chairman Tom Gillesberg’s election poster. The host introduced
the poster by referring to its headline, “Win-Win with BRICS: Not
Collapse and War,” and saying it was colorful and had “winding
lines” (i.e., the World Land-Bridge routes), all the while with a
full screen display of the poster, followed by a voice-over with
Gillesberg explaining:
“I am running to try to get Denmark, the rest of Europe, and
the U.S. to establish win-win cooperation with the BRICS
countries, Brazil, Russia, India, China and South Africa, for
economic development. We are facing a collapse that is worse than
2007-08, which could already be triggered on June 5 by Greece
[the deadline for Greece’s IMF payment]. I warned about it at
that time, and I was right, and now it is even worse. We can no
longer sacrifice the population’s welfare for the financial
world’s speculative orgy. We cannot accept confrontation with
Russia and China which could lead to nuclear war. Instead, we
need a win-win policy for development. That has to be discussed.
That’s why I have it on the poster.
“The lines on the world map are infrastructure corridors.
China is already building some of them in connection with the
policy they call the New Silk Road. If Europe and Asia and other
parts of the world are connected through them, we would have
economic development, which is a win-win policy for all. This has
to be put on the agenda. If I am not elected, this has to be
discussed as soon as possible, otherwise, we have no future.”
The host then concluded the broadcast, “Now illuminated, and
maybe inspired, we thank you for watching tonight.”
Altogether there are four Friends of the Schiller Institute
members running as independents for Parliament, each using the
same poster, but with their photo portraits.

maj 29 2015

Jyllands-posten: Ahva? Se valgkampens mest overraskende valgplakater, den 28. maj 2015

maj 29 2015

TV2 News’ hjemmeside: Ekspertens top fem over valgplakater, den 28. maj 2015

nov 19 2013

Tom Gillesberg på Deadline aftenen før valget den 18. november

Klik her for programmet med Tom Gillesberg af Schiller Instituttets Venner!

http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-442#!/18:03

Afskrift:

Tom Gillesberg deltog mandag den 18. november 2013, aftenen inden kommunalvalget, sammen med to andre kandidater, der stiller op ved kommunalvalget i København for lister, der ikke er repræsenteret i borgerpræsentationen i Deadlines nyhedsudsendelse kl. 22:30. Her er de spørgsmål som Deadlines studievært, Adam Holm, rettede til Tom Gillesberg og Gillesbergs svar:

AH: Så lad os gå til Schiller Instituttets Venner. Når man går ind på jeres hjemmeside, så står der, at I arbejder for ”en ny retfærdig økonomisk verdensorden”. Og der er jo på det globale plan. Men hvad kan borgerne i København bruge det til?

TG: De fleste i København har jo set mine valgplakater, hvor der står: ”Glass/Steagall-bankopdeling – ikke EU-fascisme.” En ret dramatisk udtalelse.

AH: Ret komplicerede tekster.

TG: Bankunionen vil tage dine penge og dit liv! Det er ligesom essensen. Vi står over for et nyt finanskrak, der er større, end det der var i 2008. I EU forbereder man allerede bail-out og bail-in, altså både hjælpepakker fra det offentlige men den her gang også Cypern-modellen: at man skal tillade bankerne at gå ind og tage en del af bankkundernes penge for at redde finanssystemet. Når man gør det, så mangler der noget i den anden ende. Så betyder det så at Danmark, hvis vi går med i bankunionen, hvis vi går med i det her, så vil de 100 mia. kr. man måske skal give, for at redde de her banker, de skal tages i form af nedskæringer i alt andet.

AH: Og det er jo, kan man roligt sige, for vi har jo også set dine valgplakater – du har jo også været i studiet her tidligere, da du var kandidat til Folketinget uden for liste – det er jo ikke af de allernemmeste og de mest skræddersyede temaer for at slå igennem med, når folk bare gerne vil have lidt mere plads på cykelstierne og en smule mere velfærd i brødposen.

TG: Det er rigtigt, og der er også der, hvor der skal ske et skifte, for jeg advarede jo i 2005, 2007 om finanskrakket som ville komme. Og det kom. Jeg havde ret. Og det, der nu er det afgørende, hvis ikke folk begynder at tage det her alvorligt, og gøre noget i tide, så bliver de pludselig ofret. Så sidder man inde i f.eks. København og skal beslutte: Hvor skal vi nu skære ned, hvem skal nu ofres. Hvad enten det så er i dagpleje eller hvad det måtte være, og det betyder, at der er nogle, der vil miste deres liv, fordi de ikke får den sundhedsbehandling osv. de har behov for.

AH: Gillesberg, de synspunkter du redegjorde for før, som jo som sagt er komplekse, og ikke nødvendigvis lige lader sig kommunikere, hvorfor har du ikke søgt ind? I stedet for at være en del af Schiller Instituttets Venner, som jo dybest set er en tænketank, hvorfor har du ikke søgt ind i et etableret parti? Og på den vej, gennem den organisatoriske praksis der er og den næve ligesom trænge ud til medierne med synspunkterne på den måde?

TG: Fordi du ikke kan komme med reel politik der. Det hele er opgjort på forhånd. Der er nogle ydre rammer, der bestemmes, hvor finansverdenen netop nu har EU som en lakaj. Så siger man: ”Sådan og sådan og sådan skal det være. De penge har vi brug for til at redde os selv.” Så kører det så ned gennem systemet. Så beslutter de danske politikere, hvordan vi så skal skaffe det. De virkeligt vigtige spørgsmål, de afgørende spørgsmål, de er aldrig til debat. Det besluttes i en sen nattetime nede i Bruxelles. Der kan man i

løbet af to timer flytte teltpælene længere, end man kunne i løbet af 20 år, fordi man siger, at hvis ikke vi gør det her, så bryder finanssystemet sammen.

AH: Det lyder jo forjættende enkelt. Det du siger, er dybest set?

TG: Glass/Steagall-bankopdeling. Du er tvunget til at skelne mellem normal bankaktivitet og finansiel spekulation. Og gennem at man ikke gør det, så kommer vi alle sammen til at blive ofret for at redde spekulationen. Det var det, der skete i 2008, og det kan godt være, at vi her i Danmark føler at vi sidder lidt mere på den grønne gren. Det er ikke græske tilstande, men det kan det blive, hvis ikke vi sætter stop for denne proces. Der har jeg så valgt at gøre mig til et talerør for. Jeg siger: ”Jeg er villig til at stille op. Jeg snakker virkelig politik”. Så er det københavnernes opgave at sige: ”Jeg stemmer på liste T for jeg vil gribe ind i tingene”.

AH: [Spurgte før om det er blevet sværere at komme igennem i medierne].

TG: Til det du sagde før. Får man mere plads, eller mindre plads netop nu? Nej, sådan har det været længe. Man har en konsensus om, hvad der er på den politiske dagsorden. Det skal være spørgsmål, som ikke har den store betydning. Det skal være de små spørgsmål. Og de store rammer bliver så sat. Og medierne? Da jeg i 2007 sagde, ”Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat”, så sagde medierne: ”Hvad er det for en tosse, der snakker om finanskrak? Det går da fantastisk godt. Hvad er det for noget? Og så nedgør man dem, som kommer med de egentlige ideer, og det er essensen af det, for man vil ikke have en virkelig diskussion. Man vil have, at folk kan beslutte: Skal vi have rød, blå eller gul leverpostej. Men de egentlige beslutninger er taget på forhånd. Det er derfor jeg stiller op. Der er for at give københavnerne en mulighed for at lave om på det her ”.

AH: Forventer I [henvendt til alle 3 kandidater] at blive valgt ind i borgerrepræsentationen i morgen?

TG: Jeg vil sige, at københavnerne har en chance for at smide en politisk atombombe ind i debatten. Så gør det. Tag den chance. Skab historie i stedet for bare at sidde på sidelinjen og se det hele passere forbi.

nov 15 2013

Radio i farver / Universitetsradio interview med Tom Gillesberg

Kommunalvalg i Farver 15.nov.2013 – del 4, Schillerinstituts Venner, Tom Gillesberg, farvel by Radioifarver on Mixcloud

I sidste del af Kommunalvalg i Farver taler vi med Tom Gillesberg, som stiller op til kommunalvalget med partiet Schillerinstituts Venner. Det er et parti, der har en mening om mange ting, fra magnettoge til bankopdeling og kammetonen. Et meget interessant parti og en meget interessant mand.

http://www.mixcloud.com/RadioiFarver/kommunalvalg-i-farver-15nov2013-del-4-schillerinstituts-venner-tom-gillesberg-farvel/