Kandidaterne for Schiller Instituttets Venner i København og Aarhus

København

Tom Gillesberg

formand for Schiller Instituttet, adm. direktør, 49 år

 Når man får indsigt i, hvorledes samfundet er på afveje, så mener jeg, at man har en moralsk pligt til at handle. I stedet for at vente på, at de andre tager initiativ til at stoppe de ulykker, der er på vej til at ramme os, må man som samfundsborger tage sit ansvar.  Man må finde ud af, hvordan vi kan løse krisen, og sprede denne viden så langt og så vidt som muligt. Vil folk lytte  i tide? Hvis ikke det var sket med jævne mellemrum, ville menneskeheden være uddød for lang tid siden.

Michelle Rasmussen

Schiller Institut-aktivist,  59 år, fra USA

“Aldrig mere” var ikke bare et slogan, men noget, der forpligtede,  da jeg voksede op i den første efterkrigsgeneration i en jødisk familie – aldrig at tillade en ny form for nazisme eller fascisme, når det næste økonomiske kollaps skete. Dette, samt mit ønske om social og økonomisk retfærdighed for de fattigste i USA og hele verden, blev fundamentet for mit politiske engagement. Derfor valgte jeg for 40 år siden at blive aktivist i Lyndon LaRouches bevægelse, som Schiller Instituttet repræsenterer, ikke mindst pga. bevægelsens positive renæssancemenneskesyn, der afspejles i klassisk kultur; at vi alle har skabende, erkendelsesmæssige evner i os, som kan udvikles til gavn for vores samfund.

Feride Istogu Gillesberg

Schiller Institut-aktivist, 40 år, fra Kosova

 Så længe vores økonomiske politik styres af bankers og finansfolks grådighed, vil det økonomiske og finansielle sammenbrud, vi har set indtil nu, kun blive værre. Vi skal derfor tøjle finanssystemet til fordel for det almene vel. Penge til spekulanterne har der indtil nu været nok af, men nu skal de i stedet plantes i samfundets jord og bære frugt til gavn for os alle. Vores reelle rigdom måles i borgernes evne til at gøre godt i det store og i det små. Det er det, vi kæmper for.

 

Hans Frederik Ross Nielsen

Schiller Institut-aktivist, studerende, 29 år

 Vi lever alle på lånt tid. Om et sekund er vores legeme jord. Eksistensspørgsmålet for mennesket bliver dermed straks: Hvad efterlod vi til eftertiden? Hvilket bidrag fra os vil menneskeheden nyde godt af i al fremtid? I hver generation før vores har en relativt lille gruppe mennesker drevet en proces, der har øget menneskehedens indsigt om os selv og om det univers vi lever i, og dermed øget vores magt til at gøre godt for fremtidige generationer. Når jeg engagerer mig i politik, er det fordi jeg ønsker at gøre mit til at fortsætte denne proces, som lederne af det nuværende paradigme gør alt for helt at ødelægge. Hvem skal kæmpe for de endnu ufødtes liv, hvis ikke vi?

Anne Nielsen

Schiller Institut-aktivist, sosuhjælper, 60 år

Hold fanen højt for menneskelivets værd! Ude i Europa sniger forarmelsen og nøden sig ind, fordi landene dér også tvinges til at skære ned for at betale bankernes spillegæld.  Tror du ikke på, at vi også i Danmark kunne vågne op til økonomisk og moralsk bankerot? Det kan koste dyrt at lukke øjnene for virkeligheden, og det er en forfærdelig afsporing, som hele det globaliserede banksystem er kommet ud i – og det første sted, vi skal sætte ind. Vi kan gribe ind og forhindre katastrofer som fattigdom, fascisme og krig. Vi har løsningen. Den er gennemprøvet, og historien har bevist, at den virker. Vi skal investere i fremtiden med mennesket i centrum!

Aarhus

Janus Kramer Møller

Schiller Institut-aktivist, grafisk designer, 38 år

Jeg blev politisk aktiv under den 2. Intifada i 2002, da uhyrlighederne mod mit palæstinensiske folk blev for meget at bære. Men det er en global uretfærdighed jeg har kæmpet mod siden, da det britiske imperiums internationale finansoligarki undertrykker og dræber folk i hele verden. Jeg vil ikke se til mens millioner forgår, så en lille eksklusiv elite kan leve på alle andres bekostning. Jeg ønsker at vores efterkommere skal arve en verden for alle uanset herkomst, religion, hudfarve mm. At alle skal kunne skabe en god fremtid for dem selv og deres efterkommere og skal kunne deltage i en kulturel renæssance. Aldrig mere må solen stå op over et undertrykt og forarmet folk, som lever og dørs i meningsløshed.

Hans Schultz

Schiller Institut-aktivist, ingeniør, 41 år

Modsat den anti-videnskabelige/anti-humanistiske bevægelse, med rod i Isaac Newton og Charles Darwin, har menneskeheden den vigtigste rolle at spille i dette univers. Nemlig at være medskaber. Vi må bygge vores samfund på de højere principper, som Leibniz tænkte det – udtrykt i Den amerikanske Forfatning; liv, frihed og søgen efter ophøjet lykke. Dermed de højeste etiske og moralske principper; at uret begået imod én er uret begået imod alle. At alle er født lige; at hvert individs talent skal udvikles til sit fulde potentiale. At fremtidige generationers vilkår og evner skal overgå vores. Denne kamp føres af Lyndon LaRouche i USA og Schiller Instituttet i Danmark, og derfor stiller jeg op.

Fra Schiller Instituttets kampagneavis 16