nov 19 2013

Afskrift:

Tom Gillesberg deltog mandag den 18. november 2013, aftenen inden kommunalvalget, sammen med to andre kandidater, der stiller op ved kommunalvalget i København for lister, der ikke er repræsenteret i borgerpræsentationen i Deadlines nyhedsudsendelse kl. 22:30. Her er de spørgsmål som Deadlines studievært, Adam Holm, rettede til Tom Gillesberg og Gillesbergs svar:

AH: Så lad os gå til Schiller Instituttets Venner. Når man går ind på jeres hjemmeside, så står der, at I arbejder for ”en ny retfærdig økonomisk verdensorden”. Og der er jo på det globale plan. Men hvad kan borgerne i København bruge det til?

TG: De fleste i København har jo set mine valgplakater, hvor der står: ”Glass/Steagall-bankopdeling – ikke EU-fascisme.” En ret dramatisk udtalelse.

AH: Ret komplicerede tekster.

TG: Bankunionen vil tage dine penge og dit liv! Det er ligesom essensen. Vi står over for et nyt finanskrak, der er større, end det der var i 2008. I EU forbereder man allerede bail-out og bail-in, altså både hjælpepakker fra det offentlige men den her gang også Cypern-modellen: at man skal tillade bankerne at gå ind og tage en del af bankkundernes penge for at redde finanssystemet. Når man gør det, så mangler der noget i den anden ende. Så betyder det så at Danmark, hvis vi går med i bankunionen, hvis vi går med i det her, så vil de 100 mia. kr. man måske skal give, for at redde de her banker, de skal tages i form af nedskæringer i alt andet.

AH: Og det er jo, kan man roligt sige, for vi har jo også set dine valgplakater – du har jo også været i studiet her tidligere, da du var kandidat til Folketinget uden for liste – det er jo ikke af de allernemmeste og de mest skræddersyede temaer for at slå igennem med, når folk bare gerne vil have lidt mere plads på cykelstierne og en smule mere velfærd i brødposen.

TG: Det er rigtigt, og der er også der, hvor der skal ske et skifte, for jeg advarede jo i 2005, 2007 om finanskrakket som ville komme. Og det kom. Jeg havde ret. Og det, der nu er det afgørende, hvis ikke folk begynder at tage det her alvorligt, og gøre noget i tide, så bliver de pludselig ofret. Så sidder man inde i f.eks. København og skal beslutte: Hvor skal vi nu skære ned, hvem skal nu ofres. Hvad enten det så er i dagpleje eller hvad det måtte være, og det betyder, at der er nogle, der vil miste deres liv, fordi de ikke får den sundhedsbehandling osv. de har behov for.

AH: Gillesberg, de synspunkter du redegjorde for før, som jo som sagt er komplekse, og ikke nødvendigvis lige lader sig kommunikere, hvorfor har du ikke søgt ind? I stedet for at være en del af Schiller Instituttets Venner, som jo dybest set er en tænketank, hvorfor har du ikke søgt ind i et etableret parti? Og på den vej, gennem den organisatoriske praksis der er og den næve ligesom trænge ud til medierne med synspunkterne på den måde?

TG: Fordi du ikke kan komme med reel politik der. Det hele er opgjort på forhånd. Der er nogle ydre rammer, der bestemmes, hvor finansverdenen netop nu har EU som en lakaj. Så siger man: ”Sådan og sådan og sådan skal det være. De penge har vi brug for til at redde os selv.” Så kører det så ned gennem systemet. Så beslutter de danske politikere, hvordan vi så skal skaffe det. De virkeligt vigtige spørgsmål, de afgørende spørgsmål, de er aldrig til debat. Det besluttes i en sen nattetime nede i Bruxelles. Der kan man i

løbet af to timer flytte teltpælene længere, end man kunne i løbet af 20 år, fordi man siger, at hvis ikke vi gør det her, så bryder finanssystemet sammen.

AH: Det lyder jo forjættende enkelt. Det du siger, er dybest set?

TG: Glass/Steagall-bankopdeling. Du er tvunget til at skelne mellem normal bankaktivitet og finansiel spekulation. Og gennem at man ikke gør det, så kommer vi alle sammen til at blive ofret for at redde spekulationen. Det var det, der skete i 2008, og det kan godt være, at vi her i Danmark føler at vi sidder lidt mere på den grønne gren. Det er ikke græske tilstande, men det kan det blive, hvis ikke vi sætter stop for denne proces. Der har jeg så valgt at gøre mig til et talerør for. Jeg siger: ”Jeg er villig til at stille op. Jeg snakker virkelig politik”. Så er det københavnernes opgave at sige: ”Jeg stemmer på liste T for jeg vil gribe ind i tingene”.

AH: [Spurgte før om det er blevet sværere at komme igennem i medierne].

TG: Til det du sagde før. Får man mere plads, eller mindre plads netop nu? Nej, sådan har det været længe. Man har en konsensus om, hvad der er på den politiske dagsorden. Det skal være spørgsmål, som ikke har den store betydning. Det skal være de små spørgsmål. Og de store rammer bliver så sat. Og medierne? Da jeg i 2007 sagde, ”Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat”, så sagde medierne: ”Hvad er det for en tosse, der snakker om finanskrak? Det går da fantastisk godt. Hvad er det for noget? Og så nedgør man dem, som kommer med de egentlige ideer, og det er essensen af det, for man vil ikke have en virkelig diskussion. Man vil have, at folk kan beslutte: Skal vi have rød, blå eller gul leverpostej. Men de egentlige beslutninger er taget på forhånd. Det er derfor jeg stiller op. Der er for at give københavnerne en mulighed for at lave om på det her ”.

AH: Forventer I [henvendt til alle 3 kandidater] at blive valgt ind i borgerrepræsentationen i morgen?

TG: Jeg vil sige, at københavnerne har en chance for at smide en politisk atombombe ind i debatten. Så gør det. Tag den chance. Skab historie i stedet for bare at sidde på sidelinjen og se det hele passere forbi.