Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche støtter kandidater fra Schiller Instituttets Venner
Dette er en oversættelse fra engelsk af interviewet som findes her.
SI, 20. november 2013 – SIVE-kandidat Michelle Rasmussen interviewede Helga Zepp-LaRouche, stifter og international præsident for Schiller Instituttet, den 13. november 2013.
Michelle Rasmussen: Mange tak, fr. LaRouche, for at sige ja til dette interview – du er stifter og præsident for Schiller Instituttet, leder af Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo) i Tyskland og hustru til Lyndon LaRouche, og vi er meget glade for, at du er med os på linjen fra USA i dag.
Helga Zepp-LaRouche: Ja, god dag.
MR: Vi har en kandidatliste fra Schiller Instituttets Venner, der opstiller til kommunalvalget i København og Aarhus, med Tom Gillesberg som vores spidskandidat i København, og vores provokerende slogans på vores helt egen, og meget berømte, valgplakat er: »Glass-Steagall – ikke EU-fascisme – bankunionen vil tage dine penge og dit liv«, så jeg vil gerne først bede dig om at give din støtte til vores kandidater og dernæst spørge dig om, hvordan du ser på verdenssituationen her kort før valget?
HZL: Ja, jeg støtter kraftigt og helhjertet Toms kandidatur, for han har i årenes løb med stor fremsynethed bevist, at han altid har peget på den fremtidige udvikling, og hvor valgplakaterne måske har chokeret og overrasket folk i de forskellige valgkampagner, så har folk kort tid efter erkendt, at han var den enestående politiker, der havde advaret imod farerne og altid havde vist, hvad det politiske alternativ til den nuværende tendens var, og hvad der rent faktisk udgjorde en løsning og en udvej, så Tom har min helhjertede støtte.
Jeg vil gerne sige, at vi lige nu befinder os i en så prekær strategisk verdenssituation, at vi behøver et fundamentalt paradigmeskift inden for stort set alle områder, for der er en mangfoldighed af farer. En af farerne, som de fleste mennesker ikke er klar over, men som i allerhøjeste grad er til stede, er faren for, at den strategiske situation skal forværres til at blive en potentielt global, termonuklear krig. Jeg ved, at de almindelige medier ikke taler om dette, men jeg kan blot sige, at det kinesiske PLA’s respons på USA’s politik med air-sea-krigsførelse, som de har offentliggjort i alle kinesiske aviser sidste mandag …
MR: Folkets Befrielseshær?
HZL: Ja, at Kina grundlæggende set er forberedt til en gengældelsesreaktion i tilfælde af, at dette koncept med air-sea-krigsførelse er i færd med at ødelægge Kinas forsvar. Dette er meget skræmmende, for dette er netop, hvad mange institutioner i USA advarer imod, at konceptet med air-sea-krigsførelse i Stillehavet er en provokation over for Kina og kan føre til en hastig forværring og endda krig. Hvis dette kombineres med den kendsgerning, at BBC netop for et par dage siden rapporterede, at Saudi-Arabien faktisk ejer atomvåben, som de har finansieret i Pakistan, og at de kan kræve at få dem i løbet af en dags tid, hvilket er en åbenlys trussel; hvad angår spørgsmålet om ikke-spredning er dette en vittighed, fordi Iran – selv hvis Iran satsede på atomvåben, hvilket de ikke har til hensigt at gøre, jeg mener, P5+1-forhandlingerne i Geneve er ganske succesrige og lovende – men skulle Iran beslutte at anskaffe sig og udvikle atomvåben, så ville det tage dem mindst et år, men det, at Saudi Arabien faktisk har atomvåben i Pakistan betyder, at de kunne have dem i løbet af en dag.
Der har stort ikke været nogen kommentarer til dette, men jeg mener, at det virkelig viser, hvor ekstremt farlig situationen er, for man må kombinere denne kinesiske udvikling med det, jeg lige har fortalt om Pakistan og Saudi Arabien som en del af en meget farlig verdenssituation. Dette betyder, at hvis sådanne atomvåben bliver taget i anvendelse, står vi virkelig over for civilisationens mulige udslettelse. Det er ikke sandt, at den Gensidige Ødelæggelsesdoktrin (MAD) ikke længere gælder, som nogle artikler for nylig har påstået, men vi står over for en krise, der er langt farligere end krisen med mellemdistancemissilerne i begyndelsen af 1980’erne.
De er den ene ting. Den anden ting er, at der ikke kan være nogen tvivl om, at det, som det internationale finansoligarki har til hensigt at gøre med finanskrisen, er at respondere på samme måde, som man gjorde i 30’erne, det vil sige med fascisme. Hvis man ser på Trojkaens[EU, Den europæiske Centralbank (ECB), og Den internationale Valutafond (IMF)] samlede politik i Sydeuropa, i Grækenland, på Cypern, i Spanien, i Portugal og den form for forfærdelige nedskæringspolitik, der netop nu gennemtvinges i USA i dag, hvor man skærer totalt ned på sundhedssystemet, den såkaldte Obamacare, som de fleste europæere endnu ikke har fået øjnene op for; Obamacare står for praktisk talt at beskære sundhedsvæsenet i en sådan grad, at det omgående vil reducere mange menneskers forventede levealder, for den vil fjerne op til 80 eller 90 % af hospitalerne i landdistrikterne – man skærer ned på sundhedspersonalet, læger og sygeplejersker, og det foregår netop nu.
Mange mennesker vil ikke have adgang til at modtage lægebehandling, og amerikanske embedsmænd i den offentlige forvaltning, som ved, hvad de taler om, advarer om, at hvis den aktuelle politik gennemføres, så vil der om et halvt år simpelt hen ikke være en infrastruktur inden for sundhedsområdet, som fortjener denne betegnelse.
Hvis man så ser på den kendsgerning, at 47 mio. amerikanere i øjeblikket er afhængige af madkuponer – jeg ved ikke, hvilket tal 47 mio. mennesker ville svare til i forhold til den danske befolkning, men [i USA] skærer de for 5 mia. dollars ned på madkuponer om året, og det betyder, at ud af hver måned vil folk mangle madkuponer til en uge. Dette vil slå igennem første gang i næste uge, hvor der er Thanksgiving (Taksigelsesfest) i den sidste weekend i november, og folk, der kører maduddelingskøkkener og fødevarebanker, advarer om, at dette kunne føre til opstande, for hvis folk ikke har noget at spise – de bliver desperate og gør alle mulige ting –, så vi står over for en utrolig strategisk og finansiel krise.
Den gode nyhed er, at den amerikanske senator Elizabeth Warren [demokrat fra Massachusetts] i går holdt en meget vigtig tale under en senatshøring, hvor hun sagde, at den globale finanskrise netop nu er meget værre end i 2008, hvilket er absolut sandt, og hun påpegede, at too-big-to-fail-bankerne nu er 30 % større, end de var i 2008, og at de 4 største amerikanske banker nu kører mere end 50 % af alle bankoperationer. Det betyder selvfølgelig, at alle de problemer, som eksisterede i 2008 før Lehmann Brothers-sammenbruddet, nu er tilbage, og farerne for det globale finanssystem er derfor meget, meget større end selv dengang. Hun krævede derfor den omgående indførelse af Glass-Steagall, bankopdelingen i traditionen efter Roosevelt, og hun sagde, at der absolut var en chance for, at denne kamp kunne vindes. David kan vinde kampen mod Goliat, men vi må have slyngerne frem.
Dette er meget vigtigt, for denne kamp kan vindes, og folk må forstå, at der findes et alternativ på samme måde, som vores bevægelse har været med til at skabe et stort krav om Glass-Steagall i Italien. For eksempel vedtog Lombardiets Regionalråd enstemmigt en resolution for Glass-Steagall, der blev fremlagt for 10 dage siden. På tværs af alle partier besluttede de, at en Glass/Steagall-lov måtte indføres, og Lombardiet er den tredjestørste region i Italien. Vi har det tysk-franske borgmesterinitiativ, som stadig vokser, og folk i Italien tilslutter sig nu, så jeg mener, at der er håb, men jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg ikke sagde, at situationen er ekstremt farlig, og derfor er Toms kandidatur i Danmark meget, meget vigtig.
MR: Kan du sige noget mere om, hvordan Schiller Instituttet kan sige, at EU er i færd med at gennemføre fascisme, og hvad det har med bankunionen at gøre?
HZL: Jeg mener, at hvis man har et system, hvorigennem man omfordeler rigdom i store mængder fra den almene befolkning til spekulanterne, hvilket er, hvad bailout-politikken – bankredningspakkerne – har gjort gennem de seneste 5-6 år, for i virkeligheden var alle bankredningspakkerne blot en omformning af privat spillegæld til statsgæld, og når staterne så er blevet gældsplagede, vender de rundt og siger, at nu må vi have en gældsbremse, nu må vi have nedskæringer, og derfor må den almene befolkning, skatteborgerne, grundlæggende set betale for værdiløs spillegæld.
Spillegælden er selvfølgelig langt, langt større end det, man kan trække ud af statsbudgetterne gennem bankredningspakker, og derfor gør de nu tre ting: De ønsker, at politikken med bankpakker skal fortsætte; de ønsker, at politikken med pengetrykning skal fortsætte, hvilket i USA er den kvantitative lempelse, eller [i EU] er det Den europæiske Centralbank, der netop har sat renten ned fra latterlige 0,5 % til 0,25 %, næsten nul, hvilket de facto er pengetrykning; men de ønsker at kombinere disse to forholdsregler med den såkaldte bail-in, hvilket er den såkaldte Cypern-model, dvs. et kreditorhierarki, ifølge hvilket det er meningen, at folk, der har konti i banken, obligationsindehavere, skal have del i tabene gennem en »hårklipning«, som det skete på Cypern.
Dette er under forberedelse for hele USA og EU – selv Schäuble, der tav om dette under de nylige valg til forbundsdagen i Tyskland, sagde offentligt i et interview i sidste uge, at et sådant kreditorhierarki er under udarbejdelse, og i betragtning af, at den udestående gæld beløber sig til 1,4 billiarder [dollars] i derivatkontrakter, så selv i tilfælde af, at man skulle inddrive 700 billioner, så er dette meget mere, end man kunne opnå, og det ville derfor føre til et totalt sammenbrud af realøkonomien og levestandarden, præcis som vi så det på Cypern efter hårklipningen. Kombinationen af disse forholdsregler ville være ensbetydende med en lige så dramatisk nedskæring af levestandarden og den forventede levealder, som vi så i Grækenland og på Cypern, hvor gennemsnitslevealderen er reduceret på dramatisk vis – at dette slår folk ihjel, denne politik dræber folk, og det må blive forstået, og det er derfor, denne politik må forkastes.
I USA er der netop nu et meget vigtigt initiativ, hvor en læge, dr. Shelley, har offentliggjort en erklæring, hvori han refererer til et argument fra dr. Leo Alexander, som var den øverste lægelige rådgiver ved Domstolen i Nürnberg [efter 2.verdenskrig]. Her sagde dr. Alexander, at det var et skift i synet på menneskelivets værd, at man lige pludselig fik »unyttige spisere«, mennesker, hvis liv ikke er værd at opretholde; at det var dette skift i holdningen, der førte til Nazisternes eutanasi. Dr. Shelley siger, at denne Obamacare og disse nedskæringer udgør nøjagtig det samme skift.
Så en politik, der honorerer spillegæld og højrisikospekulation, hvilket er, hvad derivater og de kreative finansinstrumenter handler om, hvis man betaler for dette med menneskers liv, så er det fascisme, og det er Den europæiske Unions politik. Det er, hvad Trojkaen har gennemtrumfet i Sydeuropa, og det er derfor, den person, der er ansvarlig for FN’s menneskerettigheder, har anklaget Trojkaen for krænkelser af menneskerettigheder i Sydeuropa, og det er mildt sagt.
Vi befinder på randen af et sammenbrud af finanssystemet; det kan ske når som helst, og hvis vi ikke får Glass-Steagall, så vil disse fascistiske forholdsregler træde i kraft, og vi vil få en forfærdelig katastrofe at se i Europa. For hvis man gør mod hele Europa, hvad man har gjort mod Cypern – så tror jeg ikke, det vil forløbe fredeligt, jeg tror ikke, det vil være muligt, for hvis man slagter realøkonomien i lande som Italien, Tyskland, Frankrig, Danmark og andre lande, så forårsager man masseopstande og massedød.
MR: Du indledte din analyse af verdens tilstand med at tale om faren for krig. Hvilken forbindelse er der mellem faren for krig og finanssammenbruddet, også set i lyset af det, der skete i Europa i 1930’erne i modsætning til det, der skete i USA i 1930’erne under Roosevelt?
HZL: Jamen, forbindelsen er ganske enkel. Man må gøre sig imperietanken begribelig. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden mellem 1989 og 1991, var muligheden for at skabe en virkelige fredsorden til stede, fordi fjenden, den såkaldte kommunisme, ikke længere eksisterede. Og Schiller Instituttet fremkom med et virkeligt forslag om at skabe en sådan fredsordning, som var idéen om at forbinde de europæiske befolknings- og industricentre med de asiatiske via Den eurasiske Landbro og på denne måde få en økonomisk platform for, at den eurasiske landmasses lande kunne samarbejde fredeligt til fælles fordel for alle.
Denne politik gennemføres nu for en del efter 24 år af Kina, Rusland og andre deltagere som Sydkorea og Japan, men den blev ikke accepteret af EU eller USA i perioden umiddelbart efter det kommunistiske systems sammenbrud. Det skete, fordi de neo-konservative i USA omkring den gamle Bush-regering, Bush senior, indgik en alliance med Margaret Thatcher. I stedet for at benytte denne historiske chance, som Murens fald repræsenterede, besluttede de at satse på et anglo-amerikansk verdensimperium og sluttelig eliminere alle lande, der ikke ville falde til føje og underkaste sig dette verdensimperium, at eliminere disse landes regeringer gennem regimeskift. Det var baggrunden for politikken over for Irak, Libyen, og det er stadig den aktive politik mod Syrien, i Iran og sluttelig mod Rusland og Kina.
Samtidig begyndte den såkaldte globalisering at satse på ubegrænset afregulering af markederne. Eftersom Sovjetunionen og COMECON [‘Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand’, den fhv. østeuropæiske handelsorganisation] ikke længere eksisterede, var der ingen grund til at have restriktioner, og de besluttede at indføre globalisering og total afregulering, hvilket førte til det nuværende system med højrisikospekulation.
Hvis man forstår, at globalisering i virkeligheden er et andet ord for Anglo-amerikansk-hollandsk Imperium, dvs. et konglomerat af alle centralbanker, investeringsbanker, hedgefonde, forsikringsselskaber, private investeringsselskaber osv., at dette system er identisk med idéen om at skabe et verdensimperium. Dette finanssystem er nu på randen af sammenbrud. Det er ikke kun vort synspunkt, men folk som Bill Gross fra Pimco – Pimco er det største managementselskab for visse aktiver [mutual funds, investeringsforeninger] – han sagde for nylig, at han er bekymret for, at verdens finanssystem lige pludselig kunne forsvinde op i den blå luft, ligesom en supernova, når en stjerne dør i en proces, hvor en enorm mængde energi frigives på ganske kort tid, og så dør stjernen.
Aktiemarkedernes aktuelle hæmningsløse adfærd kan virkelig sammenlignes med sådan en supernovas sidste minutter. Der er naturligvis kræfter i finansoligarkiet, som grundlægende set ikke vil indse, at deres system er færdigt, og de vil hellere balancere på randen af krig med Rusland, med Kina, end de vil tillade, at deres system simpelt hen fordufter relativt fredeligt, sådan som det skete med Sovjetunionen. Så krigsfaren kommer umiddelbart fra denne imperietanke, den idé, at der er et finansoligarki, som er fast besluttet på at bevare deres system uanset hvad, selv med risiko for civilisationens eventuelle udslettelse.
Vor løsning er naturligvis, at vi absolut må gøre en ende på denne kasinoøkonomi og genindføre Glass-Steagall, ligesom Roosevelt gjorde i 30’erne, og i dag har vi nøjagtig det samme valg, som fandtes i 30’erne. I Europa besluttede vi ulykkeligvis at gå den fascistiske vej: Brüning, nedskæringer, Schacht, Hitler, Mussolini, Franco, Pétain i Frankrig, og ud af det fik vi Anden Verdenskrig. Faren er, at hvis vi gennemfører den samme politik som Brüning, Schacht, Hitler, korporatisme som Mussolini, så er der sandelig en fare for Tredje Verdenskrig, og Tredje Verdenskrig ville sandsynligvis blive den sidste verdenskrig, for hvis man anvender termonukleare våben, vil der ikke være nogen tilbage.
Alternativet er naturligvis det, som Franklin D. Roosevelt gjorde i USA, hvor han grundlæggende set drog konklusionerne af finanssystemets karakter ved at gøre en ende på kasinoøkonomien gennem Glass-Steagall, gennem at indføre Pecora-kommissionen til at undersøge, hvem der havde en kriminel adfærd under bankkrisen. Dernæst skabte han grundlæggende set et kreditsystem, som dengang var Reconstruction Finance Corporation, der udstedte kredit til realøkonomien, og på denne måde, gennem en kombination af New Deal og senere Bretton Woods-Systemet, lykkedes det Roosevelt ikke blot at føre den amerikanske økonomi ud af krisen, men også, gennem Bretton Woods-systemet, at skabe grundlaget for stabile forhold i det globale finanssystem i mindst to årtier frem.
Disse ting er bevist og gennemprøvet, og derfor repræsenterer Glass/Steagall-bevægelsen i USA en ægte forandring også for Europa, at de kan gå den vej og ikke falde ned i faren for fascisme.
MR: Kan du forklare mere om bevægelsen for Glass-Steagall i USA og også i steder som Schweiz og Belgien? Er det muligt faktisk at få en Glass/Steagall-bankopdeling og de andre punkter på vort trepunktsprogram, eller er det »en pie i Himlen« (utopi)?
HZL: Tja, hvis det er »en pie i Himlen«, så står vi med »en pie i Helvede«, for i øjeblikket er der ulykkeligvis kun to muligheder. Den ene er et styrt ned i en Mørk Tidsalder med fare for, at det skal forværres til krig, eller også reorganiserer vi systemet, som Roosevelt gjorde det.
Mange mennesker i Europa har faktisk ikke en god forståelse af, hvad Roosevelt opnåede, men den amerikanske befolknings fælles hukommelse, det er noget andet, for folk har en familiehukommelse eller en hukommelse i deres kultur, deres opdragelse, at Roosevelt virkelig endte den store depression i trediverne ved at gennemføre disse forholdsregler, og i betragtning af, at USA i øjeblikket befinder sig i en absolut forfærdelig sammenbrudskrise; jeg mener, folk var chokerede for et par uger siden over regeringens nedlukning, noget, som kunne ske igen om et par uger, fordi gældsloftet kun blev forlænget for en kort periode, så tanken om en mulig statsinsolvens i USA rystede virkelig folk, ikke kun internt i USA, men selvfølgelig også internationalt.
Men i selve USA er der f.eks. byen Detroit, der er insolvent. Og de forhandler nu om den samme form for Cypern-model, bail-in politik for Detroit, som f.eks. vil tage 95 % af pensionen for pensionerede kommunale ansatte, det ville bare blive fjernet, og de aftaler, som man i øjeblikket forhandler om, vil disse mennesker ikke kunne overleve på. Så der er en eksistentiel krise mellem Obamacare, mellem Detroit – Time-magasinet havde en forsidehistorie, der sagde »Bliver din by den næste?«, for de fleste byers gældsættelse er ikke meget mindre end Detroits.
Dernæst er der nedskæringerne af madkuponer til 47 millioner amerikanere. Jeg kan blot sige, at der er en revolutionær situation, hvor folk i USA virkelig forstår for første gang, at denne politik er i færd med at slå dem ihjel. Som du ved, organiserer vi med bogborde, informationsborde hver dag på gaderne, eller vi har folk, der ringer til vore kontorer og siger »Du gode Gud, jeg forstår virkelig, at dette er en trussel mod vore liv, hvad kan vi gøre for at hjælpe?«
Så der er en fuldstændig anderledes situation i USA end folk tror, og jeg forstår, at i Danmark, hvor I har det dejlige land med »hygge«, er folk måske ikke klar over det, men jeg kan kun eftertrykkeligt sige, at i USA har folk en revolutionær følelse, fordi folk indser, at, med mindre de genindfører Den amerikanske Forfatning og Den amerikanske Revolutions idéer og værdier, og idéerne i Uafhængighedserklæringen, som er et af de skønneste dokumenter, der nogensinde er skrevet, og med mindre dette atter holdes i hævd, er det ikke givet, at dette storslåede land vil overleve. Dette skaber et meget, meget specielt øjeblik, og derfor mener jeg, at til trods for, at der ligger et enormt pres fra Wall Street om ikke at genindføre Glass-Steagall, så mener jeg, at der er et potentiale for, at Glass-Steagall kan blive gennemført.
I Europa mener jeg, at Schweiz er det land, hvor denne kamp er længst fremskreden, hvor SVP [Det schweiziske Folkeparti] fra den konservative side og Socialistpartiet fra den venstreorienterede side har indgået en alliance for at kræve en bankopdeling, og bagved ligger den forståelse, som er vidt udbredt blandt den schweiziske befolkning, at hvis en af too-big-to-fail-bankerne, det schweiziske UBS eller Credit Suisse, brød sammen, så ville det ødelægge Schweiz fuldstændigt, fuldstændigt, fordi disse banker har en volumen, der er langt, langt større end hele den schweiziske økonomis BNP. Derfor har den schweiziske befolkning, som er meget revolutionær, endnu ikke underkastet sig, og vil ikke underkaste sig, EU-diktaturet, fordi de har en republikansk, revolutionær tradition, hvilket er en meget god situation; den schweiziske befolkning er ikke undersåtter, de er meget stolte –
MR: – Vilhelm Tell-traditionen, mener du?
HZL: Ja. Det vil sige, ikke Vilhelm Tell, for han er en slags legende-figur, men den tradition, der ligger i skuespillet Vilhelm Tell af Friedrich Schiller, og mange schweizere identificerer sig med dette skuespil i øjeblikket.
MR: Du har talt om et »Shelley-øjeblik«, den mulighed, at der kan opstå et totalt skift i folkestemningen, som kan generere en politisk forandring. Vil du venligst forklare det?
HZL: Digteren Percy Shelley har denne skønne erklæring, i Et forsvar for poesien, et af hans skrifter, hvor han siger, at der undertiden er øjeblikke i historien, hvor befolkningens sædvanlige antagelser simpelt hen ikke længere er mulige, og det er de øjeblikke, hvor folk er i stand til at forstå dybe idéer om mennesket og naturen, som de normalt ikke forstår, og det er de tidspunkter, hvor der kan forekomme revolutionære forandringer. Der er et meget klart mønster både i USA og selv i Tyskland og i andre lande, hvor folk lige pludselig begynder at forstå ting, som de normalt ikke forstår, fordi de har for travlt med at lade sig underholde eller holde ferie eller andre ting; men på disse tidspunkter kommer dybere idéer ind i offentlighedens bevidsthed. I USA er det, som jeg sagde før, den erkendelse, at Obama gør alt det, Bush gjorde, blot endnu værre, og at hele landet befinder sig i dødsfare.
I Tyskland mener jeg, at det, der gjorde mest for at fremkalde en sådan forandring, var NSA-affæren [det amerikanske nationale sikkerhedsagentur] og Edward Snowdens afsløringer. Det skyldes, at det i Tyskland pludselig har fremkaldt en bevidsthed om den kendsgerning, at i hele efterkrigstiden har Tyskland ikke haft nogen suverænitet, og at alt det, som disse fremmede efterretningstjenester som NSA og det britiske GCHQ foretager sig i Tyskland, i øvrigt sammen med BND [det tyske efterretningsvæsen], alt dette betyder, at Tyskland ikke har nogen suverænitet, og at den totale overvågning af alle borgere, alle kommunikationer, betyder, at der ikke længere er nogen frihedsrettigheder, ingen borgerrettigheder. I øjeblikket er der en virkelig forståelse af, at dette ikke kan fortsætte, at kombinationen af EU-politikken – i dag angriber EU voldsomt den tyske eksportpolitik, hvor de grundlæggende set forsøger at ødelægge den malkeko, som de gerne vil malke yderligere. Så i øjeblikket er der en forståelse af, at de nuværende institutioner er fundamentalt imod de almindelige borgeres interesser, og at borgerne er nødt til at begynde at forsvare deres egne rettigheder, for ellers vil de ikke eksistere om ganske kort tid. Så jeg mener, vi har et meget frugtbart tidspunkt, hvor vi kan fremkalde forandringer, og hvor jeg mener, at der er et opråb til den almindelige borger om at rejse sig og kæmpe.
MR: Vi taler ikke blot om Roosevelts idéer. Vi taler også om, at befolkningen på et tidspunkt som dette kan forstå nogle af din mands, Lyndon LaRouches, store idéer, og hans idéer om fysisk økonomi. Faktisk er en af hovedårsagerne til, at Tom Gillesberg har været i stand til at forudsige det kommende sammenbrud, at han samarbejder med Lyndon LaRouche og dennes idéer i USA. Kan du forklare os, hvad nogle af LaRouches vigtigste idéer om fysisk økonomi er, og det menneskesyn, som disse idéer bygger på?
HZL: Det vigtigste er, at penge i virkeligheden ikke har nogen betydning. Jeg ved, at det lyder chokerende for de fleste, men min mand har gentagne gange sagt, at penge er en idiot, for man kan bruge dem til hvad som helst. De har ingen værdi i sig selv. Penge er blot et middel, og penge har som sådan ingen værdi. Man kan se det via det faktum, at i Tyskland, i december 1923, var pengesedler, de tyske rigsmark, det billigste papir, efter at inflationen grundlæggende set havde fået systemet til at bryde sammen, så folk brugte rigsmark-sedler som tapet, fordi det var det billigste papir.
I idéen om fysisk økonomi er den eneste kilde til rigdom befolkningens skabende evne. Derfor vil en god regering, der er orienteret imod det almene vel, sikre, at den skabende evne i deres egen befolkning udvikles på den bedst mulige måde, for kun, hvis man kan anvende kreativitet, der fører til en bedre forståelse af lovene i det fysiske univers – hver gang man opdager noget om disse love, så får man videnskabeligt fremskridt. Hvis man omformer dette videnskabelige fremskridt til en teknologi og anvender den i produktionsprocessen, så fører det ikke alene til en forøgelse af arbejdskraftens, af industrikapacitetens produktive evne, men af hele økonomien generelt. Dette medfører en bedre levestandard med en højere, forventet levealder, og grundlæggende set simpelt hen fremskridt for civilisationen.
Derfor må fokus ligge på arbejdskraftens skabende evne, med begyndelse i skolen, med forældrene naturligvis, den tidlige opdragelse, skolesystemet, universitetssystemet, og på denne måde kan man få en produktiv økonomi. Det er selvfølgelig noget helt andet end det, vi nu har. I øjeblikket er undervisningssystemet i Europa og i USA, på få undtagelser nær, gearet til at skabe analfabeter. For eksempel har man i USA ikke længere bøger i skolen. Man har computere eller tablets, og så printer man en side ud til en undervisningstime, og ingen bøger. Så de børn, der frembringes på denne måde, som studenter betragtet, kan selvfølgelig ikke opbygge en koncentrationsevne over længere tid, de udfører ikke eksperimenter i kemi eller fysik – det er simpelt hen en total ødelæggelse af de kognitive evner.
I modsætning hertil tænker den fysiske økonomi på, hvilke nødvendige investeringer, man må have, både i ens egen befolkning og inden for forskning og udvikling, for at muligheden for befolkningens reproduktion kan forlænges, på et udvidet grundlag fra generation til generation.
Og det kræver ganske enkelt, at der lægges stor vægt på en højere energigennemstrømningstæthed i den produktive proces, fordi det er dette, der bestemmer produktiviteten, bestemmer, hvordan råmaterialer defineres, hvad produktionsmåden er, og dette må altid have en opadstigende tendens og forøge menneskets magt over naturen.
Dette går direkte imod det grønne paradigme, som vil føre til civilisationens totale ødelæggelse, som man kan se det i Tysklands tilfælde i øjeblikket, hvor alle de store, energiintensive industrier forlader landet; de investerer andetsteds, i Tyrkiet, i USA, i Kina, og selvfølgelig er det grønne paradigme i færd med at slå Afrika ihjel og hele det vestlige EU, som er fuldstændig grønt. Grundlæggende set, så er det, vi kæmper for med idéen om fysisk økonomi, at bringe produktionsmetoderne i overensstemmelse med lovene i det fysiske univers, som udvikler sig fra lavere til højere former for energigennemstrømningstæthed, og hvis det skal lykkes os at overvinde denne krise, må vi vende tilbage til at lægge kraftigt vægt på dette, på videnskab, på teknologi og den fremtidige udvikling.
MR: Som sidste spørgsmål vil jeg gerne spørge om den kendsgerning, at vi ikke blot har en økonomisk og strategisk krise, men vi har også en kulturkrise, hvor en stor del af den største, klassiske kultur nu ignoreres, og netop i søndags [10. november] havde Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, fødselsdag. Jeg vil gerne stille dig et kombineret spørgsmål: Hvad kan Schiller lære os i dag, hvilken inspiration kan Schiller give os i dag, og også i lyset af, at vi i Danmark er et lille land, vi har kommunalvalg, vi har enkeltindivider, der ikke rigtig tænker på sig selv som en verdensforandrende kraft, så hvad siger man til disse mennesker?
HZL: Den kulturelle krise, du refererer til, demonstreres intetsteds så åbenlyst, mener jeg, som i den såkaldte ungdomskultur. Jeg mener, da Schiller diskuterede årsagerne til, at Den franske Revolution ikke fik et positivt udfald, sagde han, at det skyldtes, at folk havde et forkrøblet følelsesliv, og at udviklingen af Empfindungsvermögen derfor, jeg vil ikke oversætte det som »empati«, men det er noget lignende, at det var det vigtigste spørgsmål på hans tid, for kun, hvis folk følelsesmæssigt i stand til at få en ægte forståelse af deres omgivelser og deres århundrede og deres tid, og har lidenskaben til at forandre det; at de kan handle som ansvarlige individer i historien, hvilket tydeligvis ikke var tilfældet under Den franske Revolution.
Schiller sagde, at udviklingen af denne Empfindungsvermögen [følsomhed, evnen til at føle], denne empati [indfølingsevne, indlevelsesevne], denne kærlighed til menneskeheden, er det vigtigste. Hvis Schiller havde levet i dag og så, hvordan det var fat med børnene, som i mange tilfælde blot er en forlængelse af deres PlayStation, totalt autistiske, mens de tankeløst spiller deres voldelige videospil, og som ikke har nogen kognitive evner, fordi alting bliver googlet, Google er blevet til et verbum; folk tror, de har virkelig viden, hvis de trykker på knappen ’søg’ og får et eller andet dumt svar fra Wikipedia eller en anden kilde; det har intet at gøre med tilegnelse af virkelig viden. Jeg kunne fortsætte med eksempler på ungdomsvold og hele den frygtelige tilstand, som børn befinder sig i.
Friedrich Schiller diskuterer mange af disse ting ud fra standpunktet; hvordan får vi folk til ikke at basere sig på deres såkaldte fysiske sanseoplevelser, men sætte deres intellekt fri og blive i stand til at forstå de idéer, der ligger bag det synlige, og hvordan en klassisk opdragelse og klassisk kunst hjælper folk til at blive frie i deres indre selv – at det er den indre person, der tæller, og man forlader sig ikke på en indflydelse udefra, men at man har denne styrke og evne til at finde kilden til sin egen kreativitet og anvende den gennem hele livet i stadig nye situationer. Og det var denne indre frihed, som Schiller beskæftigede sig med i sine skuespil, digte og teoretiske skrifter.
Og derfor mener jeg, at studiet af Schiller nok er det vigtigste og mest tilfredsstillende, man kan studere, især hvis man kombinerer det med at lytte til klassisk musik, men det skal være gode opførelser, for i dag er det, de kalder klassisk musik, ikke altid det, vi faktisk mener med det. Jeg mener, at Schiller i øjeblikket er en af de vigtigste idé-givere, fordi han har præcis den egenskab at sætte den indre person fri, og hans skønne, hans billede af mennesket er ekstremt positivt og optimistisk. Han er overbevist om, at ethvert menneske har potentialet til at blive et geni, og hans definition af et geni er den skønne sjæl, at den person, der gør det, der er nødvendigt, med lidenskab, er frit, og det er absolut sandt. Begrebet om den skønne sjæl er næsten et helligt begreb for mig, og lykkeligvis, gennem Schiller Instituttets arbejde igennem tredive år, forstår folk rundt omkring i verden nu dette begreb om den skønne sjæl, hvilket gør mig meget glad.
Dit spørgsmål var: Hvad kan et lille land som Danmark gøre? Jeg mener, at der er mange historiske eksempler på, at enkeltindivider, helt alene, har forandret historien. Et af dem, der for nylig er kommet til offentlighedens kendskab, er naturligvis Edward Snowden, som vitterligt har forårsaget en rystelse i verden, der stadig foregår. Men et andet eksempel er Moses Mendelssohn, som levede i det 18. århundredes Tyskland, og som kom fra et meget tilbagestående miljø i Dessau i, jeg tror det er Sachsen-Anhalt i dag. Han besluttede sig for at tage til Berlin, og han besluttede sig for at tilegne sig viden, alting, litteratur, musik, geografi, historie, og i løbet af ganske kort tid blev han kendt som det 18. århundredes Sokrates. Han formede det, der blev til den tyske Klassicisme; han var en af de hovedpersoner, hvis indflydelse gødede jorden til dette.
Disse to eksempler er i sig selv eksempler på, at der ikke er nogen begrænsning, at man ikke behøver at være et stort land eller en stor menneskemængde; at hvert individ har chancen for at gribe ind i historien, hvis blot man bruger al den viden, der er til rådighed.
Jeg mener, at Danmark har en skøn rolle at spille, for I er relativt uafhængige, I er ikke med i euroen, hvilket er en stor fordel på dette tidspunkt, og I har en storslået klassisk tradition, der også, blandt andet, er knyttet til Schiller, fordi Prinsen af Danmark [Prins Frederik Christian af Augustenborg] var en af de personer, der hjalp Schiller med at overleve på et tidspunkt med en afgørende krise. Så jeg mener, at hvis den danske befolkning ville indse, at, fordi I stadig har en relativ god levestandard, sammenlignet med f.eks. Sydeuropa, I behøver ikke at falde ned i afgrunden, før I overhovedet kan begynde at satse på bedre mål i fremtiden. Så jeg mener, at Danmark har en meget, meget god position, hvor I kan spille en førende rolle i Europa og tilegne jer viden og bidrage til, at menneskeheden overvinder denne frygtelige krise. Og da Tom Gillesberg og du selv er repræsentanter for disse idéer, vil jeg virkelig foreslå vælgerne, at de stemmer på jer.
MR: Som der står i et citat i det meget gode interview med Tom Gillesberg i dag i avisen Information, hvor han sagde, at det ville være en politisk atombombe, hvis han blev valgt, og det ville vise, at der er mennesker i landet, der tror på, at disse idéer er meget vigtige for deres fremtid. Så i stedet for at bevæge sig hen imod krigen, så lad os få en politisk atombombe og gøre det muligt, at disse idéer kan virkeliggøres gennem valget.
HZL: Ja, så rigtig god fornøjelse!
Seneste Nyt fra Schiller Instituttet
nov 20 2013
Dansk oversættelse af interviewet med Schiller Inst. præsident Helga Zepp-LaRouche
Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche støtter kandidater fra Schiller Instituttets Venner
Dette er en oversættelse fra engelsk af interviewet som findes her.
SI, 20. november 2013 – SIVE-kandidat Michelle Rasmussen interviewede Helga Zepp-LaRouche, stifter og international præsident for Schiller Instituttet, den 13. november 2013.
Michelle Rasmussen: Mange tak, fr. LaRouche, for at sige ja til dette interview – du er stifter og præsident for Schiller Instituttet, leder af Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo) i Tyskland og hustru til Lyndon LaRouche, og vi er meget glade for, at du er med os på linjen fra USA i dag.
Helga Zepp-LaRouche: Ja, god dag.
MR: Vi har en kandidatliste fra Schiller Instituttets Venner, der opstiller til kommunalvalget i København og Aarhus, med Tom Gillesberg som vores spidskandidat i København, og vores provokerende slogans på vores helt egen, og meget berømte, valgplakat er: »Glass-Steagall – ikke EU-fascisme – bankunionen vil tage dine penge og dit liv«, så jeg vil gerne først bede dig om at give din støtte til vores kandidater og dernæst spørge dig om, hvordan du ser på verdenssituationen her kort før valget?
HZL: Ja, jeg støtter kraftigt og helhjertet Toms kandidatur, for han har i årenes løb med stor fremsynethed bevist, at han altid har peget på den fremtidige udvikling, og hvor valgplakaterne måske har chokeret og overrasket folk i de forskellige valgkampagner, så har folk kort tid efter erkendt, at han var den enestående politiker, der havde advaret imod farerne og altid havde vist, hvad det politiske alternativ til den nuværende tendens var, og hvad der rent faktisk udgjorde en løsning og en udvej, så Tom har min helhjertede støtte.
Jeg vil gerne sige, at vi lige nu befinder os i en så prekær strategisk verdenssituation, at vi behøver et fundamentalt paradigmeskift inden for stort set alle områder, for der er en mangfoldighed af farer. En af farerne, som de fleste mennesker ikke er klar over, men som i allerhøjeste grad er til stede, er faren for, at den strategiske situation skal forværres til at blive en potentielt global, termonuklear krig. Jeg ved, at de almindelige medier ikke taler om dette, men jeg kan blot sige, at det kinesiske PLA’s respons på USA’s politik med air-sea-krigsførelse, som de har offentliggjort i alle kinesiske aviser sidste mandag …
MR: Folkets Befrielseshær?
HZL: Ja, at Kina grundlæggende set er forberedt til en gengældelsesreaktion i tilfælde af, at dette koncept med air-sea-krigsførelse er i færd med at ødelægge Kinas forsvar. Dette er meget skræmmende, for dette er netop, hvad mange institutioner i USA advarer imod, at konceptet med air-sea-krigsførelse i Stillehavet er en provokation over for Kina og kan føre til en hastig forværring og endda krig. Hvis dette kombineres med den kendsgerning, at BBC netop for et par dage siden rapporterede, at Saudi-Arabien faktisk ejer atomvåben, som de har finansieret i Pakistan, og at de kan kræve at få dem i løbet af en dags tid, hvilket er en åbenlys trussel; hvad angår spørgsmålet om ikke-spredning er dette en vittighed, fordi Iran – selv hvis Iran satsede på atomvåben, hvilket de ikke har til hensigt at gøre, jeg mener, P5+1-forhandlingerne i Geneve er ganske succesrige og lovende – men skulle Iran beslutte at anskaffe sig og udvikle atomvåben, så ville det tage dem mindst et år, men det, at Saudi Arabien faktisk har atomvåben i Pakistan betyder, at de kunne have dem i løbet af en dag.
Der har stort ikke været nogen kommentarer til dette, men jeg mener, at det virkelig viser, hvor ekstremt farlig situationen er, for man må kombinere denne kinesiske udvikling med det, jeg lige har fortalt om Pakistan og Saudi Arabien som en del af en meget farlig verdenssituation. Dette betyder, at hvis sådanne atomvåben bliver taget i anvendelse, står vi virkelig over for civilisationens mulige udslettelse. Det er ikke sandt, at den Gensidige Ødelæggelsesdoktrin (MAD) ikke længere gælder, som nogle artikler for nylig har påstået, men vi står over for en krise, der er langt farligere end krisen med mellemdistancemissilerne i begyndelsen af 1980’erne.
De er den ene ting. Den anden ting er, at der ikke kan være nogen tvivl om, at det, som det internationale finansoligarki har til hensigt at gøre med finanskrisen, er at respondere på samme måde, som man gjorde i 30’erne, det vil sige med fascisme. Hvis man ser på Trojkaens[EU, Den europæiske Centralbank (ECB), og Den internationale Valutafond (IMF)] samlede politik i Sydeuropa, i Grækenland, på Cypern, i Spanien, i Portugal og den form for forfærdelige nedskæringspolitik, der netop nu gennemtvinges i USA i dag, hvor man skærer totalt ned på sundhedssystemet, den såkaldte Obamacare, som de fleste europæere endnu ikke har fået øjnene op for; Obamacare står for praktisk talt at beskære sundhedsvæsenet i en sådan grad, at det omgående vil reducere mange menneskers forventede levealder, for den vil fjerne op til 80 eller 90 % af hospitalerne i landdistrikterne – man skærer ned på sundhedspersonalet, læger og sygeplejersker, og det foregår netop nu.
Mange mennesker vil ikke have adgang til at modtage lægebehandling, og amerikanske embedsmænd i den offentlige forvaltning, som ved, hvad de taler om, advarer om, at hvis den aktuelle politik gennemføres, så vil der om et halvt år simpelt hen ikke være en infrastruktur inden for sundhedsområdet, som fortjener denne betegnelse.
Hvis man så ser på den kendsgerning, at 47 mio. amerikanere i øjeblikket er afhængige af madkuponer – jeg ved ikke, hvilket tal 47 mio. mennesker ville svare til i forhold til den danske befolkning, men [i USA] skærer de for 5 mia. dollars ned på madkuponer om året, og det betyder, at ud af hver måned vil folk mangle madkuponer til en uge. Dette vil slå igennem første gang i næste uge, hvor der er Thanksgiving (Taksigelsesfest) i den sidste weekend i november, og folk, der kører maduddelingskøkkener og fødevarebanker, advarer om, at dette kunne føre til opstande, for hvis folk ikke har noget at spise – de bliver desperate og gør alle mulige ting –, så vi står over for en utrolig strategisk og finansiel krise.
Den gode nyhed er, at den amerikanske senator Elizabeth Warren [demokrat fra Massachusetts] i går holdt en meget vigtig tale under en senatshøring, hvor hun sagde, at den globale finanskrise netop nu er meget værre end i 2008, hvilket er absolut sandt, og hun påpegede, at too-big-to-fail-bankerne nu er 30 % større, end de var i 2008, og at de 4 største amerikanske banker nu kører mere end 50 % af alle bankoperationer. Det betyder selvfølgelig, at alle de problemer, som eksisterede i 2008 før Lehmann Brothers-sammenbruddet, nu er tilbage, og farerne for det globale finanssystem er derfor meget, meget større end selv dengang. Hun krævede derfor den omgående indførelse af Glass-Steagall, bankopdelingen i traditionen efter Roosevelt, og hun sagde, at der absolut var en chance for, at denne kamp kunne vindes. David kan vinde kampen mod Goliat, men vi må have slyngerne frem.
Dette er meget vigtigt, for denne kamp kan vindes, og folk må forstå, at der findes et alternativ på samme måde, som vores bevægelse har været med til at skabe et stort krav om Glass-Steagall i Italien. For eksempel vedtog Lombardiets Regionalråd enstemmigt en resolution for Glass-Steagall, der blev fremlagt for 10 dage siden. På tværs af alle partier besluttede de, at en Glass/Steagall-lov måtte indføres, og Lombardiet er den tredjestørste region i Italien. Vi har det tysk-franske borgmesterinitiativ, som stadig vokser, og folk i Italien tilslutter sig nu, så jeg mener, at der er håb, men jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg ikke sagde, at situationen er ekstremt farlig, og derfor er Toms kandidatur i Danmark meget, meget vigtig.
MR: Kan du sige noget mere om, hvordan Schiller Instituttet kan sige, at EU er i færd med at gennemføre fascisme, og hvad det har med bankunionen at gøre?
HZL: Jeg mener, at hvis man har et system, hvorigennem man omfordeler rigdom i store mængder fra den almene befolkning til spekulanterne, hvilket er, hvad bailout-politikken – bankredningspakkerne – har gjort gennem de seneste 5-6 år, for i virkeligheden var alle bankredningspakkerne blot en omformning af privat spillegæld til statsgæld, og når staterne så er blevet gældsplagede, vender de rundt og siger, at nu må vi have en gældsbremse, nu må vi have nedskæringer, og derfor må den almene befolkning, skatteborgerne, grundlæggende set betale for værdiløs spillegæld.
Spillegælden er selvfølgelig langt, langt større end det, man kan trække ud af statsbudgetterne gennem bankredningspakker, og derfor gør de nu tre ting: De ønsker, at politikken med bankpakker skal fortsætte; de ønsker, at politikken med pengetrykning skal fortsætte, hvilket i USA er den kvantitative lempelse, eller [i EU] er det Den europæiske Centralbank, der netop har sat renten ned fra latterlige 0,5 % til 0,25 %, næsten nul, hvilket de facto er pengetrykning; men de ønsker at kombinere disse to forholdsregler med den såkaldte bail-in, hvilket er den såkaldte Cypern-model, dvs. et kreditorhierarki, ifølge hvilket det er meningen, at folk, der har konti i banken, obligationsindehavere, skal have del i tabene gennem en »hårklipning«, som det skete på Cypern.
Dette er under forberedelse for hele USA og EU – selv Schäuble, der tav om dette under de nylige valg til forbundsdagen i Tyskland, sagde offentligt i et interview i sidste uge, at et sådant kreditorhierarki er under udarbejdelse, og i betragtning af, at den udestående gæld beløber sig til 1,4 billiarder [dollars] i derivatkontrakter, så selv i tilfælde af, at man skulle inddrive 700 billioner, så er dette meget mere, end man kunne opnå, og det ville derfor føre til et totalt sammenbrud af realøkonomien og levestandarden, præcis som vi så det på Cypern efter hårklipningen. Kombinationen af disse forholdsregler ville være ensbetydende med en lige så dramatisk nedskæring af levestandarden og den forventede levealder, som vi så i Grækenland og på Cypern, hvor gennemsnitslevealderen er reduceret på dramatisk vis – at dette slår folk ihjel, denne politik dræber folk, og det må blive forstået, og det er derfor, denne politik må forkastes.
I USA er der netop nu et meget vigtigt initiativ, hvor en læge, dr. Shelley, har offentliggjort en erklæring, hvori han refererer til et argument fra dr. Leo Alexander, som var den øverste lægelige rådgiver ved Domstolen i Nürnberg [efter 2.verdenskrig]. Her sagde dr. Alexander, at det var et skift i synet på menneskelivets værd, at man lige pludselig fik »unyttige spisere«, mennesker, hvis liv ikke er værd at opretholde; at det var dette skift i holdningen, der førte til Nazisternes eutanasi. Dr. Shelley siger, at denne Obamacare og disse nedskæringer udgør nøjagtig det samme skift.
Så en politik, der honorerer spillegæld og højrisikospekulation, hvilket er, hvad derivater og de kreative finansinstrumenter handler om, hvis man betaler for dette med menneskers liv, så er det fascisme, og det er Den europæiske Unions politik. Det er, hvad Trojkaen har gennemtrumfet i Sydeuropa, og det er derfor, den person, der er ansvarlig for FN’s menneskerettigheder, har anklaget Trojkaen for krænkelser af menneskerettigheder i Sydeuropa, og det er mildt sagt.
Vi befinder på randen af et sammenbrud af finanssystemet; det kan ske når som helst, og hvis vi ikke får Glass-Steagall, så vil disse fascistiske forholdsregler træde i kraft, og vi vil få en forfærdelig katastrofe at se i Europa. For hvis man gør mod hele Europa, hvad man har gjort mod Cypern – så tror jeg ikke, det vil forløbe fredeligt, jeg tror ikke, det vil være muligt, for hvis man slagter realøkonomien i lande som Italien, Tyskland, Frankrig, Danmark og andre lande, så forårsager man masseopstande og massedød.
MR: Du indledte din analyse af verdens tilstand med at tale om faren for krig. Hvilken forbindelse er der mellem faren for krig og finanssammenbruddet, også set i lyset af det, der skete i Europa i 1930’erne i modsætning til det, der skete i USA i 1930’erne under Roosevelt?
HZL: Jamen, forbindelsen er ganske enkel. Man må gøre sig imperietanken begribelig. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden mellem 1989 og 1991, var muligheden for at skabe en virkelige fredsorden til stede, fordi fjenden, den såkaldte kommunisme, ikke længere eksisterede. Og Schiller Instituttet fremkom med et virkeligt forslag om at skabe en sådan fredsordning, som var idéen om at forbinde de europæiske befolknings- og industricentre med de asiatiske via Den eurasiske Landbro og på denne måde få en økonomisk platform for, at den eurasiske landmasses lande kunne samarbejde fredeligt til fælles fordel for alle.
Denne politik gennemføres nu for en del efter 24 år af Kina, Rusland og andre deltagere som Sydkorea og Japan, men den blev ikke accepteret af EU eller USA i perioden umiddelbart efter det kommunistiske systems sammenbrud. Det skete, fordi de neo-konservative i USA omkring den gamle Bush-regering, Bush senior, indgik en alliance med Margaret Thatcher. I stedet for at benytte denne historiske chance, som Murens fald repræsenterede, besluttede de at satse på et anglo-amerikansk verdensimperium og sluttelig eliminere alle lande, der ikke ville falde til føje og underkaste sig dette verdensimperium, at eliminere disse landes regeringer gennem regimeskift. Det var baggrunden for politikken over for Irak, Libyen, og det er stadig den aktive politik mod Syrien, i Iran og sluttelig mod Rusland og Kina.
Samtidig begyndte den såkaldte globalisering at satse på ubegrænset afregulering af markederne. Eftersom Sovjetunionen og COMECON [‘Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand’, den fhv. østeuropæiske handelsorganisation] ikke længere eksisterede, var der ingen grund til at have restriktioner, og de besluttede at indføre globalisering og total afregulering, hvilket førte til det nuværende system med højrisikospekulation.
Hvis man forstår, at globalisering i virkeligheden er et andet ord for Anglo-amerikansk-hollandsk Imperium, dvs. et konglomerat af alle centralbanker, investeringsbanker, hedgefonde, forsikringsselskaber, private investeringsselskaber osv., at dette system er identisk med idéen om at skabe et verdensimperium. Dette finanssystem er nu på randen af sammenbrud. Det er ikke kun vort synspunkt, men folk som Bill Gross fra Pimco – Pimco er det største managementselskab for visse aktiver [mutual funds, investeringsforeninger] – han sagde for nylig, at han er bekymret for, at verdens finanssystem lige pludselig kunne forsvinde op i den blå luft, ligesom en supernova, når en stjerne dør i en proces, hvor en enorm mængde energi frigives på ganske kort tid, og så dør stjernen.
Aktiemarkedernes aktuelle hæmningsløse adfærd kan virkelig sammenlignes med sådan en supernovas sidste minutter. Der er naturligvis kræfter i finansoligarkiet, som grundlægende set ikke vil indse, at deres system er færdigt, og de vil hellere balancere på randen af krig med Rusland, med Kina, end de vil tillade, at deres system simpelt hen fordufter relativt fredeligt, sådan som det skete med Sovjetunionen. Så krigsfaren kommer umiddelbart fra denne imperietanke, den idé, at der er et finansoligarki, som er fast besluttet på at bevare deres system uanset hvad, selv med risiko for civilisationens eventuelle udslettelse.
Vor løsning er naturligvis, at vi absolut må gøre en ende på denne kasinoøkonomi og genindføre Glass-Steagall, ligesom Roosevelt gjorde i 30’erne, og i dag har vi nøjagtig det samme valg, som fandtes i 30’erne. I Europa besluttede vi ulykkeligvis at gå den fascistiske vej: Brüning, nedskæringer, Schacht, Hitler, Mussolini, Franco, Pétain i Frankrig, og ud af det fik vi Anden Verdenskrig. Faren er, at hvis vi gennemfører den samme politik som Brüning, Schacht, Hitler, korporatisme som Mussolini, så er der sandelig en fare for Tredje Verdenskrig, og Tredje Verdenskrig ville sandsynligvis blive den sidste verdenskrig, for hvis man anvender termonukleare våben, vil der ikke være nogen tilbage.
Alternativet er naturligvis det, som Franklin D. Roosevelt gjorde i USA, hvor han grundlæggende set drog konklusionerne af finanssystemets karakter ved at gøre en ende på kasinoøkonomien gennem Glass-Steagall, gennem at indføre Pecora-kommissionen til at undersøge, hvem der havde en kriminel adfærd under bankkrisen. Dernæst skabte han grundlæggende set et kreditsystem, som dengang var Reconstruction Finance Corporation, der udstedte kredit til realøkonomien, og på denne måde, gennem en kombination af New Deal og senere Bretton Woods-Systemet, lykkedes det Roosevelt ikke blot at føre den amerikanske økonomi ud af krisen, men også, gennem Bretton Woods-systemet, at skabe grundlaget for stabile forhold i det globale finanssystem i mindst to årtier frem.
Disse ting er bevist og gennemprøvet, og derfor repræsenterer Glass/Steagall-bevægelsen i USA en ægte forandring også for Europa, at de kan gå den vej og ikke falde ned i faren for fascisme.
MR: Kan du forklare mere om bevægelsen for Glass-Steagall i USA og også i steder som Schweiz og Belgien? Er det muligt faktisk at få en Glass/Steagall-bankopdeling og de andre punkter på vort trepunktsprogram, eller er det »en pie i Himlen« (utopi)?
HZL: Tja, hvis det er »en pie i Himlen«, så står vi med »en pie i Helvede«, for i øjeblikket er der ulykkeligvis kun to muligheder. Den ene er et styrt ned i en Mørk Tidsalder med fare for, at det skal forværres til krig, eller også reorganiserer vi systemet, som Roosevelt gjorde det.
Mange mennesker i Europa har faktisk ikke en god forståelse af, hvad Roosevelt opnåede, men den amerikanske befolknings fælles hukommelse, det er noget andet, for folk har en familiehukommelse eller en hukommelse i deres kultur, deres opdragelse, at Roosevelt virkelig endte den store depression i trediverne ved at gennemføre disse forholdsregler, og i betragtning af, at USA i øjeblikket befinder sig i en absolut forfærdelig sammenbrudskrise; jeg mener, folk var chokerede for et par uger siden over regeringens nedlukning, noget, som kunne ske igen om et par uger, fordi gældsloftet kun blev forlænget for en kort periode, så tanken om en mulig statsinsolvens i USA rystede virkelig folk, ikke kun internt i USA, men selvfølgelig også internationalt.
Men i selve USA er der f.eks. byen Detroit, der er insolvent. Og de forhandler nu om den samme form for Cypern-model, bail-in politik for Detroit, som f.eks. vil tage 95 % af pensionen for pensionerede kommunale ansatte, det ville bare blive fjernet, og de aftaler, som man i øjeblikket forhandler om, vil disse mennesker ikke kunne overleve på. Så der er en eksistentiel krise mellem Obamacare, mellem Detroit – Time-magasinet havde en forsidehistorie, der sagde »Bliver din by den næste?«, for de fleste byers gældsættelse er ikke meget mindre end Detroits.
Dernæst er der nedskæringerne af madkuponer til 47 millioner amerikanere. Jeg kan blot sige, at der er en revolutionær situation, hvor folk i USA virkelig forstår for første gang, at denne politik er i færd med at slå dem ihjel. Som du ved, organiserer vi med bogborde, informationsborde hver dag på gaderne, eller vi har folk, der ringer til vore kontorer og siger »Du gode Gud, jeg forstår virkelig, at dette er en trussel mod vore liv, hvad kan vi gøre for at hjælpe?«
Så der er en fuldstændig anderledes situation i USA end folk tror, og jeg forstår, at i Danmark, hvor I har det dejlige land med »hygge«, er folk måske ikke klar over det, men jeg kan kun eftertrykkeligt sige, at i USA har folk en revolutionær følelse, fordi folk indser, at, med mindre de genindfører Den amerikanske Forfatning og Den amerikanske Revolutions idéer og værdier, og idéerne i Uafhængighedserklæringen, som er et af de skønneste dokumenter, der nogensinde er skrevet, og med mindre dette atter holdes i hævd, er det ikke givet, at dette storslåede land vil overleve. Dette skaber et meget, meget specielt øjeblik, og derfor mener jeg, at til trods for, at der ligger et enormt pres fra Wall Street om ikke at genindføre Glass-Steagall, så mener jeg, at der er et potentiale for, at Glass-Steagall kan blive gennemført.
I Europa mener jeg, at Schweiz er det land, hvor denne kamp er længst fremskreden, hvor SVP [Det schweiziske Folkeparti] fra den konservative side og Socialistpartiet fra den venstreorienterede side har indgået en alliance for at kræve en bankopdeling, og bagved ligger den forståelse, som er vidt udbredt blandt den schweiziske befolkning, at hvis en af too-big-to-fail-bankerne, det schweiziske UBS eller Credit Suisse, brød sammen, så ville det ødelægge Schweiz fuldstændigt, fuldstændigt, fordi disse banker har en volumen, der er langt, langt større end hele den schweiziske økonomis BNP. Derfor har den schweiziske befolkning, som er meget revolutionær, endnu ikke underkastet sig, og vil ikke underkaste sig, EU-diktaturet, fordi de har en republikansk, revolutionær tradition, hvilket er en meget god situation; den schweiziske befolkning er ikke undersåtter, de er meget stolte –
MR: – Vilhelm Tell-traditionen, mener du?
HZL: Ja. Det vil sige, ikke Vilhelm Tell, for han er en slags legende-figur, men den tradition, der ligger i skuespillet Vilhelm Tell af Friedrich Schiller, og mange schweizere identificerer sig med dette skuespil i øjeblikket.
MR: Du har talt om et »Shelley-øjeblik«, den mulighed, at der kan opstå et totalt skift i folkestemningen, som kan generere en politisk forandring. Vil du venligst forklare det?
HZL: Digteren Percy Shelley har denne skønne erklæring, i Et forsvar for poesien, et af hans skrifter, hvor han siger, at der undertiden er øjeblikke i historien, hvor befolkningens sædvanlige antagelser simpelt hen ikke længere er mulige, og det er de øjeblikke, hvor folk er i stand til at forstå dybe idéer om mennesket og naturen, som de normalt ikke forstår, og det er de tidspunkter, hvor der kan forekomme revolutionære forandringer. Der er et meget klart mønster både i USA og selv i Tyskland og i andre lande, hvor folk lige pludselig begynder at forstå ting, som de normalt ikke forstår, fordi de har for travlt med at lade sig underholde eller holde ferie eller andre ting; men på disse tidspunkter kommer dybere idéer ind i offentlighedens bevidsthed. I USA er det, som jeg sagde før, den erkendelse, at Obama gør alt det, Bush gjorde, blot endnu værre, og at hele landet befinder sig i dødsfare.
I Tyskland mener jeg, at det, der gjorde mest for at fremkalde en sådan forandring, var NSA-affæren [det amerikanske nationale sikkerhedsagentur] og Edward Snowdens afsløringer. Det skyldes, at det i Tyskland pludselig har fremkaldt en bevidsthed om den kendsgerning, at i hele efterkrigstiden har Tyskland ikke haft nogen suverænitet, og at alt det, som disse fremmede efterretningstjenester som NSA og det britiske GCHQ foretager sig i Tyskland, i øvrigt sammen med BND [det tyske efterretningsvæsen], alt dette betyder, at Tyskland ikke har nogen suverænitet, og at den totale overvågning af alle borgere, alle kommunikationer, betyder, at der ikke længere er nogen frihedsrettigheder, ingen borgerrettigheder. I øjeblikket er der en virkelig forståelse af, at dette ikke kan fortsætte, at kombinationen af EU-politikken – i dag angriber EU voldsomt den tyske eksportpolitik, hvor de grundlæggende set forsøger at ødelægge den malkeko, som de gerne vil malke yderligere. Så i øjeblikket er der en forståelse af, at de nuværende institutioner er fundamentalt imod de almindelige borgeres interesser, og at borgerne er nødt til at begynde at forsvare deres egne rettigheder, for ellers vil de ikke eksistere om ganske kort tid. Så jeg mener, vi har et meget frugtbart tidspunkt, hvor vi kan fremkalde forandringer, og hvor jeg mener, at der er et opråb til den almindelige borger om at rejse sig og kæmpe.
MR: Vi taler ikke blot om Roosevelts idéer. Vi taler også om, at befolkningen på et tidspunkt som dette kan forstå nogle af din mands, Lyndon LaRouches, store idéer, og hans idéer om fysisk økonomi. Faktisk er en af hovedårsagerne til, at Tom Gillesberg har været i stand til at forudsige det kommende sammenbrud, at han samarbejder med Lyndon LaRouche og dennes idéer i USA. Kan du forklare os, hvad nogle af LaRouches vigtigste idéer om fysisk økonomi er, og det menneskesyn, som disse idéer bygger på?
HZL: Det vigtigste er, at penge i virkeligheden ikke har nogen betydning. Jeg ved, at det lyder chokerende for de fleste, men min mand har gentagne gange sagt, at penge er en idiot, for man kan bruge dem til hvad som helst. De har ingen værdi i sig selv. Penge er blot et middel, og penge har som sådan ingen værdi. Man kan se det via det faktum, at i Tyskland, i december 1923, var pengesedler, de tyske rigsmark, det billigste papir, efter at inflationen grundlæggende set havde fået systemet til at bryde sammen, så folk brugte rigsmark-sedler som tapet, fordi det var det billigste papir.
I idéen om fysisk økonomi er den eneste kilde til rigdom befolkningens skabende evne. Derfor vil en god regering, der er orienteret imod det almene vel, sikre, at den skabende evne i deres egen befolkning udvikles på den bedst mulige måde, for kun, hvis man kan anvende kreativitet, der fører til en bedre forståelse af lovene i det fysiske univers – hver gang man opdager noget om disse love, så får man videnskabeligt fremskridt. Hvis man omformer dette videnskabelige fremskridt til en teknologi og anvender den i produktionsprocessen, så fører det ikke alene til en forøgelse af arbejdskraftens, af industrikapacitetens produktive evne, men af hele økonomien generelt. Dette medfører en bedre levestandard med en højere, forventet levealder, og grundlæggende set simpelt hen fremskridt for civilisationen.
Derfor må fokus ligge på arbejdskraftens skabende evne, med begyndelse i skolen, med forældrene naturligvis, den tidlige opdragelse, skolesystemet, universitetssystemet, og på denne måde kan man få en produktiv økonomi. Det er selvfølgelig noget helt andet end det, vi nu har. I øjeblikket er undervisningssystemet i Europa og i USA, på få undtagelser nær, gearet til at skabe analfabeter. For eksempel har man i USA ikke længere bøger i skolen. Man har computere eller tablets, og så printer man en side ud til en undervisningstime, og ingen bøger. Så de børn, der frembringes på denne måde, som studenter betragtet, kan selvfølgelig ikke opbygge en koncentrationsevne over længere tid, de udfører ikke eksperimenter i kemi eller fysik – det er simpelt hen en total ødelæggelse af de kognitive evner.
I modsætning hertil tænker den fysiske økonomi på, hvilke nødvendige investeringer, man må have, både i ens egen befolkning og inden for forskning og udvikling, for at muligheden for befolkningens reproduktion kan forlænges, på et udvidet grundlag fra generation til generation.
Og det kræver ganske enkelt, at der lægges stor vægt på en højere energigennemstrømningstæthed i den produktive proces, fordi det er dette, der bestemmer produktiviteten, bestemmer, hvordan råmaterialer defineres, hvad produktionsmåden er, og dette må altid have en opadstigende tendens og forøge menneskets magt over naturen.
Dette går direkte imod det grønne paradigme, som vil føre til civilisationens totale ødelæggelse, som man kan se det i Tysklands tilfælde i øjeblikket, hvor alle de store, energiintensive industrier forlader landet; de investerer andetsteds, i Tyrkiet, i USA, i Kina, og selvfølgelig er det grønne paradigme i færd med at slå Afrika ihjel og hele det vestlige EU, som er fuldstændig grønt. Grundlæggende set, så er det, vi kæmper for med idéen om fysisk økonomi, at bringe produktionsmetoderne i overensstemmelse med lovene i det fysiske univers, som udvikler sig fra lavere til højere former for energigennemstrømningstæthed, og hvis det skal lykkes os at overvinde denne krise, må vi vende tilbage til at lægge kraftigt vægt på dette, på videnskab, på teknologi og den fremtidige udvikling.
MR: Som sidste spørgsmål vil jeg gerne spørge om den kendsgerning, at vi ikke blot har en økonomisk og strategisk krise, men vi har også en kulturkrise, hvor en stor del af den største, klassiske kultur nu ignoreres, og netop i søndags [10. november] havde Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, fødselsdag. Jeg vil gerne stille dig et kombineret spørgsmål: Hvad kan Schiller lære os i dag, hvilken inspiration kan Schiller give os i dag, og også i lyset af, at vi i Danmark er et lille land, vi har kommunalvalg, vi har enkeltindivider, der ikke rigtig tænker på sig selv som en verdensforandrende kraft, så hvad siger man til disse mennesker?
HZL: Den kulturelle krise, du refererer til, demonstreres intetsteds så åbenlyst, mener jeg, som i den såkaldte ungdomskultur. Jeg mener, da Schiller diskuterede årsagerne til, at Den franske Revolution ikke fik et positivt udfald, sagde han, at det skyldtes, at folk havde et forkrøblet følelsesliv, og at udviklingen af Empfindungsvermögen derfor, jeg vil ikke oversætte det som »empati«, men det er noget lignende, at det var det vigtigste spørgsmål på hans tid, for kun, hvis folk følelsesmæssigt i stand til at få en ægte forståelse af deres omgivelser og deres århundrede og deres tid, og har lidenskaben til at forandre det; at de kan handle som ansvarlige individer i historien, hvilket tydeligvis ikke var tilfældet under Den franske Revolution.
Schiller sagde, at udviklingen af denne Empfindungsvermögen [følsomhed, evnen til at føle], denne empati [indfølingsevne, indlevelsesevne], denne kærlighed til menneskeheden, er det vigtigste. Hvis Schiller havde levet i dag og så, hvordan det var fat med børnene, som i mange tilfælde blot er en forlængelse af deres PlayStation, totalt autistiske, mens de tankeløst spiller deres voldelige videospil, og som ikke har nogen kognitive evner, fordi alting bliver googlet, Google er blevet til et verbum; folk tror, de har virkelig viden, hvis de trykker på knappen ’søg’ og får et eller andet dumt svar fra Wikipedia eller en anden kilde; det har intet at gøre med tilegnelse af virkelig viden. Jeg kunne fortsætte med eksempler på ungdomsvold og hele den frygtelige tilstand, som børn befinder sig i.
Friedrich Schiller diskuterer mange af disse ting ud fra standpunktet; hvordan får vi folk til ikke at basere sig på deres såkaldte fysiske sanseoplevelser, men sætte deres intellekt fri og blive i stand til at forstå de idéer, der ligger bag det synlige, og hvordan en klassisk opdragelse og klassisk kunst hjælper folk til at blive frie i deres indre selv – at det er den indre person, der tæller, og man forlader sig ikke på en indflydelse udefra, men at man har denne styrke og evne til at finde kilden til sin egen kreativitet og anvende den gennem hele livet i stadig nye situationer. Og det var denne indre frihed, som Schiller beskæftigede sig med i sine skuespil, digte og teoretiske skrifter.
Og derfor mener jeg, at studiet af Schiller nok er det vigtigste og mest tilfredsstillende, man kan studere, især hvis man kombinerer det med at lytte til klassisk musik, men det skal være gode opførelser, for i dag er det, de kalder klassisk musik, ikke altid det, vi faktisk mener med det. Jeg mener, at Schiller i øjeblikket er en af de vigtigste idé-givere, fordi han har præcis den egenskab at sætte den indre person fri, og hans skønne, hans billede af mennesket er ekstremt positivt og optimistisk. Han er overbevist om, at ethvert menneske har potentialet til at blive et geni, og hans definition af et geni er den skønne sjæl, at den person, der gør det, der er nødvendigt, med lidenskab, er frit, og det er absolut sandt. Begrebet om den skønne sjæl er næsten et helligt begreb for mig, og lykkeligvis, gennem Schiller Instituttets arbejde igennem tredive år, forstår folk rundt omkring i verden nu dette begreb om den skønne sjæl, hvilket gør mig meget glad.
Dit spørgsmål var: Hvad kan et lille land som Danmark gøre? Jeg mener, at der er mange historiske eksempler på, at enkeltindivider, helt alene, har forandret historien. Et af dem, der for nylig er kommet til offentlighedens kendskab, er naturligvis Edward Snowden, som vitterligt har forårsaget en rystelse i verden, der stadig foregår. Men et andet eksempel er Moses Mendelssohn, som levede i det 18. århundredes Tyskland, og som kom fra et meget tilbagestående miljø i Dessau i, jeg tror det er Sachsen-Anhalt i dag. Han besluttede sig for at tage til Berlin, og han besluttede sig for at tilegne sig viden, alting, litteratur, musik, geografi, historie, og i løbet af ganske kort tid blev han kendt som det 18. århundredes Sokrates. Han formede det, der blev til den tyske Klassicisme; han var en af de hovedpersoner, hvis indflydelse gødede jorden til dette.
Disse to eksempler er i sig selv eksempler på, at der ikke er nogen begrænsning, at man ikke behøver at være et stort land eller en stor menneskemængde; at hvert individ har chancen for at gribe ind i historien, hvis blot man bruger al den viden, der er til rådighed.
Jeg mener, at Danmark har en skøn rolle at spille, for I er relativt uafhængige, I er ikke med i euroen, hvilket er en stor fordel på dette tidspunkt, og I har en storslået klassisk tradition, der også, blandt andet, er knyttet til Schiller, fordi Prinsen af Danmark [Prins Frederik Christian af Augustenborg] var en af de personer, der hjalp Schiller med at overleve på et tidspunkt med en afgørende krise. Så jeg mener, at hvis den danske befolkning ville indse, at, fordi I stadig har en relativ god levestandard, sammenlignet med f.eks. Sydeuropa, I behøver ikke at falde ned i afgrunden, før I overhovedet kan begynde at satse på bedre mål i fremtiden. Så jeg mener, at Danmark har en meget, meget god position, hvor I kan spille en førende rolle i Europa og tilegne jer viden og bidrage til, at menneskeheden overvinder denne frygtelige krise. Og da Tom Gillesberg og du selv er repræsentanter for disse idéer, vil jeg virkelig foreslå vælgerne, at de stemmer på jer.
MR: Som der står i et citat i det meget gode interview med Tom Gillesberg i dag i avisen Information, hvor han sagde, at det ville være en politisk atombombe, hvis han blev valgt, og det ville vise, at der er mennesker i landet, der tror på, at disse idéer er meget vigtige for deres fremtid. Så i stedet for at bevæge sig hen imod krigen, så lad os få en politisk atombombe og gøre det muligt, at disse idéer kan virkeliggøres gennem valget.
HZL: Ja, så rigtig god fornøjelse!