okt 24 2013
1. Glass-Steagall Bankopdeling
En Glass/Steagall-bankopdeling vil fritage staten og skatteyderne for at skulle dække insolvente bankers spillegæld. Vi vil opdele bankerne i banker, der kun laver normal ind- og udlånsaktiviteter, og som vil have et statsligt sikkerhedsnet, og investeringsbanker a la Saxo-bank, der må leve på egen risiko. Realkreditten skal igen adskilles fra bankerne og yde billige realkreditlån til kunderne i stedet for være en malkemaskine for bankerne. Der skal ikke længere være »banker, der er for store til at gå ned«, som får bail-out, i form af statslige bankhjælpepakker, eller bliver hjulpet af bail-in-aktioner, som den på Cypern, hvor bankerne får lov til at stjæle bankkundernes penge.
Indtil nu har finansverdenen og de ledende politikere rundt om i verden tilsyneladende intet lært af finanskrisen i 2007-2008. I stedet for at sanere finansverdenen gennem indførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling lod man finansverdenen fortsætte sine usunde aktiviteter, og nu er de spekulative bobler større end nogensinde. Finansverdenen kræver, at brutale nedskæringer og en konfiskering af befolkningens bankindeståender og liv skal redde bankerne ved den kommende krise, men det vil ikke blot være et afskyeligt og umoralsk folkemord: Finansboblerne er allerede blevet så uhåndterligt store, at finanssystemet aldrig vil kunne reddes.
Man skønner, at den aktuelle globale størrelse af fordringer fra udestående derivater (investeringspapirer, der ikke giver ejerskab til fysiske værdier, men hævdes at afdække risiko gennem at spekulere i kursudviklinger etc.), der er blevet ophobet som et produkt af spekulativ, finansiel praksis, nu løber op i hundreder af billioner af dollar, ja måske endda billiarder. Selv når man sammenligner med det aktuelle, pålydende, globale BNP, der skønsmæssigt ligger på omkring 70 billioner dollars, bliver det umiddelbart indlysende, at denne gæld aldrig vil kunne betales. Det store flertal af disse udestående fordringer er af ren spekulativ karakter, med absolut ingen forbindelse til en legitim, nødvendig, produktiv økonomisk aktivitet.
At fortsætte med hjælpepakker til denne enorme boble af fordringer, der stammer fra spekulativ spilleaktivitet, oven i en kollapset og hastigt skrumpende realøkonomi, vil være det samme som hurtigt at skabe en hyperinflation som i Weimar-Tyskland i global skala, og en økonomisk krise som i den mørke Middelalder.
Glass-Steagall standser denne katastrofe. Ved at genindføre en adskillelse af kommerciel bankpraksis og investeringsbankaktivitet, opdeler Glass-Steagall de pågældende fordringer i to, klart adskilte kategorier: de legitime og de illegitime, idet sidstnævnte er langt større end de førstnævnte. Vi må derfor erklære, at staten ikke har noget ansvar for at tilbagebetale tab, der er fremkommet ved spekulativ virksomhed, idet vi således afskriver disse gældsposter for milliarder i statens regnskaber. Vi tvinger alle banker – også de systemisk vigtige storbanker, som i USA er JPMorgan Chase, Citigroup, Morgan Stanley, osv., og som i Danmark er Danske Bank, Nordea etc. – til at blive opdelt i to dele: de såkaldte »investeringsgrene« på den ene side, og almindelig, god gammeldags bankdrift på den anden side. Under Glass/Steagall-loven vil kun normale banker modtage statsgaranti, mens »investeringshuse« ikke længere vil nyde godt af en sådan beskyttelse.
Selv hvis investeringshusenes billioner i udestående »aktiver« ikke ligefrem annulleres eller fjernes ved lov, så erklærer vi ganske enkelt, at denne gæld er deres egen, deres eget ansvar, og ikke statens og befolkningens. Ikke én eneste øre i nye hjælpepakker skal gå til at betale denne gæld og uden denne kunstige beskyttelse vil disse aktiver hurtigt fordampe. Vi bliver denne cancer kvit, og vort banksystem bliver ført tilbage til sin nødvendige og uundværlige funktion. Dette er, hvad den erklærede hensigt var med Franklin D. Roosevelts originale Glass/Steagall-Lov af 1933, og det er, hvad vi må gøre i dag.
Fra produktion til spekulation
I årtier har der fundet et skifte sted væk fra fysisk produktion og investering i infrastruktur og over til finansiel aktivitet for dennes egen skyld – og som i stigende grad er frakoblet enhver tilknytning til den fysiske realøkonomi. Finansverdenens finansielle kannibalisme betød, at nye kilder til likviditet måtte findes, og det fik man med den gradvise afskaffelse af den amerikanske Glass/Steagall-lovs adskillelse mellem normal bankaktivitet og finansverdenens spekulationsforretninger. Det begyndte for alvor i 1984, da Alan Greenspan, der dengang var ansat i J.P. Morgan-banken, skrev en pjece med titlen »Glass-Steagall genovervejet«.
Han fortsatte sin kampagne imod Glass/Steagall da han blev formand for Federal Reserve, hvor nøgleelementer i Glass-Steagall-loven konstant blev udhulet. Det endelige opgør med loven begyndte så i 1998, da Travelers Insurance fusionerede med Citibank, en fusion, der ville have været ulovlig under Glass-Steagall. Greenspan udstedte en midlertidig undtagelse for at få fusionen gennemført, og dernæst førte Wall Street en afpresnings- og intimideringskampagne imod kongresmedlemmerne og præsident Clinton, der endte med vedtagelsen af Gramm-Leach-Bliley-loven af 1999, som endegyldigt ophævede Glass-Steagall.
1999-loven skabte en ny klasse af »finansielle holdingselskaber«, der havde bemyndigelse til at tegne og sælge forsikringer og værdipapirer, udføre kommercielle og investeringsmæssige bankfunktioner, købe og sælge »derivater« og andre eksotiske instrumenter, samt befatte sig med andre spekulative aktiviteter. Denne lov var et skelsættende øjeblik i den udvikling, der førte til den aktuelle, generelle sammenbrudskrise af ikke blot USA’s, men af hele den transatlantiske verdens finanssystem. Den legaliserede sofistikeret hasardspil og anbragte det under statslig beskyttelse og garanti, der således tillod en akkumulering af en hidtil uset boble af fiktiv gæld. Gæld, som bankerne aldrig ville have påtaget sig, hvis ikke de havde vidst, at staten ville dække deres potentielle tab. Til sidst bristede boblen, og det gamle, nationaløkonomiske system døde i 2007.
De finansielle hjælpepakker, som USA’s kongres, med truslen om udsigt til uro i gaderne, bankkrak og endog undtagelsestilstand hængende over hovedet, efterfølgende vedtog i 2008, indledte en ny, økonomisk tidsalder, der medførte, at den amerikanske stat nu var blevet kautionist for hele banksektoren. Det samme blev tilfældet i EU, hvor staterne hver for sig udstedte en universel garanti for alle bankerne – en garanti, der i Danmark lød på intet mindre end 4.200 mia. kr. Det blev en udbredt opfattelse, at bankvirksomhed er det samme som økonomien, skellet mellem suveræn regeringsudøvelse og udøvelse af bankvirksomhed blev udvisket.
Lige siden disse hjælpepakker har vi befundet os i en accelererende, generel sammenbrudskrise, som vi nu ser kulminere i budgetunderskud, der tvinger stater, regioner og byer til at gå fallit. Man fortæller så folkevalgte parlamentarikere, at de må gennemføre en politik, der slår deres eget folk ihjel, for at betale gæld, som finansverdenen egentlig var ophav til. Medlemmer af EU-kommissionen diskuterer allerede privat nødvendigheden af at begrænse gennemsnitslevetiden til 66 år (!), og ved en senatshøring den 10. oktober erklærede formanden for Den amerikanske Bankforening ABA, Frank Keating, at man burde indføre en aftrapning i de statslige tilskud til pensionister, efterhånden som de blev ældre, så de enkelte pensionister ikke belastede statens finanser for meget. Glass-Steagall burde aldrig være blevet ophævet!
USA genfinder Glass-Steagall
Efter at den amerikanske økonom Lyndon LaRouche i 2007 advarede om finanssystemets umiddelbart forestående sammenbrud, er han i stigende grad blevet midtpunkt for kræfter, der arbejder for en genindførelse af Glass-Steagall. Tre år efter finanskrisens udbrud i 2007 fremlagde den demokratiske senator Maria Cantwell sammen med den republikanske senator John McCain et tillæg, der ville have genindført Glass-Steagall, til den Dodd-Frank-lov, der blev udarbejdet for at håndtere lignende fremtidige kriser i bank- og finansverdenen – og som er blevet rollemodellen for de banktiltag, bl.a. EU arbejder med. LaRouche anførte en kampagne til støtte for Cantwell-McCain-lovtillægget, men til trods for, at loven havde rigeligt med stemmer til at blive vedtaget i Senatet, kom der et direkte indgreb fra Det hvide Hus og Wall Street, der forhindrede, at forslaget kom til afstemning i Kongressen. Der blev så i stedet fremlagt et alternativt lovforslag, kendt som »Volcker-reglen«, hvis specifikke formål var at blokere for en sådan genindførelse af Glass/Steagall.
Ikke alene gjorde den amerikanske Dodd-Frank-lov ikke en ende på muligheden for finansielle hjælpepakker, men introducerede også, under dække af at ville fremme »finansiel stabilitet« og »beskytte den amerikanske skatteborger ved at gøre en ende på bankhjælpepakker«, bail-in! Bail-in var det, som indskydere i Cyperns to største banker vågnede op til i marts måned 2013, da deres bankindeståender dels blev konfiskeret og båndlagt. De personer eller virksomheder, der havde mere end 750.000 kr. på deres konto, mistede 40 % af de overskydende indeståender. Det betød, at mange små og mellemstore virksomheder efterfølgende gik bankerot eller var tvunget til at fyre ansatte.
I USA vedtog man Dodd-Frank-loven, der i kapitel II angiver de legale retningslinjer for bail-in gennem Den lovformelige Likvidationsmyndighed, OLA, som tillader »globale, systemisk vigtige, finansielle institutioner« (G-SIFI’er) at forblive åbne og operative, på direkte bekostning af deres kreditorer og indskydere. Ifølge både Paul Callelo, tidl. chef for Credit Suisses investeringsbank, og Wilson Ervin, tidl. chef for Credit Suisses risikoafdeling, »tilbyder bail-in en effektiv, ny måde at rejse ny kapital til finansinstitutionerne på, idet bankens egne penge [læs: dine penge!] anvendes, snarere end skatteborgernes.«
Planer om at rejse ny kapital til G-SIFI’erne ved hjælp af indskyderkonti var blevet diskuteret så tidligt som i slutningen af 1990’erne, men verden blev ikke præsenteret for denne »Plan B«, før man havde gennemført den første, dramatiske prøvekørsel i Cypern. Kort tid efter den cypriotiske bail-in bekræftede Jeroen Dijsselbloem, præsident for Eurogruppen, at beslaglæggelsen af bankkontiene i Cypern var »skabelonen« for håndteringen af fremtidige finanskriser. En skabelon, der går hånd i hånd med EU’s planer om en bankunion og fælles banktilsyn, der kan sikre, at de deltagende lande og deres bankkunder i fællesskab hæfter for de kommende bankredninger. Noget der blev understreget på en konference i London den 11. marts 2013, hvor Vitor Constancio, vicepræsident for Den europæiske Centralbank, ECB, forklarede, at bail-in-mekanismen er et centralt element i Eurolands planlagte bankunion.
Det, man i øjeblikket er i færd med at gøre, er nøjagtig det modsatte af det, Franklin Roosevelt gjorde, da han var konfronteret med en lignende krise i 1932-33, pga. førende storbankers massive insolvens grundet tøjlesløs spekulation. Roosevelt forstod, at gæld, der var frembragt gennem spekulation, og som ingen relation havde til den produktive økonomi, ikke havde nogen egentlig værdi for økonomien og ikke gjorde sig fortjent til statsstøtte. Ved at adskille finanssektoren fra realøkonomien (som blev nedfældet i Glass/Steagall-loven) var Roosevelt i stand til at starte med en ren tavle og dels dirigere kredit over til nødhjælp, for at formilde de menneskelige og sociale konsekvenser af den finansielle krise, og dels til specifikke projekter, der havde varig betydning for økonomien.
I dag insisterer Obama-administrationen, IMF, EU og ECB på at likvidere nationernes borgere og deres fysiske økonomi for at bevare de finansielle »værdier«. De fysiske virkninger af denne politik kan ikke komme som en overraskelse for nogen. De må derfor være overlagte og rækker langt ud over banksektoren. De betyder en kraftigt faldende levestandard og markant øget dødelighed for store dele af de berørte befolkninger på samme måde som Hitlers koncentrationslejre (inden de fik til formål at gasse uønskede befolkningsgrupper ihjel) ikke blot skaffede billig arbejdskraft til krigsindsatsen, men også førte til en kraftig reduktion i de indsattes levetid.
Poeten Manuel Alegre, der tidligere var næstformand for Portugals Socialistparti og to gange stillede op som præsidentkandidat, skrev rammende om det igangværende økonomiske sammenbrud i Europa:
»Vi er som hine fanger i koncentrationslejrene, der lever i den illusion, at deres tid måske endnu ikke er kommet, mens andre allerede blev stillet i kø til gaskamrene. Der er intet hagekors at se; ingen soldater brøler befalinger; sætningen ’Arbeit macht frei’ er endnu ikke dukket op over indgangen til vort land. Men … de behøver hverken invadere eller bombe os. De afsiger en kendelse og udsletter et land. … Jeg kan ikke holde op med at føle mig som en cypriot. Jeg var overbevist om, at vi hørte til Den europæiske Union, et projekt om fælles velstand mellem ligeværdige og suveræne stater. Men Cypern, efter Grækenland og, i en vis forstand, også efter os selv, får mig til at indse, at dette Europa er et bedrageri. Det er ikke længere et projekt for fred og frihed; det er begyndt at blive en totalitær trussel med det mål at forarme os stater i Syden og gøre os til slaver.«
International opbakning
Schiller Instituttet har gentagne gange sat Glass/Steagall på dagsordenen i Danmark, senest på Folkemødet på Bornholm i juni (se http://www.schillerinstitut.dk/drupal/node/910 ) og på Folketingets kulturnat den 11. oktober, men ingen af Folketingets partier har endnu fremsat et lovforslag for bankopdelingen, i modsætning til en lang række andre europæiske lande:
I Schweiz, Europas næststørste finanscentrum, har parlamentets førstekammer netop vedtaget tre resolutioner for en Glass/Steagall-bankopdeling med klare flertal, og man er i gang med at forberede krav om en folkeafstemning, for at sørge for, at bankopdelingen bliver en realitet. I Italien har flere forskellige partier fremsat lovforslag om en Glass/Steagall-bankopdeling i både senatet og deputeretkammeret. I såvel Sverige som Island har lignende lovforslag været til debat. Selv i Storbritannien, der huser City of London, verdens vigtigste finanscenter, som er centrum for det globale anglo-hollandsk-styrede, privatkontrollerede finanssystem, er der, med finansavisen Financial Times i spidsen, et voksende krav om en Glass/Steagall-bankopdeling.
I USA, Glass/Steagall-lovgivningens ophavsland, er det i mellemtiden blev tidens varmeste emne. En lang række økonomer og samfundsdebattører har meldt sig ind i debatten for Glass/Steagall, inklusive Sandy Weill, den tidligere chef for Citigroup der oprindelig var en drivende kraft i at få ophævet Glass/Steagall-loven. En mobilisering fra LaRouche-kampagnen har medført, at halvdelen af alle delstatskongresserne nu har introduceret resolutioner til støtte for en genindførelse af Glass/Steagall, og i Washington har Marcy Kapturs lovforslag i Repræsentanternes Hus nu 75 medstillere fra såvel det demokratiske som republikanske parti, og der er fremsat to lovforslag i Senatet.
Støttebreve og appeller til kongressen er væltet ind fra Europa og hinsides med indtrængende opfordringer om en hurtig genindførelse af Glass-Steagall, der ville have gennemslagskraft til at transformere hele den transatlantiske dynamik. Den 16. oktober indrykkede LaRouchePAC en annonce i Washingtonavisen The Hill, med 40 underskrifter af folkevalgte repræsentanter, fagforeningsfolk og andre prominente personer, der opfordrede kongressen til omgående at følge op på successen med at stoppe krigen imod Syrien ved at genindføre Glass/Steagall, så man kan stoppe Wall Streets krig imod den amerikanske befolkning.
LaRouche-kampagnen forsøger at få den hurtigt voksende utilfredshed i den amerikanske befolkning og den voksende erkendelse af, at Obama er en afgørende del af problemet, kanaliseret over i vedtagelsen af Glass/Steagall og afsættelsen af Obama. Det er blevet langt mere sandsynligt efter det store sammenstød mellem præsident Obama og Kongressen – i forbindelse med finansloven for 2013-2014 og nødvendigheden af at hæve det amerikanske låneloft – for Obama afslørede i forbindelse med forhandlingerne, at han er særdeles villig til at lave nedskæringer i Social Security (en folkepension, som ansatte indbetaler til), Medicaid (statstilskud til medicin) og Medicare (statstilskud til læge- og hospitalsbehandling). Det fik mange demokrater, der indtil nu har forsvaret Obama og hans politik, til at forstå, at han er en afgørende medspiller i Wall Streets forsøg på at fjerne disse sociale ordninger.
Richard Trumka, formanden for den største amerikanske fagforening AFL-CIO, holdt en tale i Las Vegas den 21. oktober, hvor han kraftigt advarede Washingtons politikere imod at skære i disse programmer: »Ingen politiker, jeg er ligeglad med fra hvilket parti, vil slippe af sted med at skære i Social Security, Medicare- eller Medicaid-tilskuddene. Glem det«. Han advarede derefter potentielle Obama-medløbere direkte: »Denne advarsel tæller dobbelt for demokrater. Vi vil aldrig glemme. Vi vil aldrig tilgive. Og vi vil aldrig holde op med at arbejde for at gøre slut på jeres karrierer.«
Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt kasinobankerne eller befolkningen skal overleve. De, der vælger at redde befolkningen, har intet andet valg end at smide det nuværende, bankerotte system over bord og satse på løsningen med Glass-Steagall, kreditsystem og store infrastrukturprojekter. I modsat fald vil vi se et accelererende sammenbrud af den fysiske økonomi med massearbejdsløshed og voksende armod, massive offentlige nedskæringer, der smadrer sundhedsvæsenet og den almene velfærd. Dødeligheden vil som et resultat stige kraftigt i befolkningen, og de tilbageværende virksomheder vil lide kraftigt under en kollapsende økonomi. Konsekvenser, som allerede kan ses i Grækenland, Spanien, Portugal og Cypern, og som vil udbredes til hele EU og USA, hvis vi ikke skifter kurs. En Glass/Steagall-bankopdeling og et farvel til finansspekulationens tidsalder er det første skridt på vejen ud af dette mareridt for Danmark, EU, USA og resten af verden.
okt 24 2013
Glass/Steagall eller EU-fascisme
Af formand Tom Gillesberg
På vegne af SIVE-kandidaterne
Danmark og resten af den vestlige verden står over for det finansielle systems snarlige sammenbrud, der er større og værre end det sammenbrud, vi så i 2007-2008. De mange hjælpepakker til bank- og finansverdenen man siden har søsat, inklusive de 85 mia. dollars (470 mia. kr.), som den amerikanske centralbank hver måned understøtter finansmarkedet med, har intet løst. Man har ikke stoppet den ødelæggende finansspekulation, men blot givet finansverdenen flere penge at spille for. Derfor vil finanssystemet ikke overleve i sin nuværende form.
Der er to bud på, hvordan systemet skal reddes denne gang. EU og Barack Obama fungerer som lakajer for finansverdenen og er derfor i gang med at gennemføre finansverdenens forslag til, hvad der skal gøres: Morderiske nedskæringer i de forskellige nationaløkonomier, som man allerede er gået i gang med, der betyder voksende dødelighed, og dertil forberedelsen af en kombineret bail-out, det vil sige bankhjælpepakker, og bail-in, konfiskering af bankkundernes penge, som man så det i Cypern. Finansverdenen, EU og ECB vil have en bankunion og et fælles banktilsyn på plads hurtigst muligt, så alle landene og deres befolkninger hæfter solidarisk for bankernes gæld. Så kan man gennemtvinge en nedskæringspolitik for hele den europæiske befolkning, og samtidig lovliggøre en konfiskering af befolkningens bankindeståender og pensioner, i et håbløst forsøg på at dække bankernes kæmpe tab.
Denne politik er en gentagelse af 1930’ernes, hvor Europas finansverden og elite valgte en fascistisk økonomisk politik, der ofrede befolkningerne og deres frihed. Man gennemtrumfede den fascisme, som man mente var den mest effektive økonomiske politik – baseret på et menneskesyn, hvor man betragter mennesker som ressourceforbrugende dyr, som der er for mange af, og som derfor gerne skal reduceres i antal.
Denne misantropiske politik støttes i dag af verdens ledende finansielle kredse – med det britiske kongehus i spidsen, hvor dronning Elizabeth II og prins Phillip, der som bekendt grundlagde Verdensnaturfonden sammen med eksnazisten prins Bernhard, længe har slået til lyd for en drastisk reduktion af jordens befolkning fra de nuværende syv mia. til to mia., én eller mindre. Storbritannien er gået i spidsen internationalt for at gennemføre denne politik under dække af påstande, som at der »der er grænser for væst« og at »Jorden har en begrænset bæredygtighed«. Det er en direkte videreførelse af Det britiske Imperiums brutale og morderiske affolkningspolitik i dets kolonier.
Samtidigt har EU, i stedet for at lave en fælles strategi for at opbygge Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten (se Schiller Instituttets program på www.schillerinstitut.dk/drupal/node/660), forsøgt at forhindre store vand- og infrastrukturprojekter, og i stedet erstatte dem ineffektive og primitive teknologier, med udgangspunkt i en miljø- og klimadagsorden.
Når så mennesker fra Afrika og Mellemøsten forsøger at krydse Middelhavet i livsfarlige plimsollere, så bliver de ladt i stikken og drukner, fordi skibe, der hører hjemme i EU, ikke tør hjælpe dem, af angst for at blive straffet for at have hjulpet illegale flygtninge, når de kommer i land.
Denne voksende ligegyldighed overfor vore medmennesker ses også ved, at det meste af EU’s befolkning ser passivt til, mens man er i gang med at gøre dele af EU til »åbne koncentrationslejre«, hvor en voksende del befolkningen er holdt op med at leve og i stedet venter på at dø. Det gælder ikke kun Grækenland og Cypern, hvor de unge står i kø for at komme væk, men også andre dele af Sydeuropa. Som den portugisiske digter Manuel Alegre advarer (se side 7), så vil vi, som det skete i 30’erne, selv lide samme skæbne, hvis vi ikke gør modstand i tide.
Vi skal derfor vælge den anden mulighed, som er en moderne version af den anti-fascistiske politik, som præsident Roosevelt gennemførte i USA, og som formåede at bringe USA ud af depressionen – uden at den amerikanske befolkning måtte ofre deres frihed eller liv. Det var en politik, som efter Anden Verdenskrig fik stor betydning for Europas opbygning, der var bygget på det modsatte menneskesyn end det, der fik lov til at dominere i 30’erne. Schiller Instituttet fremlægger denne moderne version af Roosevelts program i denne kampagneavis og det er det program, som Schiller Instituttets Venner går til valg på i København og Aarhus. Vi mener, at man skal sætte befolkningernes ve og vel over finansverdenens.
Derfor må vi omgående gennemføre 1)en Glass/Steagall-bankopdeling, så vi kan fjerne alle de mange og store spekulations- og derivatbobler fra den normale bankvirksomhed; 2) etablere et kreditsystem i stedet for det nuværende monetære system, så staten direkte kan skabe kredit til at fremme opbygningen og udviklingen af hele samfundet; og 3) sætte gang i store fremtidsorienterede infrastrukturprojekter, der ikke blot kan skabe arbejdspladser og hjælpe den produktive del af økonomien, men som kan være et kvantespring, der løfter økonomien op på en højere teknologisk platform.
Der er måske mange vælgere, der frygter, at det er umuligt at gribe ind i historien og forandre en politik, som både finansverdenen, USA’s præsident og EU tilsyneladende støtter og forsøger at gennemtvinge, men det er muligt. Der er mange eksempler i den menneskelige historie på, at en lille gruppe stålsatte mennesker med gode idéer, gennem at mobilisere sine medmennesker var i stand til at forandre historiens gang. Seneste eksempel er blot to måneder gammelt.
For blot to måneder siden så det ud til, at USA med støtte fra Danmark og andre lande ville foretage et militært angreb på Syrien, der ville have bragt den vestlige verden i direkte konfrontation med Rusland og Kina. En konfrontation som for eller senere ville ende med atomkrig. Men mod alle odds lykkedes det, bl.a. på grund af Schiller Instituttets og LaRouche-kampagnens intensive mobilisering gennem de seneste to år, i hvert fald midlertidigt at få angrebet stoppet, fordi den amerikanske befolkning og det amerikanske militær sagde nej, og tvang præsident Obama til at høre Kongressen først og efterfølgende afblæse angrebet. I stedet fik man med Rusland som mellemmand så lavet en aftale om destruktionen af de syriske kemiske våben. Den uundgåelige krig blev erstattet af en politisk aftale, der også kan bane vejen for at stoppe den syriske borgerkrig og et samarbejde med Iran i stedet for krig.
Nu skal vi på samme måde have ændret den økonomiske politik, inden vi får en global gentagelse af den fascisme Europa gennemlevede i 30’erne. Vi må stoppe EU-dikterede nedskæringer, bankunion, bail-out og bail-in, og i stedet iværksætte Glass/Steagall-bankopdeling og et opbygningsprogram for økonomien. Vi skal bygge en Kattegatbro og et nationalt magnettognet, der vil knytte Danmark langt tættere sammen gennem at fungere som et national metronet. Derudover må vi sætte os nogle mål for, hvordan vi gennem udviklingen og indførelsen af nye teknologier som fusionsenergi kan løfte hele samfundet op på et højere og mere produktivt niveau.
Vi skal have et paradigmeskifte væk fra den anti-videnskabelige, anti-menneskelige, morbide kultur, der under dække af »miljø« og »klima« i stigende grad har overtaget den vestlige verden i løbet af de seneste fire årtier. Det er videnskabeligt og teknologisk fremskridt, som gør det også muligt for os at investere stadig mere i hvert enkelt individ i form af voksende udgifter til uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet.
Samtidigt skal vi værne om og fostre den unikke menneskelige forestillingsevne, empati og kreativitet, der trænes gennem den klassiske kunst og sætter os i stand til at viljemæssigt at skabe nye gennembrud. Derigennem gør vi os fri af naturens begrænsninger og får friheden til at vælge hvilken fremtid, som vi ønsker for os selv og vore børnebørn.
Og vi skal løfte blikket mod stjernerne, og ikke blot tage hele verdens og menneskehedens ve og vel på vore skuldre, men også menneskehedens fortsatte færd ud i rummet som en vigtig del af den fortsatte skabelsesproces i universet.
Vi har brug for et lederskab, som både lærer af historien og kommer med de fremtidsvisioner, der i dag forgæves venter på at blive virkeliggjort. Vær ikke en lille undersåt, der forsøger at fortrænge virkeligheden, mens du venter på at Olympens guder i finansverdenen, skal gøre det af med dig. Vær et frit menneske, der sammen med Schiller Instituttets Venner griber ind og former den spændende skæbne, der ligger foran os og venter. Stem på Schiller Instituttets Venner, støt kampagnen og vær aktiv.