Tak fordi I ville modtage os [ii].

I de seneste tre måneder er verdens finanssystem blevet rystet i sin grundvold. Det tyske finanstilsyn BAFIN har udtalt at man har været truet af den værste bankkrise siden 1932. I England stod kunderne i kø for at hæve deres penge i Northern Rock og kun en garanti af alle bankens indskud fra Bank of England forhindrede et sammenbrud af Northern Rock og et ”run on the banks” i hele England. En række banker har allerede måtte lade livet, men det værste er stadig i vente. En stor del af verdens banker overlever netop nu ved konstante pengetransfusioner fra verdens centralbanker og i håbet om at krisen blæser over.

Hvis krisen blot var resultatet af den nedskrivning af de amerikanske subprime-lån og ophøret af ”yen carry”-handlen, kunne den tænkes at forsvinde, men det står langt værre til. Den nuværende internationale kreditkrise er en AAA-krise, hvor tilliden til største og højest rangerede banker og finansinstitutioner er væk, fordi ”subprime”-lånekrisen blot er en lille del af en gigantisk global spekulationsboble, der i løbet af de sidste 40 år har erstattet den fysiske økonomi. Der er skabt et gældsbjerg mange gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt. Nu er ballet forbi og alle spørger sig, hvem der vælter først. Derfor er tilliden i det internationale bankmarked væk.

Indtil nu er banklukninger blevet midlertidigt udskudt gennem den medicin den tidligere amerikanske føderalbankchef Alan Grenspan siden 1987 brugte til at holde markederne glade: massive mængder af billig kredit. Men som den amerikanske økonom og tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har forklaret det med sin pædagogiske model af den typiske kollapsfunktion, så er vi i en systemkrise, og centralbankerne vil blot med deres likviditetstilførsel udløse en hyperinflation lig den Weimar-Tyskland oplevede i 1923 - men denne gang på global skala. Inflationen kan allerede ses i de kraftigt stigende olie- og fødevarepriser. Den gældsboble, der er blevet skabt i løbet af de seneste 40 år, er så gigantisk, at centralbankerne ikke kan redde den.

Det bliver derfor op til de forskellige landes politiske ledelser at beslutte, hvad der skal reddes og hvad der må falde. Som vi så det i 30'erne, efter den sidste store internationale bankkrise, var meget forskellige løsninger mulige. Franklin D. Roosevelt havde en løsningsmodel, der reddede de amerikanske boligejere, satte gang i produktionsapparatet gennem opbygning af store infrastrukturprojekter, og reddede demokratiet i USA og internationalt. I Europa derimod, tog fascismen og nazismen over.

I ånden fra Roosevelt har Lyndon LaRouche foreslået en amerikansk hastelov[iii] til at redde de millioner af boligejere, der ellers i løbet af de næste måneder ryger på tvangsauktion, og USA's pengeinstitutter, som behøves hvis økonomien fortsat skal hænge sammen. Red boligejerne og de normale banker, men ikke hedgefondene og alle de kreative finansielle instrumenter og den finansspekulation, der er skabt de senere år. Derefter må USA i gang med en New Deal, et nyt Bretton Woods-finanssystem[iv] med fast vekslingskurser, og internationalt samarbejde om store infrastrukturprojekter som en tunnel under Beringstrædet og Den eurasiske Landbro.

I Danmark må vi også forberede os på at denne finansielle flodbølge, der er på vej og både internationale og nationale tiltag, der må sættes i værk. Internationalt kan kun et nyt Bretton Woods-finansystem med indbyggede brandmure imod finansspekulation og kreditter til fysisk-økonomisk opbygning sørge for stabile rammer for fremtidig handel og økonomisk opbygning. Men samtidigt må vi også værne om de fungerende principper, vi har herhjemme, der yder os en hvis beskyttelse.

Fordi vi har beholdt den danske krone, holdt fast ved en strengere krav til udlån og har det helt specielle danske realkreditsystem, er tilliden blevet bevaret i den danske bankverden, da den forsvandt i resten af Europa og USA. Vi skal beholde kronen og det danske realkreditsystem og hurtigst muligt få afskaffet de nye SDO-lån. Samtidigt må man i samarbejde med nationalbanken fjerne unoder og dårlige vaner der eksponerer den danske finansverden mod internationale ulykker, som når danske banker bruger udenlandske datterselskaber til at omgå den danske kreditlovgivning.

Danmark er også truet af det forestående kollaps af den danske boligboble. Fremadstormende banker har ukritisk lånt penge ud til byggeprojekter, som dem i Ørestaden, med ringe sikkerhed. Boligejere med stigende friværdi er blevet overtalt til at optage investeringskreditter med ”sikkerhed” i friværdien, der er blevet brugt til gearede finansinvesteringer og har været med til at pumpe en boble op på det danske aktiemarked. Med de internationale problemer parret med et faldende dansk boligmarked og et kraftigt fald på det danske aktiemarked, vil både en række dansk banker og hele vores økonomi blive hårdt ramt.

Vi bør derfor forberede en hurtig iværksættelse af en række påtrængende anlægsinvesteringer, der kan holde gang i den danske økonomi og begynde et nationaløkonomisk skifte væk fra en forbrugsdrevet økonomi, hvor servicejobs erstatter beskæftigelse i de produktive erhverv, som vi har set det i de senere år, til en investeringsbaseret økonomi, hvor investeringer i infrastruktur, produktion, og videnskabeligt og teknologisk fremskridt skaber grundlaget for øget produktivitet og en højere levestandard for hele befolkningen.

Udover akutte motorvejs- og jernbaneinvesteringer vil disse anlægsinvesteringer inkludere bygningen af brugerbetalte broer over Femern Bælt, Kattegat og Helsingør-Helsingborg og statsligt betalt dansk magnettognet. Dette magnettognet vil ikke blot reducere rejsetiden mellem København og Århus til 25 minutter, men fuldt udbygget binde hele Danmark tættere sammen og kunne overtage en stor del af person- og godstransporten. Det danske net vil så blive en del af et internationalt net der ikke blot bringer os til Stockholm, Oslo, Hamborg og Berlin på under fem kvarter, men kan transportere personer og gods helt til Asien og Amerika.

Den krise vi står midt i, er ikke et bump på vejen, udløst af uheldige omstændigheder, men en systemkrise der kræver, at vi gør op med en række af de unoder, der er blevet alment accepteret i løbet af de sidste 40 år, og i stedet vender tilbage, til det der fungerede. Det er den påtrængende udfordring, vi står overfor i dag. Det ville derfor være en idé at følge i det italienske parlaments fodspor og invitere Lyndon LaRouche til Folketinget til at diskutere disse spørgsmål yderligere.

Tak for ordet.