Når boblen brister
– Et nyt Bretton Woods baseret på en ny
atlantisk alliance
Boligboblen i København er
bare en lille del af en global finansiel boble, der er på vej til at briste med
dramatiske konsekvenser. Det har jeg sammen med Schiller Instituttet og Lyndon
LaRouche længe advaret imod og foreslået et nyt Bretton Woods-finanssystem, der
i Franklin D. Roosevelts ånd, kan skabe kreditter til store langsigtede
infrastrukturprojekter og højteknologisk produktion. Med straffesager imod
ledende folk i Bush-administrationen og rygter om Cheneys snarlige afgang er
der nu mulighed for en ny atlantisk alliance, der kan genopbygge
verdensøkonomien og sikre velstand og fremgang for både København og verden.
Det er mit alternativ til de nedskæringer og den sparepolitik, der ellers
ligger lige for, når boblen brister.
København den 25. oktober
2005.
Er den danske økonomi virkelig
så god og sund som regeringen påstår? Er det økonomiske opsving man har skabt
langtidsholdbart? Eller er det blot en midlertidig forbrugsfest hjulpet på vej
af en lav rente, skattestop og en boligboble der synger på sidste vers? Det
sidste er desværre tilfældet. Den lave rente har sammen med indførelsen af
rentetilpasningslån og afdragsfrie lån skabt stigninger i de københavnske
boligpriser, der er uden historisk sidestykke. Samtidigt har den lave rente og
de høje boligpriser givet adgang til billige lån, som alene i år har medført et
øget forbrug på 15%. Det sætter selvfølgelig gang i bygge- og
serviceerhvervene, når hurtige penge skal brændes af. Statens indtægter stiger også
pga. øgede skatter og afgifter. Det er et herligt økonomisk opsving. I hvert fald så længe boblen vokser. Når den
brister, skal regningen betales.
Renten vil snart stige, det
er der allerede spirende tegn på i USA. Så er den pris boligkøbere kan betale
mindre, og priserne falder. Med faldende priser stopper den lånebaserede
forbrugsfest og arbejdsløsheden stiger. Øget usikkerhed og fare for arbejdsløshed
betyder at færre tør købe lejlighed og hus. Så falder priserne yderligere. Så
kører det i ring og for hver omgang bliver flere og flere boligejere insolvente
og går fallit. Både i Danmark og i resten af verdens storbyer.
Den internationale
finanskrise
Som Lyndon LaRouche og Schiller
Instituttet har advaret, er verdens finanssystem i en lignende situation. Siden
børskrakket i 1987 har man under lederskab af direktøren for Den amerikanske
Føderalbank, Alan Greenspan, i stigende grad gået fra en økonomi baseret på
fysisk produktion og varehandel til en spekulationsdrevet økonomi baseret på de
såkaldte derivater. Det er forskellige typer af finansielle instrumenter, hvor
man spiller på den fremtidige udvikling i priserne på aktier, obligationer,
rentesatser etc. Med derivatinvesteringer kan man med investeringer påvirke udviklingen
i værdipapirer kraftigt. Man kan f.eks. spekulere renten ned og oliepriserne
op, som vi har set det i de sidste par år. Med disse derivater har verdens spekulationsfonde
haft et instrument til at manipulere verdensøkonomien.
Faren ved den udvikling så
man allerede i 1998, hvor sammenbruddet af bare én hedgefond (spekulationsfund),
den velanskrevne LTCM, truede med at kollapse hele finanssystemet. LTCM havde
en grundkapital på 4 mia. dollars som efterfølgende var gearet til at bære
investeringer på næsten 1000 mia. dollars. Havde verdens centralbanker ikke
grebet ind med panikredninger, var systemet røget. I dag er der mange flere
LTCM’er. I de sidste par uger er Refco, verdens største handler i
futures-kontrakter, blevet fanget i svindel. Firmaet havde gemt et tab på 430
mio. dollars i et datterselskab siden 1998. Udover krisen i selve Refco, og tab
i en række banker der har lånt dem penge, har det ført til nervøsitet på
finansmarkederne, for hvem kan man egentlig stole på? Har hedgefondene egentlig
de penge de handler med?
Og mens spekulationen i
derivater har nået en størrelse på over 221.000 mia. dollars, over 30 gange
USA’s bruttonationalprodukt, er verdens fysiske økonomi blevet svagere og
svagere. I USA er alle de store flyselskaber gået konkurs. De fleste
produktionsfirmaer er allerede flyttet til lavtlønslande, og nu er turen kommet
til resterne af bilindustrien. General Motors hovedunderleverandør Delphi har
netop erklæret sig konkurs, og ledelsen kræver en lønnedgang hos de ansatte på
over 60% for at bevare arbejdspladserne. I globaliseringens navn bliver vi i de
industrialiserede lande nu påtvunget at konkurrere med lønninger i
lavtlønslandene. I stedet for at løfte de fattige lande op på vores niveau, er
vi på vej ned på deres.
Nu er spillet ved at være
slut. Dette globale spekulationscirkus er ligesom den danske boligboble ved at
kollapse. Og tilbage står en økonomi, der ligesom den danske, ikke er blevet
vedligeholdt. Her i Danmark er der i år kun afsat 1% af finansloven til
anlægsinvesteringer - på trods af et rekordoverskud. Det er den tankegang der
har ført til, at jernbanenettet er totalt forældet og nedslidt, ligesom en stor
del af vejene, vand- og kloaksystemer, skoler, uddannelsesinstitutioner, sygehus
osv. I USA og i resten af Europa er dette forfald endnu større.
Vi må altså skabe et nyt
finanssystem, der ikke blot kan sikre at vi kan handle med hinanden fra dag til
dag, men som skaber nye kreditter til genopbygningen af verdensøkonomien. Det
er nøjagtigt hvad Franklin D. Roosevelt gjorde i USA i 30’erne med sin New
Deal-politik og i slutningen af 2. verdenskrig med det internationale Bretton
Woods-system.
Kernen i Bretton
Woods-systemet, som et nyt Bretton Woods-system må hvile på i dag, var en række
tiltag til at forhindre finansspekulation. Man havde fastlåste valutakurser og de
nationale regeringer kontrollerede udviklingen. Samtidig viste Roosevelt med
sin New Deal-politik, hvordan et land kan trække sig ud af en økonomisk
depression, gennem at stille billige langfristede statslige kreditter til
rådighed for infrastrukturprojekter og investeringer i at genopbygge
produktionen i industri og landbrug. Den industri og det landbrug som var gået
nedenom og hjem pga. frihandel og faldende priser. Samtidigt erstatter man
global frihandel med ”fair handel”, hvor man sikrer sig, at producenterne får
den fornødne pris for sine varer. Prisen skal både kunne dække anstændige
lønninger og en god levestandard for de ansatte, og skabe et overskud landene
kan investere i infrastruktur, sundhed og uddannelse. Et sådant nyt Bretton
Woods kan både beskytte os mod at synke ned på Den tredje Verdens niveau, men
også samtidigt sikre, at den fattige del af verden efterhånden kommer op på
vores.
Cheneys snarlige afgang
Da Bush og Cheney blev
erklæret som vindere i det amerikanske præsidentvalg sidste november, og da
republikanerne samtidigt vandt et flertal i begge kongressens kamre, gav mange
op. Fire nye mareridtsår var for meget. Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche,
der selv havde været blandt demokraternes kandidater, blæste derimod til
angreb. Han gjorde klart, at effektivt oppositionsarbejde fra demokraterne,
sammen med en stigende erkendelse af den katastrofale situation i Irak og den
tiltagende økonomiske krise, ville gøre det muligt at lamme Bush-administrationen.
Så ville et tværpolitisk flertal kunne fjerne først Cheney og senere Bush.
Sammen med sin ungdomsbevægelse LYM fik LaRouche
remoraliseret det demokratiske parti og de amerikanske statsinstitutioner, som
snart begyndte at gribe ind mod Bush-administrationens kriminelle adfærd. Først
blev der rejst anklager imod lederen af republikanerne i repræsentanthuset, Tom
DeLay, og løbet af de sidste par uger er udviklingen accelereret. Den specielle
anklager i Plamesagen (sagen om afsløringen af den hemmelige CIA-agent Valerie
Plame som var gift med ambassadør Joe Wilson), Patrick Fitzgerald, er nu klar
til at rejse sager imod ledende personer i Bush-apparatet så som Cheneys
stabschef Lewis Libby og Bush’s vigtigste rådgiver Karl Rove. Og rygtet går, at
vicepræsident Dick Cheney er klar til at trække sig, hvis han derigennem kan
slippe for at komme bag lås og slå. Disse spændende begivenheder åbner mulighed
for, at det tværpolitiske samarbejde, der har været under indflydelse af
LaRouche, sætter den nye dagsorden i Det hvide Hus. Med eller uden Bush som
præsident.
Dermed åbnes der mulighed for
en ny atlantisk alliance mellem USA og Europa. En alliance, der ikke som
globaliseringspolitikken ender i ny imperialisme og krig, men i stedet i global
økonomisk opbygning. Et samarbejde der går i spidsen for en ny retfærdig
økonomisk verdensorden baseret på ”fair handel” i stedet for frihandel. Så kan vi
genopbygge vores egen produktionsevne og hjemlige levestandard og samtidigt
give et kritisk bidrag til genopbygningen af den stadigt større fattige del af
verden.
Københavns rolle
Som hovedstad bør vi
københavnere gå foran i denne udvikling. Vi har alt for længe accepteret, at arbejdspladser
i den fysiske produktion er blevet erstattet af administration og
serviceerhverv. Vi skal ikke blot være papirskubbere og forbrugere, der som
parasitter lever af import fra fattige lande og af at udnytte befolkninger der arbejder
under slavelignende forhold. Vi skal opbygge en højteknologisk produktion, hvor
vi kan kombinere grundforskning på universiteterne med investeringer i
produktion og spydspidsteknologier. Vi skal være med til at opbygge verden.
Din stemme på mig som
overborgmester er en stemme på København som vært for en regeringskonference
til etableringen af et nyt Bretton Woods-system – et ”København-system”. Så vi er
med til at give verden en bedre fremtid. Hvis ikke vi får et sådant nyt system,
så må vi som alle andre indstille os på økonomisk kollaps og en ny mørk
tidsalder. En skræmmende fremtid, hvor vi skridt for skridt bevæger os ned på det
niveau, der findes i den tredje verden, mens vi må bruge stadig flere ressourcer
på at holde dem på plads med våbenmagt.
Du kan med din stemme være
med til at give os alle en fremtid. Spild den ikke.
Med Venlig Hilsen
Tom Gillesberg
Overborgmesterkandidat for Schiller Instituttets Venner i København
